Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.
Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.
Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)
Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:
Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)
Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:
Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)
Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.
Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:
I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.
Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.
Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«
Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.
Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.