Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.
Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.
Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:
Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?
Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:
Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.
Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.
Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.
Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere på under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.
- Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme [↩]