Dune del 1

Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.

Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.

Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:

Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?

Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.

Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.

Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.

  1. Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme []

China Miéville – ‘The City and the City’

Jeg gik død i China Miévilles – ‘The City and the City’, hvilket både ærgrer og undrer mig. Dels vandt romanen et væld af priser, da den udkom. Dels er jeg normalt særdeles billigt til salg for alt, der emmer blot det mindste af speculative fiction, parallelvirkeligheder og tidsparadokser. Men nej, ikke denne gang.

Bogen begynder ellers særdeles godt og endda med et ganske interessant præmis.

De to kulturelt meget forskellige bystater Besźel og Ul Qoma deler samme geografiske lokation et udefinerbart sted i Østeuropa, men de eksisterer i to adskilte parallelle virkeligheder. Så vidt ret standard; den litterære konstruktion var også drivkraften i tv-serien ‘Fringe’, der hærgede mit popkulturelle forbrug omkring 2010.

Men men: Miéville laver to originale kneb i ‘The City and the City’.

Den første er at hans paralleluniverser flyder sammen. Der er lommer, steder, flader, hvor grænsen mellem de to verdener er permeable – og (besværligt nok) kan man ikke nødvendigvis se, hvilken verden man befinder sig i på det pågældende sted. Det er måske ikke i sig selv bragende orginalt; jeg har efterhånden læst en del bøger – senest Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-serie og før da Paul Cornells ‘Shadow Police’-bøger – med det koncept. Begge serier foregår i London (åbenbart et notorisk hotspot for paralleluniverser), og i begge serier eksisterer universerne sideløbende og i delvis hemmelighed.

Her indtræffer Miévilles andet originale påfund. I stedet for at der findes et hemmeligt, tabuiseret magisk univers ved siden af vores eget, så er der i ‘The City and the City’ fuld bevidsthed om det andet univers’ eksistens – og interaktionen med det er strengt politisk reguleret via et decideret forbud mod kontakt mellem de to verdener. For at de to verdener kan sameksistere og ikke skal flyde/bryde sammen, så er alle mennesker pålagt at skulle ‘ikke-se’ og aktivt fortrænge ting og oplevelser, hvis de ved et uheld eller tilfælde er kommet se ind i parallelvirkeligheden. Forbuddet bliver håndhævet af et diffust, ja, nærmest metafysisk tankepoliti kaldet ‘Breach’. Hvis man aktivt bryde reglen om kontaktforbud, eller undlader at ikke-se ting, havner man i “breach” og forsvinder. Det kan vel nærmest beskrives som det idéelle totalitære samfunds omnipræsente sikkerhedspoliti.

Den erfarne læser af speculative fiction kan givetvis allerede her give et bud på forskellige generiske plotlinjer, der alle inkluderer en tilpas martret protagonist, der krydser grænserne mellem universerne og opnår dybe indsigter om verdens sande tilstand (og vigtigst, naturligvis, om sit eget sjæleliv). Miéville vælger at køre med et noir-detektiv set-up. Det begynder fængende og stemningsfuldt, men ender med at blive alt, alt for langtrukket. Det er ganske enkelt rasende uinteressant, hvem der begik mordet og hvorfor det skete.

Det bliver det bl.a. fordi Miéville er mere interesseret i at udforske sit breach/’ikke-se’ koncept end i at fortælle en god historie. Han bruger det som en slet skjult analogi for den måde, vi i mainstreamdelen af vores samfund med vilje ikke-ser ‘parallelfænomener’ såsom hjemløshed, fattigdom, strukturel racisme og kønsdiskrimination. For ved at ikke-se fænomenerne kan man (magthaverne) benægte deres eksistens og underminere legitimiteten af de mennesker, der begår ‘breach’ og kæmper for at ændre tingenes tilstand. Hvilket selvsagt er en valid og tankevækkende pointe, men den drukner (for mig og mit nydelsessyge sind) når bogen er lang og plottet slæber sig afsted.

Jeg gik i stå og speedskimmede de sidste 30% af bogen, alene for at finde ud af hvad der skete i slutningen. Vil derfor kun anbefale ‘The City and the City’ for den koncept-interesserede læser, der kan tolerere plotmæssig tomgang i kombination med (indrømmet) spændende tanker.

Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’

Efter en længere science fiction pause forsøgte jeg mig igen med genrelitteraturen. Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’ kan bedst beskrives som en noir-mystery-thriller-i-rummet. Den opmærksomme læser kan derfor nok regne ud, at vi her taler om underlødig underholdningslæsning, snarere end en generationsdefinerende samtidsroman. 

Brookmyre Places in the Darkness

Jeg var dog nogenlunde tilfreds efter endt læsning. Bogen var udmærket til formålet (i.e. eskapisme), om end jeg tvivler på, at jeg om to år kan huske specielt meget af den. 

Romanen har dog visse ting gående for sig. 

Det grundlæggende plot i romanen er slet ikke ueffent og selve romanens setting er ret stimulerende. Vi befinder os på en rumstation, Cieudad de Cielo, hvor menneskeheden er gået sammen om at bygge generationskibe, der skal redde menneskeheden fra den forestående økologiske katastrofe nede på Jorden. Naturligvis er rumstationen opdelt i to sektioner: en velhavende (og selvsagt hyklerisk) Mormon-agtig sektion og den tarvelige, men autentiske underklassesektion.

Mord er uhørt på rumstationen – mormonerne har hyret et ret drakonisk privat sikkerhedsfirma til at holde styr på tingene -, men da der pludselig sker en række bestialske mord, så har vi balladen. Indsæt her generiske variable som ‘korrupt politibetjent med hjerte af guld’, ‘smuk og rig ung kvindelig protagonist viser sig at være hyperbegavet genetisk modificeret tvilling’ og ‘gal videnskabskvinde vil kontrollere folks tanker og skabe en verden perfekt’.

Uden at ville afsløre for meget af plottet, så har Brookmyre lavet en velsmagende, men ikke særlig nærende fusion af Philip K. Dick, ‘Expanse’-bøgerne og et britisk kostumedrama. Bogen føles til tider som at læse en lidt mindre voldelig udgave af ‘Total Recall’ (der også leger med (falske) erindringer og en rumstation setting), der har fået et elskovsbarn med den velkendte Upstairs-Downstairs dynamik fra ‘Downton Abbey’. Ved siden af er hele noir-detektiv-på-rumstation og teknologien-er-blevet-SKØR temaet nærmest en 1:1 kopi af handlingen i ‘Leviathan Wakes’. Det gør ikke ‘Places in Darkness’ til en ikke-underholdende bog, men det gør den meget lidt original. 

Bogen kostede kun 6 USD på min Kindle, så jeg er egentlig ikke fjendtligt indstillet. Men den har omvendt befundet på min ‘Want to read’-liste på Goodreads i noget nær en evighed (eller i hvert fald siden 30. november 2017), og det havde næppe gjort noget, hvis den var forblevet glemt der i endnu længere tid. Vi ender med en 7 ud af 10. 

Justin Cronin – ‘The Ferryman’

To, nej tre, ting om Justin Cronin – ‘The Ferryman’.

For det første er vi et godt stykke fra Cronins meritter i den maksimalistiske og frådende ‘The Passage’. Jeg var underholdt og havde vanskeligt ved at lægge ’The Ferryman’ fra mig i går aftes, men jeg var ikke så intenst opslugt, som jeg var dengang jeg læste ’The Passage’ – hvor jeg var decideret ukontaktbar i en periode. 

For det andet var jeg ikke vild med det store plottwist, der kommer ca 3/4 inde i bogen. Jeg vil ikke spolere noget for nogen, men vi er (for langt) ovre i ‘det-hele-var-bare-en-drøm’-territoriet, og selvom Cronin eksekverer sine plotmekanismer på imponerende vis, så synes jeg stadig det er et billigt og sjasket Deus ex machina-trick. Og så hjælper det heller ikke på sagerne, at det hele bliver meget meta-meta-agtigt i slutningen. Som at Cronin ikke vil tage sin egen konstruktion helt alvorligt, men insisterer på at blinke indforstået til læseren. 

For det tredje blev jeg under læsningen hele tiden slået af, hvor meget plottet var et medley af de mest succesfulde idéer og virkemidler fra de sidste 25 års sci-fi/speculative fiction. Dér blev der lånt fra ‘Lost’, her kommer Blake Crouch ind fra siden, ups, der fløj ‘Inception’ og ‘Tenet’ forbi, hov, dér er ‘Truman Show’, vupti, der kom ’Total Recall’ med ind over. Der er plads til det meste i Cronins muntre sci-fi-fusionskøkken.

Det fungerer ofte virkelig effektivt; jeg var som nævnt glimrende underholdt. Men jeg mangler den originale idé, sjælen, et autentisk Philip K. Dick’sk vanvid. Noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af andres kreativitet. Her efter endt læsning af ’The Ferryman’ ville jeg gerne sige, at jeg blev grebet og berørt, men Cronin er for kalkuleret, for slick og for professionel til at jeg kan give mig hen. Læs den for underholdningens skyld, ikke for indsigten. 

 

Seasonal Fears

Jeg må til at læse bedre. Købte ‘Seanan McGuire – ‘Seasonal Fears’ i Science Fiction Bokhandeln. Med visse forventninger, bør det indskydes, da det er efterfølgeren til ‘Middlegame’ – der var min erklærede favorit skønlitterære bog i 2020.

Men … her godt i gang med læsningen af ‘Seasonal Fears’ har jeg problemer med at huske plottet i forgængeren ‘Middlegame’. Jeg har endda kun bevaret en rudimentær erindring om mytologien i bøgernes samlede univers.

Det overlever jeg nok, bogen kan tilsyneladende læses nogenlunde selvstændigt. Men min mangelfulde kontekst vidner om, at jeg skal til at læse mindre sjusket og jappende. Eller måske endda begynde at genlæse bøger, hvilket ellers hidtil har været anatema for mig.

We Have Always Beem Here

Den er ikke perfekt, Lena Nguyen – ‘We Have Always Been Here’, jeg venter således her 46% inde i bogen stadig på at ‘horror’-delen i bogens lovede space-horror tema begynder at manifestere sig.

Men den har indiskutabelt en af de mere underholdende post-apokalyptiske verdener, jeg er stødt på. En klima-/ økologisk katastrofe, hvor Jorden har fået et allergisk anfald (det skriver Nguyen selv) og den øgede mængde carbon skaber naturkatastrofer og får planter og fungi til at gå AMOK i hyper-accelereret vækst. Menneskeheden bor nu enten i beskyttede ‘biodomes’, er migreret til andre planeter eller lever som savages i vildmarken. Det er et herligt 80’er-agtigt greb og udgør et ret effektivt setup for en god historie.

Men: jeg håber snart vi får gang i noget seriøst ‘Alien’/’Event Horizon’-snask ombord på rumskibet The Deucalion. Det er trods alt det, jeg er her for.

Survival is Insufficient

Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har genlæst en skønlitterær bog, men jeg gjorde det i denne weekend med Emily St. John Mandel -‘Station Eleven’.

Læste den første gang tilbage i 2014, hvor jeg blev blæst væk af historien, St. John Mandels skrivestil og bogens almene vidunderlighed. Siden har ’Station Eleven’ været på min noget amorfe liste over yndlingsbøger, der alle er kendetegnet ved at jeg ikke rigtig tør genlæse dem af frygt for at komme til at blive skuffet og elske dem lidt mindre før (se også: ‘Dune’).

Motivation for genlæsning blev ikke større af at ‘Station Eleven’ fik en lidt makaber opblomstring med COVID-19-pandemien i 2020. Dele af handlingen er henlagt til verden, hvor en coronalignende virus udsletter 99% af verdens befolkning. Pludselig blev St. John Mandel udlagt som stor fortolker at en post-apokalyptisk verden, hvilket blev lidt meget. Den efterfølgende tv-serie udgave har jeg ligeledes holdt mig langt fra.

Efter genlæsningen kan jeg dog glædestrålende meddele at ‘Station Eleven’ var og er et mesterværk. Jeg blev om muligt endnu mere (be)rørt af læsningen denne gang, og – selvom det kan lyde en anelse besynderligt – så er verdens undergang ikke engang det vigtige i bogen. Bogen handler først og fremmest om kærlighed, ensomhed og kunstens betydning. Hvilket kan lyde højstemt og kedeligt, men er alt andet. Det er rørende, melankolsk og underligt optimistisk.

Jeg siger ikke at du er et slet menneske, hvis du endnu ikke har læst ‘Station Eleven’. Men der findes altså kategoriske imperativer, og St. John Mandels bog er en af dem. Den måske største boganbefaling herfra til dato.

Læselyst

Det går op for mig at det er virkelig længe siden at jeg har griflet om mine litterære eksplorationer. Eller rettere: det er længe siden at jeg har skrevet noget, sådan i almindelighed. Jeg vil ikke sige at jeg mangler inspiration som sådan. Men mit fokus har vel været andetsteds, jeg har været distraheret. Måske du kender det.

Nå, men det var bøgerne vi kom fra.

Siden julens frådende læseraseri har min læsning i januar og februar været i bedste fald svingende. Jeg er på en losing streak uden lige, når det handler om faglitteratur. Det har medført en vis navlepillende refleksion over om jeg mon blevet for kognitivt blævret og intellektuelt doven. Trykker alderen? Eller læser jeg blot om det forkerte? Noget tyder på det. I hvert fald er min succesrate med murstenstykke historiebøger kraftig nedadgående.

Jeg nævnte allerede tilbage i begyndelsen af januar, hvordan jeg tunede ud under læsningen af Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thinking Freely’ og Andrea Wulfs skamroste ‘Magnificent Rebels: The First Romantics and the Invention of the Self’. Det samme er siden hændt under læsningen af Bart van Loo – ‘The Burgundians: A Vanished Empire’ (som endda er underholdende skrevet), Markus Friedrich – ‘The Jesuits’ (tilmed et emne jeg grundlæggende gerne vil vide mere om). 

Jeg får begyndt at læse lidt i dem, fuld af selvbedrag og falskt håb, men går så i stå allerede på side 53. Hvilket måske ikke i sig selv er moralsk angribeligt, men dog en smule nedslående når der stadig er 654 sider tilbage. Jeg mener; se lige her, det er jo urimelige forhold:

Jesuits

Måske det blot er det tidsmæssige, der er problemet? For jeg var jo glad for de mere nutidige Tracey Thorn – ‘Bedsit Disco: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’ og (dele af) Patrick Radden Keefes urovækkende ‘Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty’. Jeg skal ikke kunne sige om det aktualitetsmæssige er udslagsgivende. Men begge har den uomtvistelige fordel vis-à-vis øvrige bøger, at jeg ikke behøver læse om cølibate mænd i 1700-tallet før vi kommer til de spændende dele. I skrivende stund ligger Ada Ferrer – ‘Cuba: An American History’ ovre på hylden og kigger olmt på mig. Håber virkelig at tingene bliver anderledes denne gang. Har brug for den faglitterære inspiration også.

Skønlitteraturen har heldigvis været en noget anden sag.

Max Barry – ‘The 22 Murders of Madison May’ var virkelig dejlig. Jeg manglede et underlødigt og ikke alt for alvorstungt science fiction mystery til at genstarte min læselyst, og det leverede den til fulde. Kan man lide parallelunivers, mordmysterier og tidsparadokser, så er der intet at betænke sig på. 

David McCloskey – ‘Damascus Station’ var en spændende og dybt deprimerende spionthriller. Handlingen udspiller sig  i Syrien ved borgerkrigens udbrud for mere end 10 år siden. Et par enkelte steder går der lidt for meget vor-veltrænede-spionhelt-har-intens-elskov-med-forførende-arabisk-skønhød-i-et-toscansk-castelli i den, men generelt er bogen fermt velskrevet og handlingen overraskende realistisk og bleg. Der er ingen rigtig gode i den syriske konflikt, og bogen er så deprimerende, da forholdene i Syrien anno 2023 stadig er grufulde. McCloskey er overraskende dygtig til nuancerede personskildringer. Det er lidt af en bedrift at få regimets efterretningschef – der undervejs i bogen deltager i adskillige torturscener – til at fremstå om ikke sympatisk, så dog … menneskelig? Jeg læser normalt ikke denne genre, men samlede bogen op efter en glødende anmeldelse i Financial Times. Jeg er helt enig og vil gerne anbefale.

Chuck Wendig – ‘The Book of Accidents’ blev beskrevet som en slags opdateret Stephen King horror, hvilket jeg godt kan forstå. For der er noget umiskendeligt 80’er-agtigt over bogens plot, skurk og horrorgenremæssige virkemidler. Her er både dæmoner, dobbeltgængere, forheksede bøger og emo-teenagere. Godt nok kombineret med noget lidt mere nutidigt parallelunivers-setting, men alligevel. Jeg var godt underholdt i hvert fald 3/4 af bogen, men den ER for lang og havde været mere effektiv, hvis rædslerne blev kondenseret en smule. 

Blake Crouch – ‘Upgrade’ var en monumental skuffelse. Jeg oplever at filmen er knækket med Crouch. Og jeg føler mig ærligt talt misbrugt. Alle hans bøger har haft et tv-serie-agtigt præg, med en fiffig speculative fiction grundidé i kombination et plottempo, der var meget velegnet til at blive konverteret til et manuskript. Men med ‘Upgrade’ kammer det over. Den er simpelthen alt for beregnende og kynisk skrevet. Crouch spiller på alle genrens klichéer og virkemidler, og man kan se det på kilometers afstand. Det er lidt som første bog i ‘The Expanse’-serien, hvor forfatterne skruppelløst opgav originalitet og kunstnerisk, for i stedet at mikse den helt rette Greatest Hits-samling af Space Opera-klichéer – med henblik på maksimalt kick, kommercialisering og afhængighedsskabelse. Det blev heldigvis bedre i de senere ‘Expanse’-bøger (og deres mission lykkedes, jeg endte med at læse alle 9!), men jeg tror at Crouch er fortabt og hans sjæl solgt for evigt. 

Ray Nayler – ‘The Mountain in the Sea’ er en tænksom bog om bevidsthed, intelligens og eksistens, pakket ind i en post-apokalyptisk ramme og en science fiction genrebetegnelse. Det er en bog med virkelig mange forrygende koncepter og idéer (bevidste blæksprutter!), og jeg vil egentlig gerne anbefale den. Mit eneste rigtige problem med den er, at plottet til tider bliver opholdt af virkelig, virkelig, virkelig lange dialoger mellem personerne. Vi er nærmest ude i ‘Sofies verden’-ske tilstande, hvor en populærvidenskabelig fremstilling af filosofi pakkes ind i en rammefortælling. Det frustrerende er, at Nayler har så interessante idéer og har lavet et så lækkert world building, at selve historien kunne og burde have været eksekveret meget mere spændende. Jeg fornemmer dog at han var nervøs for, at  hans dybe tanker ville bleve overskygget, hvis plottet var for spændende. På den måde er han vel lidt en anti-Crouch. Hvor førstnævnte er en kommerciel skøge, så er Nayler noget af en jomfrunalsk asket. Hvis de nu fik et kærlighedsbarn sammen, så ville vi nærme os det perfekt. Ak, man kan jo drømme.

Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.