Winifred Knights (1899-1947) er en af de engelske mellemkrigskunstnere, som jeg læste om i Frances Spaldings pragtværk ‘The Real and the Romantic: English Art Between the World Wars’, en bog jeg aldrig bliver træt af at promovere og rose. Hun er fascinerende; en kompleks kombination af en Quattrocento-elsker og religiøs modernist.
Jeg er vild med især to af hendes malerier, der er komplet forskellige – og ens.
Winifred Knights – ‘The Deluge’ (1920)
‘The Deluge’ (1920) er hendes gennembrudsværk og er en helt igennem ubehagelig affære. Lidt som hvis man tog Justice sangen ‘Stress’ og omformede den til et endog særdeles kontrolleret maleri. Det er frygt, fatalisme, flugt, traume indkapslet i en smukt koreograferet (og pauseret) tragisk dans. Den bibelske oversvømmelse af det stille landskab med de grå, anonyme bygninger, bakker, vand og himmel er uafvendelig. Malet et par år efter de ufattelige ødelæggelser, barbari og tragedier under 1. verdenskrig, er det ikke just et maleri, der indgyder livsglæde og optimisme. Det er et stille, fastfrossent skrig. Og netop derfor tror jeg at der er genialt.
Hendes andet værk, ‘Edge of the Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-30), er det, som jeg egentlig kom til at tænke på her til aften.
Jeg skulle cykle hjem efter en ufokuseret arbejdsdag og en efterfølgende jævnt miserabel træning; det blæste og susede og mit træningstøj lugtede surt (hvad mon de andre steroidvrag tænkte om min odeur, funderede jeg), de nordvestsjællandske landeveje var i en sjælden grad mørke og trange, og min højre pedal på cyklen sagde de her højlydt knagende lyde (krrrrriiitch, scraaaatttchh), der indikerer, at jeg snart skal gøre noget (og jeg er virkelig ringe til at vedligeholde ting, det er en af mine (mange) svagheder, jeg ville virkelig gerne blive bedre til at passe på ting, men) inden jeg ender med at stå dér med en ikke-funktionel cykel i vejkanten, i Odsherred, en kold og våd og ikke-rar tirsdag aften i februar.
Winifred Knights – ‘Edge of Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-1930)
Og netop da, i det øjeblik, tænkte jeg på sommer, på varme, på Italien, på sol, på stilhed i mit hoved. Jeg tænkte på ‘Edge of the Abruzzi’. Knights malede billedet i de år, hvor hun arbejdede på The British School in Rome, og i højsommeren flygtede hun til landsbyen Piediluco, hvor udsigten1 ud over en sø inspirerede hende. Jeg tror, at det er et af de mest stille malerier, jeg nogensinde har set. Se lige på det vand. Har du nogensinde set så stille vand før? Det er næsten uhyggeligt, så ubevægeligt det er. Men også kun næsten. For mig symboliserer det ro og eskapisme. Guderne skal vide, at jeg godt kunne tænke mig at være i den båd. Og at jeg godt kunne tænke mig en rejse væk, snart.
Og Knights? Hun døde af en hjernetumor i 1947 og blev glemt indtil 2016, hvor hun endelig fik en retrospektiv særudstilling. I øvrigt lyder hun i sin Wiki-artikel til at have været en vidunderligt partikulær dame: “Knights was known for her distinctive dress, a stylised version of nineteenth century Italian peasant costume, characterised by a loose ankle-length skirt, a plain buttoned blouse, a wide brimmed black hat and coral necklace and earrings”. Altid dejligt at møde en anden italofil romantiker!
- Hov, udsigter, forresten. Lyttede til podcasten ‘In Our Time’ på en løbetur søndag, hvor det gik op for mig, at ‘De sterrennacht’ er malet med den udsigt, som van Gogh havde fra sit værelse på det nervesanatorium, han havde tjekket sig selv ind på i to års tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet historien var bag maleriet. Det er så smukt. Så ikke at det udsprang af et sammenbrud. [↩]