Noter fra en martsdag i Stockholm:

Det er skønt at fordybe sig en bog på en cafe, især når man ikke skal noget og derfor bare kan være tilstede (eller måske rettere: væk) i øjeblikket. Hvordan (og hvornår) glemte jeg det? 

Jeg er i forlængelse heraf helt opslugt af ‘Samlade verk’, der er ustyrligt velskrevet og jeg er grebet af karaktererne. Der er en bagvedliggende pulserende melankolsk åre i historien, der virkelig taler til mig. En klar frontrunner til årets skønlitterære bog for mig. 

Man skal kende sig selv. Og som tiden går og mit sind størkner mere og mere, så må jeg vel indse, at mine præferencer indenfor billedkunst kulminerer i perioden 1890-1920. Det er min ‘Goldilocks Zone’, det sted, hvor jeg trives bedst og bliver mest berørt. Udstillingerne på Moderna Museet var, nuvel, for moderne til mig. Jeg anerkender at det er kunst, men jeg føler meget lidt, når jeg iagttager værkerne.

Så var Nationalmuseum straks bedre. Jeg fik endelig set Eugène Jansson ‘Gryning Över Riddarfjärden’ (1899) i virkeligheden – og det var også et mesterværk i levende live:

Deres aktuelle udstilling ‘Trädgården – konst och natur under sex sekler’ handler – som navnet antyder – om havens fremstilling i kunst. Der er et par fine Monet og Renoir malerier i udstilling, men langt det bedste værk var dog danske Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914), hvor æstetiseringen af mandenkroppen ikke får for lidt:

Endelig fik jeg set ‘Aftersun’ i Grand. ‘Aftersun’ var en vandedeler. Jeg så en smuk, melankolsk og berørende film om en dybt deprimeret mand, der er på en sidste rejse med den datter han elsker højt (og som elsker ham højt tilbage), men som han på grund af sin sindstilstand ikke længere ved, hvordan han skal passe på (eller passe på sig selv, i øvrigt). Min bedre halvdel så en film, der kredser om svigt af et barn og en pige, der er tvunget til at være den voksne i relationen med en far, der tydeligvis ikke får den hjælp, han har brug for. Jeg tror der er spillerum for begge tolkninger. Uanset hvad er filmen fremragende og kan klart anbefales.

Det er til min gru fire år siden jeg senest var her i lejligheden i Bagarmossen. Og i Stockholm generelt, for den sags skyld. Covid rev to års rejser ud af kalenderen. Stockholm og Arlanda blev reduceret til transitsted for rejsen videre mod nord. Det føles forkert nu.

Bagarmossen ligner til forveksling sig selv: stisystemerne, Systembolaget, den sjappede sne, 1950’er-lejlighedsblokkene, daginstitutioner opført i containere, asfaltfodboldbanerne, solstrejf i form af Lilla B, Nackareservatets løberuter tæt på, i lejligheden ved siden af øver nogen violin. Områdets æstetik har en vis Alfons Aaberg’sk charme, men den udviskes en grå dag omkring frysepunktet.

I morgen venter Moderna Museet, SoFo og Science Fiction Bokhandeln. 

En smule aparte (men samtidig sært tilfredsstillende) at vralte rundt på formiddagens løbetur i de svenske fjelde i -16 grader med ‘Rainbow Country’ i ørene. Var ganske opløftet efterfølgende.

Jeg vil formulere det sådan, at langrend og jeg – her efter 16 år med tætte familiære svenske forbindelser – har opbygget en gensidig forståelse. Vi tolererer hinanden. Hed kærlighed bliver der aldrig tale om, men vi kan såmænd godt mødes og kramme en gang eller to om året. 

Jeg vil naturligvis stadig til hver en tid hellere ud på alpinski. Men givet at A) svigerfamilien er og bliver fanatiske i deres dyrkelse af langrend og B) arvingerne (af for mig aldeles ubegribelige årsager) hellere vil okse afsted i ujævnt terræn, end de vil suse ned af pisterne, så giver tingene lissom sig selv efterhånden. 

Lang indledning for at sige, at det var en kold, men egentlig ret fornøjelig tur i sporet ved Storlien her på juleaftensdag. Det er sjovt at se den ældstes åbenlyse glæde ved sporten. Og at den yngste har bedre teknik end mig. Håber vi kan nå ud lidt mere her i resten af ferien.