Jeg vil formulere det sådan, at langrend og jeg – her efter 16 år med tætte familiære svenske forbindelser – har opbygget en gensidig forståelse. Vi tolererer hinanden. Hed kærlighed bliver der aldrig tale om, men vi kan såmænd godt mødes og kramme en gang eller to om året.
Jeg vil naturligvis stadig til hver en tid hellere ud på alpinski. Men givet at A) svigerfamilien er og bliver fanatiske i deres dyrkelse af langrend og B) arvingerne (af for mig aldeles ubegribelige årsager) hellere vil okse afsted i ujævnt terræn, end de vil suse ned af pisterne, så giver tingene lissom sig selv efterhånden.
Lang indledning for at sige, at det var en kold, men egentlig ret fornøjelig tur i sporet ved Storlien her på juleaftensdag. Det er sjovt at se den ældstes åbenlyse glæde ved sporten. Og at den yngste har bedre teknik end mig. Håber vi kan nå ud lidt mere her i resten af ferien.