Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:

Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.

How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.

…

Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.

To, nej, tre ting til det.

For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?¹

For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker²:

For en betimelig kontrast til søde, rare og uskyldsrene Rafael, så se fyrige Albrecht Dürer, den selvudslettende samtidsmaler, der i sine selvportrætter som det naturligste i verden modellerede sig selv efter Jesus. Ham synes folk i dag er lidt af et mensch. Rafael? Mjah. Ham synes ingen rigtig noget om.

Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.

I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.

For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.

På det seneste har jeg læst en del om Prærafaelitterne, en engelsk kunstgruppe i midten af 1800-tallet, der (som navnet antyder) ønskede at bringe kunsten tilbage til tilstanden FØR Rafael kom og ødelagde den med sine rene, klare, stringente, kedelige og neoplatoniske principper. Prærafaelitterne ville i stedet tilbage til principperne i den italienske ‘Quattrocento’-tid, med dens klarhed, naturskildring, stærke farver, følelser, klassicisme, romantik. De ønskede et opgør med Manierismen, som man kender den fra baroktiden, med alle dens fede små engle, overdrevent langstrakte skikkelser, underlige kropsproportioner samt forkærlighed for overbroderede klædedragter og besynderlige perspektiver.

Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.

Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.

Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.

Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:

She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.

Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?

Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:

Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.

The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.

The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death

Selv kommer jeg – småtskåren som jeg er – først og fremmest til at tænke på musikvideoen til Nick Cave og Kylie Minogues – ‘Where the Wild Roses Grow’ fra 1995. Der må siges at være mere end en overfladisk æstetisk inspiration fra Millais maleri i den video.

Jeg vil også anbefale at undersøge William Holman Hunt – The Awakening Conscience’ (1853), som er lidt af et Kinderæg af flertydige budskaber. Det samme gælder John Everett Millais – ‘Mariana’ (1851), der kan det samme.

Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:

1. En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. [↩]
2. Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? [↩]