Tag: Glyptoteket

Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.

Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.

Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)

Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:

Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)

Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:

Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)

Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.

Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:

I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.

Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.

Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«

Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.

Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.