i Livet, Navlepilleri

Må jeg være fri

Er blevet syg. Det begyndte i går og nåede sit nadir med en søvnløs, forkølet og tankemyldrende nat. Her efter en komatøs formiddag under dynen er jeg dog vågnet op igen. Min hjerne består stadig primært af grød, men kan dog fylde tiden ud med at læse.

Noget skimmer jeg flygtigt her i mine feberfantasier. Jeg fik den nye Venstre-antologi ‘Må jeg være fri’ i fødselsdagsgave af mine forældre (de ser af uransagelige årsager stadig et stort politisk lys i mig), og har hurtiglæst indledningen og et par kapitler.

Jeg synes det er pragtfuldt når politikere forsøger at tænke sammenhængende tanker og tilmed får dem nedfældet i en bog. Men selvom jeg egentlig synes godt om flere af forfatterne – jeg har sågar delt foldere ud for Linea Søgaard-Lidell på adskillige ret kedelige parcelhusveje i Roskilde -, så er de første sider af bogen ikke direkte overvældende i deres intellektuelle sofistikering og analyse.

Forfatternes bussebøhmand er noget, de kalder for ‘systemstaten’. Det er deres betegnelse for det, de ser som den omkringsiggribende og evigt voksende offentlige sektor. ‘Systemstaten’ er selvopretholdende og grundlæggende repressiv, og hvad værre er: den offer- og klientgør det enkelte individ og kvæler det selvstændige initiativ. Det går igen ud over forfatterne eudaimoniske ideal om de frivillige og ikke-skattekronefinansierede fællesskaber, hvor det smukke, ægte, gode og meningsfulde liv leves de rationelle og reflekterende individer imellem. Jeg er jo ikke uenig i alt det her, vel, det er sovs-og-kartofler for en Uffe Ellemann-liberal som mig. Men det er ikke nyt og banebrydende, og det er heller ikke særlig provokerende. Skriv nu noget heterodokst som nogen kan være uenige i, griber jeg mig selv i at tænke. Jeg håber at de senere i bogen skriver noget, bare et eller andet, som kan irritere mig og fremprovokere en reaktion.

Noget af det der til gengæld gør mig vild og blodig af begejstring at læse er Frances Spaldings helt og aldeles vidunderlige ‘The Real and the Romantic. English Art Between Two World Wars’. Jeg er nødt til at være mindre i delirium for at give bogen den omtale, den fortjener. Men jeg elsker den ubetinget. Vil blot her i urteteens tåger sige, at den som ingen anden bog i nyere tid har givet mig lyst til at opdage nye-GAMLE kunstnere – og tage på pilgrimsfærd til London for at udforske elysiske malerier og ekstatiske visioner af de engelske landskaber. Mere følger utvivlsomt.