Læsevejr

Engang for efterhånden noget tid siden abonnerede jeg på betalingsnyhedsbrevet Føljeton. Det var egentlig ok, men åbenbart ikke ok nok til at jeg ville betale for det, og derfor lidt småabrupt afmeldte inden prøveperioden udløb. Men – og det er jeg glad for, selvom jeg er i tvivl om det er etisk forsvarligt ikke at fortælle Føljeton at jeg free-rider, men, altså, det er jo ikke mig, der ikke har styr på mit CRM-system, vel, det er dem – jeg får af uransagelige årsager stadig tilsendt deres nyhedsbrev ‘Læsevejr’ om bøger.

Egentlig var jeg på et internat hele weekenden med min efteruddannelse på et arbejderistisk og fagbevægelsesejet kursussted i et gråt og smattet Nordsjælland. Det var ganske pirrende; der var naturalistiske malerier af tidligere formænd (og det er kun mænd) for Dansk Metal på væggene, røde faner i slyngelstuen i kælderetagen, og kursusdeltagerne fra lokalafdelingerne i Stormstrøm og Esbjerg kastede skeptiske blikke over mod bordet med gæster fra RUC.

Alt sammen for at sige, at jeg normalt ikke ville have fået læst Læsevejr i den situation, men – og det skriver jeg med ikke ubetydelig skamfølelse – måske zonede jeg en smule ud under noget af undervisningen i forandringsledelse. Og ja, jeg kom til at læse nyhedsbreve. Og læse lidt mere.

For ærligt talt, Rebekka Bundgaards ‘Fri mig fra den fallocentriske litteratur’ var eminent skrevet, og essayet fik mig til at både at smile og føle mig truffet på samme tid. Ved ikke om jeg må citere, undskyld Rebekka, men nu gør jeg det alligevel, endda i sin helhed:

“Lad mig tage jer med hen til mit skrivebord, hvor der hver dag lander en ny bunke bøger, der bare venter på at blive læst. For der er særligt én type bog, der begynder at kede mig, skønt der findes mesterværker inden for dens kategori. Det er bøger med en høj pik-faktor, som jeg ynder at kalde det. Og hvad er så ’pikket’ litteratur?

Skoleeksemplet må være Karl Ove Knausgårds massive seksbindsværk Min Kamp, et værk der handler om livet selv, om døden, om sex, om faderopgør, et råt selvportræt om alle de dilemmaer og, ja, kampe, en mand som Karl Ove Knausgård konfronteres med gennem livet. Titlen refererer provokativt til Adolf Hitlers selvbiografi. Forsiderne på de danske udgivelser er prydet med billeder af truende skyer og mørk nåleskov. Og på forfatterfotoet kigger Karl Ove Knausgård konfronterende ind i kameraet, sammenbidt og dog dybsindig. Et udtryk, der i forfatterkredse senere er blevet døbt »at knause«. Det var et værk, der slog benene væk under de fleste læsere, en sand moderne klassiker. Men det var også et værk, som mange blev mætte af undervejs. Puha, han skriver godt, men hvor har han dog meget på hjerte. Er det virkelig muligt, at alle de eksistentielle spørgsmål kan udspringe fra hans eget liv? Alle veje leder tilbage til Knausgård, han er centrum for sit eget rå univers.

I den anden ende af spektret for pikket litteratur er en type værk, som ikke sætter forfatterens eget liv i centrum, men som alligevel ønsker at skrive en roman, der rummer universets lange linjer, kaster om sig med referencer til krige, videnskab, livets store spørgsmål, og som på en eller anden måde formår at få det hele til at gå op. Et aktuelt eksempel på dette er Benjamín Labatuts kommende roman, Maniac, der udkommer midt i februar, som starter med atombombens oprindelseshistorie og slutter med AI. Lyder bogen som noget, Hans Zimmer ville komponere et bombastisk soundtrack til, hvis den en dag blev filmatiseret? Så er den nok pikket. Ligner forfatteren en rockstjerne, der skriver på sit værk, tømmermandsramt og med en smøg i hånden? Så er den nok pikket. Maniac er givetvis en stor læseoplevelse, Labatut plejer jo at være en anmelderdarling. Men både titel, bagsidetekst, forfatterfoto og forsiden maxer helt ud på pik-skalaen, og jeg er allerede udmattet, før jeg har åbnet bogen, og tillader mig derfor at dømme den på omslaget i denne omgang.

Det kan selvfølgelig være, jeg tager fejl. Fx ville mange måske antage, at Michel Houellebecq er en af tidens mest pikkede forfattere, og det er en stor misforståelse. Nok er hans hovedpersoner lige dele misogyne og liderlige, nok skriver han om politik, nok er han en provokatør af format, hvis lige nok ikke kan findes på den litterære scene. Men i sine værker udstiller han netop den moderne, misogyne mand. Her findes ingen mere tragisk karakter. Han er alt andet end selvhøjtidelig i sin litteratur. Til gengæld vil jeg ikke tøve med at placere fx Salman Rushdie i den pikkede kategori (enormt indviklede persongallerier men en ofte midaldrende forfatter som den indviklede histories centrum, der simpelthen ikke kan få fred til at skrive sit mastodontværk, fordi lystfulde kvinder flokkes om ham).”

Det er både sjovt, ondskabsfuldt og rammende skrevet! Og mit skrøbelige maskuline ego føler sig ramt. Ikke at jeg på nogen måde besidder de nævnte forfatteres intellekt eller evner, men jeg deler åbenlyst deres opblæsthed, selvhøjtidelighed og fascination af egne genitalier – bevidnet ved denne blogs (undskyld, jeg mener: mit VÆRK) eksistens og indhold. Måske jeg en dog også får udgivet mit fallocentriske magnus opum og får taget knausede fotografier af mig selv.

Experimentariet

Brugte min lørdag på Experimentariet sammen med børnene. For den yngste var det første besøg, mens jeg var der med den ældste i november 2018. Han kunne intet huske fra besøget dengang, hvilket måske er meget godt. Det var midt i det mørke år, hvor han ikke trivedes i børnehaven, ting faldt fra hinanden og (familie)livet var malet i de helt dystre nuancer. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg også selv kun glimtvise erindringer om besøget. Men at dømme ud fra en genlæsning af mit dagbogindlæg fra dagen efter, så var det ikke en god tur – eller en glad tid generelt.

I dag var bedre, heldigvis. Ganske vist er hverken jeg eller mine arvinger intenst interesserede i naturvidenskab, ligesom ingen af os har større videnskabelige karrierer foran os. Men de hyggede sig og Experimentariet er klart en oplagt, sjov og (antager jeg) lærerig destination for børn.

Et Experimentarium-besøg er også et interessant sociologisk feltstudie, ikke mindst hvis man – som jeg – er et storbymenneske i eksil i udkanten.

På Experimentariet vrimler det med dem, jeg var engang – eller kunne være blevet, hvis ikke vi var flyttet væk fra hovedstadsområdet. Pæne, kontrollerede, nogenlunde velholdte, ressourcestærke, (øvre) middelklasse forældre i slut-30’erne/start-40’erne, som er så optaget af, at deres/vores børn skal have de bedste forudsætninger – og eksponeres for gode, sunde og dannende aktiviteter. Så vi slæber dem rundt til standene om naturvidenskab, til teaterforestillinger, til musikskolens forårskoncerter og til kunstudstillingerne.

Alle de voksne ligner hinanden på Experimentariet. Fædrene alle i deres mørktonede strik, tredagesskæg og en hjerne-hånd-koordination, der lidt for velvilligt søger smartphonens distraktioner/eskapisme. Mødrene i Ganni og udstyret med det der permatrætte ansigt, som kun livet med flere børn (og den mistede frihed og de permanent udsatte drømme) beriger en med. De suppleres af bedsteforældre i dyre cardigans, fikse briller og duften af friværdi.

Hvem er så ikke tilstede på Experimentariet? De overvægtige, de prollede tatoveringer, de fattige, de egnsprægede, de ressourcesvage, dem med diagnoser. Der var ingen udkant her. Og deres børn var her under ingen omstændigheder.

Vi siger at Danmark ikke er et klassesamfund, at vi har så meget til fælles, sammenhængskraft og alt det der. Men det er løgn. Eller en i bedste fald stratificeret sandhed. JP havde for nylig en historie om et forældrepar, der lever for 2.500 kr./måneden. Det tænkte jeg så på, da jeg betalte 550 kr. for at komme ind én voksen og to børn på Experimentariet. Og 400 kr. i restauranten for tre flasker vand og en ikke synderligt kulinarisk frokost. Jeg siger ikke, at Experimentariet ikke er prisen værd. Men jeg siger, at der sker en hel naturlig selektion i vores børns fremtid, muligheder og udfrielse af potentiale, når prisen for de førnævnte gode, sunde og dannende aktiviteter er så høj.

Jeg ved ikke om der er en løsning. Men det er og bliver en slående, hvor stor en forskel en time kan gøre. På en lille time kan man bevæge sig fra den øvre middelklasses templer – Statens Museum for Kunst, Experimentariet – ud til Holbæk Station, hvor en gravid står og ryger på perronen, inden hun skal med lokaltoget mod Odsherred. Det er en kontrastfyldt verden, vi lever i.

Flow

Mit arbejdsliv består i et vist omfang af en grød af planløse møder, passivt-aggressive mails, afbrydelser, proces, logistik, dubiøse mødebookinger, samtaler med mennesker der mener et eller andet om ting som jeg sjældent selv kærer mig om, koordinering, skrattende opkald fra et dårligt headset i en bil, vi-skal-have-løst-det-her og ad hoc.

I de perioder hænder det at jeg får forvildet mig ind i den vrangforestilling, at det nok er den slags pseudoarbejde, jeg er god til – eller i det mindst har akklimatisereret mig til.

Men så sker det – som i denne uge – at jeg kan bruge en hel tirsdag på at fordybe mig i at skrive et notat om en kompleks problemstilling. Eller at jeg sidder en skiddengrå lørdag formiddag, og det (efter kun tre ugers overspringshandlinger, distraktioner og manglende fokus) lykkes mig at få klemt et par sammenhængende timers koncentreret tankevirksomhed og skrivning ind i det litteraturstudie, som jeg skal aflevere på masterstudiet om et par uger.

Begge gange kommer jeg ind i et flow, bliver inspireret, fordyber mig, ser de store sammenhænge, glemmer fuldstændig min omverden. Jeg havde næsten glemt, hvor pragtfuldt det føles; hvor meget glæde og mening det giver mig at være i den tilstand. Jeg må finde flere af den slags stunder.

Må jeg være fri

Er blevet syg. Det begyndte i går og nåede sit nadir med en søvnløs, forkølet og tankemyldrende nat. Her efter en komatøs formiddag under dynen er jeg dog vågnet op igen. Min hjerne består stadig primært af grød, men kan dog fylde tiden ud med at læse.

Noget skimmer jeg flygtigt her i mine feberfantasier. Jeg fik den nye Venstre-antologi ‘Må jeg være fri’ i fødselsdagsgave af mine forældre (de ser af uransagelige årsager stadig et stort politisk lys i mig), og har hurtiglæst indledningen og et par kapitler.

Jeg synes det er pragtfuldt når politikere forsøger at tænke sammenhængende tanker og tilmed får dem nedfældet i en bog. Men selvom jeg egentlig synes godt om flere af forfatterne – jeg har sågar delt foldere ud for Linea Søgaard-Lidell på adskillige ret kedelige parcelhusveje i Roskilde -, så er de første sider af bogen ikke direkte overvældende i deres intellektuelle sofistikering og analyse.

Forfatternes bussebøhmand er noget, de kalder for ‘systemstaten’. Det er deres betegnelse for det, de ser som den omkringsiggribende og evigt voksende offentlige sektor. ‘Systemstaten’ er selvopretholdende og grundlæggende repressiv, og hvad værre er: den offer- og klientgør det enkelte individ og kvæler det selvstændige initiativ. Det går igen ud over forfatterne eudaimoniske ideal om de frivillige og ikke-skattekronefinansierede fællesskaber, hvor det smukke, ægte, gode og meningsfulde liv leves de rationelle og reflekterende individer imellem. Jeg er jo ikke uenig i alt det her, vel, det er sovs-og-kartofler for en Uffe Ellemann-liberal som mig. Men det er ikke nyt og banebrydende, og det er heller ikke særlig provokerende. Skriv nu noget heterodokst som nogen kan være uenige i, griber jeg mig selv i at tænke. Jeg håber at de senere i bogen skriver noget, bare et eller andet, som kan irritere mig og fremprovokere en reaktion.

Noget af det der til gengæld gør mig vild og blodig af begejstring at læse er Frances Spaldings helt og aldeles vidunderlige ‘The Real and the Romantic. English Art Between Two World Wars’. Jeg er nødt til at være mindre i delirium for at give bogen den omtale, den fortjener. Men jeg er elsker den ubetinget. Vil blot her i urteteens tåger sige, at den som ingen anden bog i nyere tid har givet mig lyst til at opdage nye-GAMLE kunstnere – og tage på pilgrimsfærd til London for at udforske elysiske malerier og ekstatiske visioner af de engelske landskaber. Mere følger utvivlsomt.

Løb

Kan huske at jeg dengang, hvor jeg stadig var nødt til at læse Børsen nogenlunde regelmæssigt (en dyster tid i mit liv), læste det ene CEO-interview efter det andet, hvor der ikke var den episke strategi eller højtravende vision, der ikke var blevet udtænkt under disse driftige erhvervslederes løbeture/triatlontræning.

Sådan har jeg det på ingen måde. Jeg tænker og føler ingenting, når jeg løber. Mit hoved er tømt for glæder, bekymringer, sorger, opgaver på arbejdet, ting jeg burde gøre, ting jeg ikke burde gøre, pligter, længsler, idéer, neuroser, håb, drømme, grublerier, ambitioner, begær og frygt. Faktisk er dette store ‘intet’ nok det, jeg sætter mest pris på ved at være kommet ind i løberutine. Det har givet mig et vist kvantum daglige minutter/timers frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget eller nogen, mindst af alt til mig selv eller mine egne tanker. Og det er et af de forsvindende få tidspunkter, hvor jeg ikke lever i fortiden eller fremtiden, men er fuldstændig til stede i nuet.

Under dagens løbetur i en mørk vinterskov, hvor verden blev reduceret til det, jeg akkurat kunne se i pandelampens kegleformede lys et par meter frem, blev det nærmest en meditativ oplevelse. Der var intet andet at forholde sig til end stien, snefygningen og min egen puls. Det føltes som at jeg kunne være fortsat for evigt, men så løb jeg tør for skov.

Som en der gennem årene har afskyet at løbe, så føles det stort at være nået hertil. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe igen nu.

Travlt

Jeg har skiftet stilling. Det er dejligt og spændende, men det har også betydet at mine dage på nærmest overnaturlig vis fyldes med en foruroligende mængde møder, der stjæler tiden fra at jeg kan udføre mine reelle (og hastigt akkumulerende) arbejdsopgaver. Kombineret med eksamensopgaveskrivning på mit studie, træning, familieliv og en masse ekstracurriculær læsning for at komme i dybden med et nyt fagområde, betyder det, at jeg ikke får tænkt eller reflekteret over særlig mange ting. Det samme gælder min læsning, hvor jeg sjældent fortærer noget dybere end resultaterne i den nye sæson af NBA1. Håber på at få lidt større horisonter igen inden alt for længe.

  1. Det går fremragende, tak fordi du spørger. []

De nøgne træer

Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.

For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.

Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Morgen

Der er noget ulideligt prætentiøst i at bringe ‘se-lige-himlen-fra-min-løbetur-i-morges’ indlæg, jeg ved det godt. Men det var en virkelig god oplevelse og se engang – kl. 06.53 i morges:

København var underlig ved mig denne gang. Det begyndte egentlig på vejen hjem fra Royal Arena, hvor jeg stod af på Islands Brygge for at gå det sidste stykke. Normalt giver Københavns gader mig ro; en følelse af at være ‘hjemme’, tilbage i storbyens betryggende anonymitet. Jeg har været den legemeliggjorte aktør fra George Simmel – ‘Die Großstädte und das Geistesleben’. Men i går følte jeg mig alene og ensom, som jeg gik ned ad Artillerivej og drejede af forbi den gamle lejlighed i Axel Heides Gade og siden hen over Bryggebroen. Jeg har løbet der utallige gange, gået der søvnunderskudsramt med en barnevogn. Og alligevel var det ikke længere mit. Jeg ved ikke. Det var en følelse af at noget er forbi og ikke kommer igen.

Under løbeturen i morges spekulerede jeg så over identiteter og ‘hjem’. Hvad betyder ‘hjem’ efterhånden for mig? Det er klart ikke længere Aalborg, selvom jeg stadig instinktivt definerer mig selv som aalborgenser. Det er (åbenbart) heller ikke længere København, selvom jeg elskede at bo der, og igennem de mere end 12 år kom til at se det som ‘min’ by. Det gjorde jeg også med Roskilde, som jeg holdt (og holder) meget af. Men hvad med nu?

Jeg burde vel sige Odsherred, men det ville ikke være sandt. Her føler jeg mig mere eller mindre bevidst som en fremmed fugl. Jeg bor her, jeg lever her, jeg har gode venner her. Ja, mine børns verden udspringer herfra, men det er stadig ikke ‘mit’ sted. Jeg føler mig ikke for alvor hjemme på landet. Og som tiden går tvivler jeg mere og mere på, at det nogensinde kommer til at ske. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, man kan leve med alt muligt, men distancen er der. Udlængslen. Savnet af de større steders mulighed for at forsvinde og være sig selv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Være mere opsøgende for de lokale fællesskaber, går jeg ud fra. Få mening derigennem.

Altsammen for at sige, at det var en smuk morgen, og jeg nød at løbe gennem Fælleden i regnen.

Søminestationen

Er til undervisning og internatophold på mit masterforløb på RUC’s kursussted ‘Søminestationen’. Det er en samling romantisk beliggende baraklignende bygninger i Dragerup Skov, et lille stykke udenfor Holbæk.

Tidligere var det en flådestation og testcenter for torpedoer, og under morgenens løbetur emmede skoven af den kolde krig. Rundt omkring i skovbrynet er der forfaldne depotbygninger, der ifølge stedets Wikipedia-side “havde til formål at kunne opbevare atomare granater og andre militære forsyninger”. Jeg så dog ingen nukleare våben under min luntende vralten, men jeg havde dejlige udsigter udover Isefjorden og fik adskillige egerner til at flygte fra min gungren.

Dragerup Skov

Emnerne i de her dage er projektledelse i bred forstand. Det er egentlig spændende og brugbart nok, men rent fagligt er det den anden del af masteren – forandringsledelse – der interesserer mig mest. Ved ikke om jeg skulle have læst sociologi, men jeg martres af den her iboende undren over, hvorfor mennesker i grupper gør som de gør – og hvordan kultur og struktur spilller ind på adfærden. Alle de steder jeg har arbejdet, har jeg oplevet hvordan organisationsforandringer, tiltag, forbedringer et al løber ud i sandet. Årsagerne til det har varieret, men rent intellektuelt (og professionelt) vil jeg gerne forstå hvorfor det sker – og hvordan det kan gøres bedre.

For det er så nemt at sidde på sidelinjen og øffe over at ting ikke lykkes, eller at projekterne bliver eksekveret dårligt af HR/Marketing/IT/alle-andre-afdelinger-end-min-egen. Jeg forfalder selv til den disciplin for tit, hvilket er lidt for sølle af mig. Så må jeg jo selv prøve at gøre noget ved det, hvis jeg virkelig er så god til at lave andres arbejde. Så når jeg en skønne dag ikke længere skal arbejde med kommunikation, så er det (organisations)forandringer, jeg gerne vil skifte over til.

Master

Modtog fredag undervisningsplanen til den masteruddannelse, jeg begynder på her i slutningen af august. Brugte noget af dagen i dag på at gå det hele igennem; planlægge alt, lave mit notesystem, møjsommeligt se om kalenderen kan hænge sammen (spoiler: det kan den ikke) og få læst det første af pensum. Det bliver underligt, men også spændende, at være studerende igen. Forsøgte mig med et enkeltfag på historie for efterhånden mange år siden, ligesom jeg gennemførte det meste af en HD 1. del. Min kommende master lugter lidt af det sidstnævnte – uddannelsen handler om projekt- og forandringsledelse – men er mere ‘ren’ efteruddannelse end HD. På sin vis er det lidt som en rejse tilbage til fortiden (jeg troede aldrig jeg skulle nørde problemformuleringer igen), på den anden side glæder jeg mig til at blive intellektuelt stimuleret og lære nye ting. Bliver også … interessant at arbejde projektorienteret og i grupper. Bevares, jeg gør det nogenlunde dagligt, men det er trods alt RUC, vi taler om. Det bliver næppe mere projektgruppe-fundamentalistisk end det. Men nu ved jeg så, hvad jeg skal fylde de kommende to års tid ud med.

Opvaskemaskinen

Det blev dagen, hvor min Mor – fem timer inde i et fire dage langt besøg i Strandhusene – ommøblerede på de glas og kopper, jeg havde stillet i opvaskemaskinen. Det var jo en helt fjollet måde, jeg gjorde det på. Man stopper tilsyneladende aldrig med at være nogens barn.

And Then?

Tilbage i gymnasietiden læste jeg Douglas Couplands – ‘Life After God’, og da jeg – dengang som nu – var en værre emo, så blev jeg især bidt af dette citat:1

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Her mere end tyve år senere er jeg ikke sikker på, at jeg har lært eller forstået Couplands budskab2. Jeg efterlever det i hvert fald ikke. For jeg er fortsat på præcis samme måde. Kan stadig ikke leve i øjeblikket og spekulerer altid frem i tiden. Livet begynder om lidt, vi skal bare lige have overstået X, Y eller Z. Og pludselig er livet gået. Mon du kender mekanismen?

Jeg kom til at tænke på Coupland, da jeg stødte på blogindlægget ‘and then?’:

My question about all this is: And then? You rush through the writing, the researching, the watching, the listening, you’re done with it, you get it behind you — and what is in front of you? Well, death, for one thing. For the main thing.

But in the more immediate future: you’re zipping through all these experiences in order to do what, exactly? Listen to another song at double-speed? Produce a bullet-point outline of another post that AI can finish for you?

The whole attitude seems to be: Let me get through this thing I don’t especially enjoy so I can do another thing just like it, which I won’t enjoy either. This is precisely what Paul Virilio means when he talks about living at a “frenetic standstill” and what Hartmut Rosa means when he talks about “social acceleration.”

I say: If you’re trying to get through your work as quickly as you can, then maybe you should see if you can find a different line of work. And if you’re trying to get through your leisure-time reading and watching and listening as quickly as you can, then you definitely do not understand the meaning of leisure and should do a thorough rethink.

Jeg er ikke typen, der lytter til podcast på 2x hastighed, forsøger at optimere alting og generelt fjerne friktion. Men jeg lider i den grad under, at jeg ikke altid kan svare på ‘og hvad så bagefter?’ spørgsmålet. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har så travlt med de fleste ting i min tilværelse. Eller hvorfor jeg gerne vil have dem så hurtigt overstået, og derfor jager rundt med mig selv og mine omgivelser.

Kunne godt tænke mig at jeg blev bedre til at være mere … tilstede i det enkelte øjeblik. Så livet ikke blot bliver et interlude.

  1. Jeg vil generelt anbefale alle at besøge Goodreads’ righoldige samling af Coupland-citater. Han er et sandt overflødighedshorn af Gen X ironi og pludselig, uventet melankoli og inderlighed []
  2. Det irriterer mig frygteligt at Coupland har været på en litterær deroute siden begyndelsen af 00’erne. For i sin prime i 1990’erne skrev han de her inderligt melankolske ting, som jeg intuitivt kunne (og kan) relatere til. Fra samme bog som ovenfor, ‘Life After God’:

    “And then I felt sad because I realized that once people are broken in certain ways, they can’t ever be fixed, and this is something nobody ever tells you when you are young and it never fails to surprise you as you grow older as you see the people in your life break one by one. You wonder when your turn is going to be, or if it’s already happened.” []

Sommerferiestart

Sommerferien nærmer sig. “Den er vist tiltrængt”, bemærkede min altid belevne kollega Claus ved frokostbordet denne uge, “du ser slidt ud”.

Nu har jeg altid bildt mig selv ind at kommentarer beslægtet med ‘du ser træt ud’ pr. definition er et kompliment til mænd (≈ “ih, du ser ud som at du har arbejdet hårdt!”) og en sviner til kvinder (≈ “hvor ser du dog hærget ud!”). Men lige i det konkrete tilfælde var kommentaren vist blot en nogenlunde nøgtern beskrivelse af, hvad han så. Så jeg smilede lidt stramt, alt imens mit indre styrtede sammen; bøjede af og stirrede ekstra intenst på indholdet af min livsforladte sandwich fra et kommunalt storkøkken på det ydre Sjælland.

I øvrigt havde han fuldstændig ret i den æstetiske vurdering. Jeg havde sovet elendigt flere nætter i træk, hvilket kunne ses. Og det er en underlig sommer. Den er jo ikke objektivt dårlig som sådan, det er nogenlunde varmt og alt er … fint. Alligevel går jeg mest af alt indolent rundt i mine små cirkler og plejer mine kedsommelige rutiner. Arbejder, træner, logistik, sover. Ser ikke rigtig frem til noget, hverken på det helt korte sigt eller længere frem. Alting er lidt i gråtoner for tiden.

Men jeg prøver. Og Sommerferien ER på vej. Og da vi skal til Schweiz har jeg (på nu andet årti) virkelig forsøgt (og atter opgivet) at læse Wikipedia-siden om det politiske system i Schweiz. Jeg har lyttet til rap på Schwizerdütsch. Jeg har læst om kunstmuseer i Basel. Jeg har undersøgt rejsetiden til Torino og Verona. Og jeg har læst flere artikler i Neue Zürcher Zeitung for at vurdere om 2023 virkelig er annus mirabilis, hvor mit tysk endegyldigt er blevet så mangelfuldt, at jeg ikke længere er i stand til at læse en højstemt udenrigspolitisk artikel om udviklingen i Mali. SPOILER: det kan jeg stadig. Alt andet havde da også været en falliterklæring for den regerende ejer af ‘Legat uddelt til flittig og interesseret elev i tysk’ fra Aalborg Katedralskole år 2000. Så samlet set vil jeg mene, at jeg er rejseklar.

Jeg læste dog også artiklen ‘Einen ganzen Tag am Strand zu liegen, ist keine gute Idee’, hvor en dermatolog – meget overraskende! – når frem til, at man skal huske at bruge solcreme. Det tænkte jeg meget på i dag, da jeg lå på Nordstrand og blev stegt. Uden solcreme, naturligvis. 

Sommerpels

Se, så blev I også forkælet med en pelset og bleg udgave af de der pinagtige se-mine-velskabte-ben-henslængt-ved-vandet motiver, som befolkede alle influenceres instagramprofiler for år tilbage.

Og jeg vil give dermatologen ret i i hvert fald én ting. En hel dag ved stranden ER en dårlig idé. Mest fordi det er kedeligt. Jeg havde slæbt en bog og en Kindle med, og ingen af delene fik jeg den store glæde af. Der er sand over det hele. Og selvom min svigermor fremhævede vandets lune beskaffenhed, så var det en ondsindet løgn. Det var isnende, nærmest grotesk koldt. Jeg holdt ud under vand i ca. 30 sekunder før jeg måtte flygte.

Heldigvis var vi der kun et par timer, hvorefter jeg (og mine så småt purpurrøde nakke og skuldre) kunne komme hjem i skyggen, og siden en tur i mit surrogathjem i form af træningscentret i Højby.

Rutinerne skal jo passes. Hvor gråtonede de end må være.

The Marvelification of man

Nu er Odsherred jo som bekendt en nærmest 1:1 karbonkopi af London, så jeg lytter altid ekstra opmærksomt, når Financial Times’ ‘How To Spend It’-redaktør Jo Ellison identificerer en tendens. Denne gang i den, nuvel, angstprovokerende klumme ‘The Marvelification of man’:

When did everybody start looking like Chris Hemsworth? Walking around the City during this recent hot spell, I have been struck by a distinct shift in the thirtysomething male physique. A great many young men seem to have undergone some sort of pneumatic transformation: it is now customary to boast biceps that strain one’s shirt sleeves and shoulders so hench they burst the seams.

That’s if they wear a shirt. Walking past St Paul’s Cathedral on my commute last week, I was beset by dozens of running, shirtless beefcakes all sporting smooth, hairless, bionic chests. Each had extraordinary muscle definition, every contour was exactly bronzed. Dressed in my sad goth summer office outfit, I felt like a weedy extra on the set of Avengers: Infinity War.

City bros pumped on power and muscle have been around for a long time: Tom Wolfe first observed his “masters of the universe”, those buffed titans of Wall Street, in The Bonfire of the Vanities back in 1987. Likewise, the extremely gym-hewn have been a staple of gay-friendly metropolitan centres for decades. Today, however, it has become routine to see young men of every persuasion, from Cupertino to Chelmsford, looking as though they’re mid-transition from puny man-child into the Hulk.

Allerførst: jeg elsker at hun er iført et ‘sad goth summer office outfit’. Vi kunne alle have brug for mange flere sad goth summer office outfits i vores tilværelse.

Dernæst: JESUS KRISTUS OG DEN HELLIGE GUDS MODER, hvordan skal jeg kunne konkurrere med pumpede city bros og de ultratrænede Himbos? Ellison hjælper mig ikke, thi nu er det også min tur til at blive tingsliggjort:

It’s a cruel corollary of the gender-equality awakening that men now feel compelled to aim for completely unrealistic body goals. There are currently alarmingly high rates of body dysmorphia and disordered eating among young men. The ubiquity of social media apps for dating has also revealed cold, hard truths. These are difficult times for the bow-legged and the paunchy: our sex lives increasingly depend on a snapshot that will be examined for an instant before being swiped away. And while women may be expected to resemble Emily Ratajkowski, men must now embody an outlandish standard of perfection that sits somewhere between Love Island contestant and cartoon demigod.

It’s sad, unfair and facile, but men are just as vulnerable to the ills of objectification. You can bring the intellect and deep conversation, but no amount of quoting Dostoyevsky will likely get you laid.

Hvad med bell hooks? Amia Srinivasan? Giver det slet ikke noget, at jeg ved hvem de er? Hallo? Se lige mine bøger? Kan vi ikke tale om det? Hvad med alle mine dyyybe interesser og alle de omhyggeligt opbyggede narrativer om mig selv? Nej? Behøver jeg virkelig det her:

According to my personal trainer, Peter Cobby, mere mortals can obtain the Marvel bod. “That kind of body shape requires seven-days-a-week training, a huge amount of weightlifting and a very prescriptive diet,” he tells me. “However, you’ll find a lot of these guys are cheating and doing three days a week, plus steroids.”

Steroid use is now pretty commonplace among those looking for instant muscle. Certainly, that might help to explain the sudden explosion of he-men in this part of town. Meanwhile, I plan to monitor the situation very closely, as part of an ongoing study on the fallout of the gender wars. Himbos, next time you see a sad old lady staring at you — feel free to remove your shirt.

Oooook. Mere rolig nu. Ikke meget, men dog mere. Jeg må nok blot lære at acceptere, at givet at jeg A) ikke føler et akut behov for at ødelægge vitale kropsfunktioner med steroider og B) trods alt har andet at lave end at sidde hver dag i et sørgeligt træningslokale i Højby og løfte ting, så må jeg parkere Himbo ambitionerne for nuværende. Og så må jeg vel blot håbe på at mine omgivelser stadig vil kunne lide mig i den korte tid der går inden at alle andre mænd får forvandlet sig til Chris Hemsworth.

Tiden før smartphones

OK, det er måske ikke det mest originale take, som præsteres i ‘What Did People Do Before Smartphones? No one can remember.’. Men ikke desto mindre fik artiklen mig til at tænke. For jeg kan ikke nægte at jeg kan genkende dele af det:

Some things are easy to reconstruct. Email came to you at your desk, which means you didn’t receive it while at lunch or once you’d left the office. MapQuest was around, but you had to print out directions before you went anywhere. Photography was less a part of daily life, absent social media on which to post. Some dumbphones had cameras, but they were terrible, and stand-alone digital cameras were still expensive and mostly used to generate images for printing.

Okay, fine, but how did people occupy the time, attention, and perceptual orientation that have now been overtaken by smartphone use? Answering this question seems important, because smartphone use is supposedly deleterious. Extreme use is often blamed for contributing to anxiety, depression, and compulsivity—and almost everyone seems to use these devices to extremes. Smartphones are also said to disconnect us from the world and from one another. Instead of enjoying lunch or tourist attractions, people take photographs of them, frequently to secure approval from their peers, who are also using smartphones. The sociologist Sherry Turkle famously lamented how these devices encourage people to live “alone together.”

I asked some middle-aged friends to think back to life in the old days, when we still lived together together—and then to tell me what they remembered doing. “What the heck did I do?” one replied. Some fragments of childhood life could be recovered: shooting hoops in the driveway, or passing notes in class, or burning time hunting for friends to burn time with. But the nature of our idle life as adults evaded memory. Even surfing the early web, the precursor to today’s scrolling, was made tedious by slow connections. Other things took longer too: consulting a paper map before driving anywhere, finding and then conversing with a salesperson to select an appliance. Daily non-activities—waiting at the supermarket line, sitting in traffic, walking the dog—took place under different circumstances. Worse ones.

A spine-chilling revelation: We couldn’t remember what we did because there was nothing to remember having done. We did nothing, and it was horrible. Filling the nothingness with activity of any sort became a constant exercise.

I cannot overemphasize how little there was to do before we all had smartphones. A barren expanse of empty time would stretch out before you: waiting for the bus, or for someone to come home, or for the next scheduled event to start. Someone might be late or take longer than expected, but no notice of such delay would arrive, so you’d stare out the window, hoping to see some sign of activity down the block. You’d pace, or sulk, or stew.

The despair that accompanied this dead time implied and almost required an existentialist orientation to life itself: absurd and pointless, a sea of doldrums that never washed up to shore. My generation’s penchant for malaise must be a direct result of being alone with ourselves so much, with so little reason. We’d read an oral-hygiene pamphlet or a shampoo bottle. We’d follow the smooth-spinning hands of the clock. Yes, sure, other and better and more useful acts were possible, but only if we knew in advance exactly how much time we had to kill, and where, and under which circumstances. But we never did know until it was too late.

Before smartphones, people didn’t invest their in-between time into forging social bonds or doing self-improvement. They mostly suffered through constant, endless boredom. So let us not lament or malign the time we waste on smartphones, at least not so much. It is bad to be seduced into argument or conspiracism, to shop or lust or doomscroll, to bring one’s job into the dentist’s chair or the living-room recliner. But it was also bad to suffer the terror of monotony. Now there is too much happening, but before, ugh, nothing ever happened.

Jeg er … usikker på, hvad jeg lavede før i tiden. Som barn og tidlig teenager læste jeg en masse. Jeg dyrkede karate to gange om ugen, var en genert og kejtet stræber, der gjorde rent fire gange om ugen i min mors lægepraksis. Jeg gik til gymnasiefester, blev afvist af piger og undgik slagsmål i Jomfru Ane Gade. Og jeg tror i almindelighed at fjernsynet og siden PC- og konsolspil underholdt mig og mine ligeså nørdede venner.

Men som ung voksen? Jeg havde ikke en mobil før jeg blev 17, men nettet fyldte meget allerede inden da, og jeg tilbragte mange timer i gymnasiets IT-lokale sammen med de andre blege drenge med en udfordrende aknesituation (har man stadig den slags lokaler? Jeg tvivler, tiden må have udslettet dem. Men mine forældre var virkelig længe om at få en blot moderat udholdelig netforbindelse derhjemme, så jeg var tvunget til at sidde de gustne steder og flygte fra virkeligheden), hvor jeg chattede med andre socialt akavede mennesker fra eksotiske destinationer som Viborg, Skælskør og endda Ishøj. I årene frem til at smartphones for alvor blev en ting, så tilbragte jeg min digitale tid foran en laptop, hvor jeg lavede uproduktive ting som at skrive navlebeskuende blogindlæg. Hvor dejligt at den pinlige fase i mit liv er ovre!

Jeg kan også sagtens huske, hvor usandsynligt kedeligt det var at vente, når der ikke var noget at fylde tiden ud med. At stirre på uret mens tiden blot skulle gå. At som 11 årig at vente utålmodigt i forhallen i KFUM-hallen på at min far fik snøvlet sig sammen til at hente mig efter endnu en af de håndboldtræninger, hvor jeg blev drillet og som jeg hadede så intenst, men ikke ville give op overfor (FORTÆLLEREN: Han gav op efterhånden, men bevarede sit altfortærende had til håndbold). Det tog en evighed og jeg vil ikke ønske det for nogen at den tid kommer tilbage. Men igen: vi er i min barndom og ungdom. Og jeg har kun diffuse minder om det nu.

Jeg har heller ikke for alvor været nødt til at kede mig som voksen. Jeg prøver af og til demonstrativt – f.eks. når jeg er i offentlig transport og har glemt min Kindle – at vise mig selv, hvor dygtig jeg er til ikke at fiske telefonen frem. Bare sidde der og være fuldkornsagtig, virkelig tilstede i netop det enkelte øjeblik, reflekterende og helt, helt nærværende. Skabe ægte og meningsfulde bånd til mine medmennesker. Men det føles formålsløst. Dels er det kedeligt. Dels sidder alle andre og kigger ned i telefoner. Dels kunne jeg jo aldrig drømme om rent faktisk at tage kontakt og interagere med et fremmed menneske, når jeg er i det offentlige rum. Så hvad er helt præcis pointen med at lade som at jeg ikke sidder og drømmer om et andet sted?

Jeg læste ironisk nok artiklen samme uge, som der var nedenstående pædagogisk opbyggelige artikel i Børneavisen1:

IMG 3775

Så vanen tro gælder der andre regler for børn, end der gør for voksne. Børn må gerne kede sig, det er faktisk sundt for hjernen. De har brug for et mindre-skærm-og-brug-din-fantasi regime. Men ikke for mig. Min hjerne skal fandeme ikke sidde dér og “beskæftige sig med indre ting”. Det lyder aldeles rædsomt og som en decideret dårlig idé, hvis jeg skal være ganske ærlig.

 

 

  1. Ja, jeg lever stadig i den vrangforestilling, at hvis blot jeg eksponerer mine børn for læsestof ubønhørligt og konstant, så får de samme usundt narkomane forhold til læsning og nyheder, hvorfor jeg troligt abonnerer på en papiravis for børn []

Ritualer

Til brylluppet i weekenden tænkte jeg over ritualer. Hvilken rolle de spiller i et menneskes liv. Hvilken værdi, jeg selv tillægger dem i min egen tilværelse.

Det korte svar er: meget lidt. Eller, jo, bevares, i den helt lille skala har jeg da små rutiner/ritualer, som jeg strukturerer min hverdag efter. Når jeg bestikker mig selv med en proteindrik efter træning, eksempelvis. Manglende overholdelse af det ritual påvirker mit humør i uhørt grad. Det føles forkert hvis det ikke er der. Den åndsvage omgang sødestofbefængte mælkeblanding giver mig mening på et mikroniveau.

Men der er meget få ‘livsbegivenheder’, sceniske manifestationer eller større ritualer, der har meningsskabende eller sakral betydning for mig. Og at det i virkeligheden nok er en svaghed, at jeg ikke er særlig god til at højtideligholde eller at fejre ting. Ville ønske jeg var bedre til det i stedet for blot at kværne videre. Det er nok koblet til, at jeg er sjældent lever i nuet, men i stedet ofte er fortabt i en eller anden arbitrær fremtidsspekulation. For hvorfor fejre NU, når man kan være bekymret for i morgen (eller overmorgen)?

Det gør mig af og til også blind overfor betydningen af de ritualer, som betyder noget for andre. Som eksempelvis et bryllup. Rent intellektuelt forstår jeg naturligvis brylluppets sociologiske betydning som institution. Jeg kan også godt se, hvad det er for en psykologisk meningsskabende (selv)fortælling om kærlighed, troskab og løftet til hinanden, som et bryllup giver den enkelte.

Men ét er den cerebrale erkendelse, noget andet er at føle vigtigheden af ritualet. Men dér er jeg ikke rigtig. Jeg ville aldrig selv kunne lægge de kræfter, den omtanke eller de ressourcer i et bryllup, som der var blevet lagt i det, vi var til her i weekenden.

Men noget skal jo være helligt, selv for en sekulariset skeptiker som mig. Vil finde ud af, hvad de ting så er. Og blive bedre til at højtidigeligholde dem.

Kvidren

Ulempe (fordel?) ved at bo i landlige omgivelser og at sove med åbne vinduer en varm sommernat: at blive vækket kl. 04.43 af at fuglene ganske enkelt synger for højt.