Jeg får ikke samlet mig til at skrive indsigtsfulde anmeldelser af de ting; jeg læser, ser eller lytter til. Derfor her et skyndsomt opsamlingsheat med tanker om de senere uger (måneders?) læsning.
Jeg har fået læst de to sidste bøger, ‘Transit’ og ‘Kudos’, i Rachel Cusks trilogi. Ingen af dem når niveauet i ‘Omrids’, der er en uangribeligt perfekt udgave af Cusks plotløse og konversationsdrevne modus. Særligt ’Transit’ var småstreng at komme igennem, selvom dens overordnede tema (dislokation i tilværelsen) umiddelbart burde resonere mere hos mig end ‘Kudos’ mere eksplicitte fokus på køn. Cusks skrivemetode fungerer kun for alvor, hvis fortælleren Fayes samtalepartnere er interessante – og at de føles værd at investere ens empati og indlevelse i. Det gør de for sjældent i ‘Transit’, men selv en småsløj Cusk er lysår foran stort set alle andre forfattere, når det handler om at skrive. Vil derfor klart anbefale hele trilogien, det har været en fantastisk læseoplevelse.
Aidan Mohers nostalginørdnarko ‘Fight, Magic, Items’, har jeg allerede dækket andetsteds. Obligatorisk læsning for alle japanofile rollespilsnørder ude over deres første ungdom.
Jesse Donaldson – ‘The More They Disappear’ (2016) har været længe på min ‘to read’ liste på Goodreads, forleden fik jeg den så endelig læst. Teknisk set er genren vel krimi, men det er ikke selve forbrydelsen, der er interessant – det er derimod, hvad de bagvedliggende årsager til den er. Mest af alt er det sociologisk meditation over, hvordan et landsbysamfund i Kentucky bliver revet fra hinanden af opioider omkring år 2000. Donaldson beskriver med en usædvanlig indlevelse og solidaritet, hvordan ensomhed, smerte og meningsløshed driver krisen. Det er ikke social realisme, men mere en … ja, i mangel af bedre beskrivelser, en sorgfuld mysteriebog.
James R. Gaines – ‘Evening in the Palace of Reason’ (2005) har undertitlen ‘Bach meets Frederick the Great in the Age of Enlightement’. Gaines’ formål er at skrive om J.S. Bach og hans værker, hvilket også var min egentlige motivation til at læse bogen (udover titlen, som jeg elsker). Jeg vedbliver med at have et uudfyldeligt sort hul indeni, når det handler om klassisk musik. Tilsyneladende ligegyldigt hvor meget jeg lytter, formår jeg aldrig helt at få greb om det. Mine tanke var derfor, at hvis jeg nu læser kloge værker om komponisterne, forstår dem i deres samtid, og måske får en blid guide til, hvor jeg skal starte i min lytning, så vil jeg på et eller andet tidspunkt forstå og værdsætte musikken mere. Det var bestemt interessant at læse om Bach, der tydeligvis var et geni af ganske uforlignelig karakter. Men jeg endte alligevel med at nyde kapitlerne om Frederik den Store af Preussen langt mere. Frederik var en sammensat person; en kreativ og skrøbelig dreng, der blev skadet af sin fars mishandling og absurd rigide opdragelse gennem barndommen. Kulminerende med at faderen lod Frederiks elsker Hans Hermann von Katte henrette for øjnene af ham, blev dette skadede menneske siden en oplysningstidsinspireret enevældig monark, der kombinerede en kunstnerisk sjæl med sjældent set militær brutalitet. Bachs skærmydsler med den lokale kirkes sogneråd i Dresden om betaling for at undervise i klaverspil, fremstår let banal i sammenligning. Mest af alt er Gaines’ bog værd at læse, da den er skrevet af en person, der har brugt hele sit liv på at opstøve ALT (og mener virkelig alt) om et emne han elsker, og som han nu virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne vil formidle sin viden og begejstring om. Det er på den måde en meget smittende bog, som man bliver gladere og klogere af at læse.
Jeg har også fået læst de første tre bind af Elena Ferrantes Napoli-bøger. Jeg går og barsler med et længere indlæg om bøgerne, men lige nu holder jeg en pause, så jeg kan få samlet energien til at læse den fjerde og sidste bog. Ferrante får mig til at tænke. I et interview i 2016 sagde hun:
– “Yes, I hold that male colonization of our imaginations—a calamity as long as we were unable to give shape to our difference—is, today, a strength. We know everything about the male symbol system; they, for the most part, know nothing about ours, above all about how it has been restructured by the blows the world has dealt us. What’s more, they are not even curious, indeed they recognize us only from within their system.”
Jeg har tænkt meget over det citat; over hvad implikationerne er. For i en anden bog jeg har læst for nylig, Jill Burke – ‘How to be a Renaissance Woman: The Untold Story of Beauty and Female Creativity’, læste jeg følgende om et ganske uhyggeligt og urovækkende maleri af Artemisia Gentileschi – ‘Susanna e i vecchioni’ (1610): 
“This painting seems to perfectly articulate a modern cultural idea – one that John Berger describes in his Ways of seeing of 1972: ‘according to usage and conventions … men act and women appear. Men look at women. Women watch themselves being looked at’. The power dynamic in paintings of the female nude, an art subject that was popularized in Renaissance Italy, is assumed to rest with artist and the viewer, who are assumed to be men – a process of objectification that Laura Mulvey influentially described as the ‘male gaze’”
Det mandlige blik, den mandlige fantasi, den mandlige æstetisering og tingsliggørelse af kvinden. Det er det samme Ferrante taler om. Og jeg er vel ikke bedre selv, hvis man vurderer ud fra de malerier, der befolker denne side. Alle disse smukke kvinder, hvis funktion er at blive set af mænd, for at opnå værdi. Det er tankevækkende, når først man bliver opmærksom på mønstrene.
Jeg abonnerer egentlig ikke på, at der findes ‘mandelitteratur’ eller ‘kvindelitteratur’, tværtimod mener jeg at litteraturen burde være universel. Men omvendt er det måske netop et priviligeret (og meget bekvemt) synspunkt, at det så tilfældigvis er mit køns bøger, mit køns æstetik, mit køns fantasi, som – hovsa! – tilfældigvis må siges at være udgangspunktet for den universalistiske litteratur.
Napoli-bøgerne er derimod kvindelitteratur, hvis vi da kan bruge termen på en deskriptiv måde. Alting ses ud fra et kvindeligt perspektiv. Der er et fuldstændigt fravær af sympatiske mænd i bøgerne. Ikke fordi – tror jeg da – at Ferrante hader mænd per se, men fordi de mænd der optræder i bøgerne ses ud fra et rent kvindeligt perspektiv, ud fra deres handlinger – og de afledte konsekvenser, de ofte har for kvinderne. Kvinderne kan lade sig besnakke og forføre af mænd, men der er aldrig andet end råddenskab og (oftest) vold bagved løgnene – med Nino (dette intelligente, manipulerende, egocentriske og hensynsløse mandebarn, der går gennem livet og efterlader brudte skæbner i sit kølvand) som det primære eksempel. Systemet er maskulint, opretholdt af maskulin vold og logik. Hovedpersonen Elena forsøger at få succes ved at emulere en mand.
På den måde har Ferrante-bøgerne været en slags øjenåbner. Som historiefortællinger betragtet er jeg ikke vild med dem. Der er et anstrøg af sæbeopera over handlingen, og der sker ikke meget i bøgerne. Men det er som nævnt inspirerende at læse bøger, der er så konsekvente i deres afvisning af den mandlige fantasi.