Læser i disse dage en bog om ensomhed: ‘This Exquisite Loneliness: What Loners, Outcasts, and the Misunderstood Can Teach Us About Creativity’ af Richard Deming.
Selvom jeg som tordnende introvert, genert og generaliseret fremmedgjort overfor de fleste mennesker sympatiserer med bogen og dens agtværdige formål, ja, så kæmper jeg en anelse med at komme igennem den.
Dels er bogen ikke ligefrem sprælskt skrevet. Dels er den alt, alt for indfølende empatisk til min smag. Der bliver virkelig mærket efter og gransket dybt i sjælens stille vand, hvilket jeg kun kan holde til i begrænsede mængder, inden jeg må styrke mig med en underlødig artikel om et eller andet overfladisk.
Men nu skal jeg også være rimelig. For lige nu er jeg påbegyndt det, jeg håber bliver et interessant kapitel om Egon Schiele: alle billedkunstinteresserede emo’ers favorit perverterede østrig-ungarer.
Egon Schiele – ‘Sitzende Frau mit angezogenem Knie’ (1917)
Jeg holder meget af dette maleri og har gjort det lige siden jeg så det første gang sommeren 2005 på Národní galerie i Prag. Faktisk så meget at en plakatreproduktion er at finde et sted i husholdningen. Det giver mig helt lyst til at skrive et rablende indlæg om Schiele, men det må blive ved en anden lejlighed.
For det jeg egentlig gerne ville fortælle fra Demings bog stammer fra kapitlet om filosoffen Walter Benjamin. En meget (melo)dramatisk skikkelse, hvis samlede tankesæt jeg næppe besidder de fornødne kognitive evner eller stamina til virkelig at forstå. Men Deming omtaler et af Benjamins begreber, Denkbilder, som fik mig til at spidse øren:
The book provides a counterpoint to his more densely theoretical writing, such as his doctoral thesis, The Origin of German Tragic Drama, or the crucial essays “The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction” and “Goethe’s Elective Affinities.” It isn’t a light, frothy book, and it has all the markers of having been produced by a reader steeped in a history of the Sturm und Drang of German Romanticism. Seemingly any small object, any city site, could be the vehicle for reverie and insight into how anything, drenched in imagination and longing, becomes a kind of poem. Anything could light up “paths to the world’s interior. The cue could come from anywhere.” He called these Denkbilder, “thought pictures.” Often, the paths they light up are ones that are walked alone.
Hvis jeg kender tyske filosoffer ret, så er deres filosofiske begreber markant mere komplekse og dybsindige, end hvad min parafraserende og sludrende udlægning tilsiger. Men ‘tankebilleder’, hvor komplekse ting, fænomener, relationer indfanges, interesserer mig.
Jeg skal ikke kunne frasige mig, at jeg muligvis er mest er fascineret af ‘Denkbilder’, fordi visse ting ganske enkelt lyder dybere og bedre og klogere på tysk (se også: Wanderlust, Fernweh, Zeitgeist, Leselust, Gesamtkunstwerk, Leitmotif). Men der også noget helt uimodståeligt og håbløst romantisk i den idé om, at man med den rette filosofiske, litterære, og besjælede fantasi, kan opnå indsigt i verdens sande tilstand. Jeg tror det er en tanke, som kun kan opstå ved ensomme og meget indadskuende mennesker, der udvider universet ved at udforske deres egen tankeverden.
Måske Deming alligevel har fat i noget i sin bog.