I mange science fiction bøger og film har de det her koncept ‘tynde steder’. Det er lokationer, der er kendetegnet ved at været særligt ‘tynde’, og hvor sløret mellem denne verden og den næste er særlig permeabelt og efemerisk (se f.eks. min gamle yndlingserie ‘Fringe’). Derfor er disse steder naturligvis ekstra velegnede som porte for de særligt indviede ind til det næste parallelunivers, til eventyr og til indsigt i det hinsides.
Nuvel, jeg vil gerne som nuancering introducere begrebet ‘tykke steder’. Her er sløret mellem denne verden og den næste så ekstremt tykt, at længerevarende ophold der betyder at du aldrig vil føle glæde, spænding eller have det, der minder blot en smule om en transcendental oplevelse. Jeg er som public service begyndt at lave mine egen liste over tykke steder, hvor jeg anbefaler alle at tilbringe så lidt tid som muligt.
Visse undervisningslokaler på RUC
Kvindetøjsafdelingen i Åhléns, Klarabergsgatan 50, Stockholm
Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.
Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.
Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:
Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?
Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:
Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.
Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.
Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.
Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere på under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.
Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme [↩]
Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.
Efter en længere science fiction pause forsøgte jeg mig igen med genrelitteraturen. Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’ kan bedst beskrives som en noir-mystery-thriller-i-rummet. Den opmærksomme læser kan derfor nok regne ud, at vi her taler om underlødig underholdningslæsning, snarere end en generationsdefinerende samtidsroman.
Jeg var dog nogenlunde tilfreds efter endt læsning. Bogen var udmærket til formålet (i.e. eskapisme), om end jeg tvivler på, at jeg om to år kan huske specielt meget af den.
Romanen har dog visse ting gående for sig.
Det grundlæggende plot i romanen er slet ikke ueffent og selve romanens setting er ret stimulerende. Vi befinder os på en rumstation, Cieudad de Cielo, hvor menneskeheden er gået sammen om at bygge generationskibe, der skal redde menneskeheden fra den forestående økologiske katastrofe nede på Jorden. Naturligvis er rumstationen opdelt i to sektioner: en velhavende (og selvsagt hyklerisk) Mormon-agtig sektion og den tarvelige, men autentiske underklassesektion.
Mord er uhørt på rumstationen – mormonerne har hyret et ret drakonisk privat sikkerhedsfirma til at holde styr på tingene -, men da der pludselig sker en række bestialske mord, så har vi balladen. Indsæt her generiske variable som ‘korrupt politibetjent med hjerte af guld’, ‘smuk og rig ung kvindelig protagonist viser sig at være hyperbegavet genetisk modificeret tvilling’ og ‘gal videnskabskvinde vil kontrollere folks tanker og skabe en verden perfekt’.
Uden at ville afsløre for meget af plottet, så har Brookmyre lavet en velsmagende, men ikke særlig nærende fusion af Philip K. Dick, ‘Expanse’-bøgerne og et britisk kostumedrama. Bogen føles til tider som at læse en lidt mindre voldelig udgave af ‘Total Recall’(der også leger med (falske) erindringer og en rumstation setting), der har fået et elskovsbarn med den velkendte Upstairs-Downstairs dynamik fra ‘Downton Abbey’. Ved siden af er hele noir-detektiv-på-rumstation og teknologien-er-blevet-SKØR temaet nærmest en 1:1 kopi af handlingen i ‘Leviathan Wakes’. Det gør ikke ‘Places in Darkness’ til en ikke-underholdende bog, men det gør den meget lidt original.
Bogen kostede kun 6 USD på min Kindle, så jeg er egentlig ikke fjendtligt indstillet. Men den har omvendt befundet på min ‘Want to read’-liste på Goodreads i noget nær en evighed (eller i hvert fald siden 30. november 2017), og det havde næppe gjort noget, hvis den var forblevet glemt der i endnu længere tid. Vi ender med en 7 ud af 10.
For det første er vi et godt stykke fra Cronins meritter i den maksimalistiske og frådende ‘The Passage’. Jeg var underholdt og havde vanskeligt ved at lægge ’The Ferryman’ fra mig i går aftes, men jeg var ikke så intenst opslugt, som jeg var dengang jeg læste ’The Passage’ – hvor jeg var decideret ukontaktbar i en periode.
For det andet var jeg ikke vild med det store plottwist, der kommer ca 3/4 inde i bogen. Jeg vil ikke spolere noget for nogen, men vi er (for langt) ovre i ‘det-hele-var-bare-en-drøm’-territoriet, og selvom Cronin eksekverer sine plotmekanismer på imponerende vis, så synes jeg stadig det er et billigt og sjasket Deus ex machina-trick. Og så hjælper det heller ikke på sagerne, at det hele bliver meget meta-meta-agtigt i slutningen. Som at Cronin ikke vil tage sin egen konstruktion helt alvorligt, men insisterer på at blinke indforstået til læseren.
For det tredje blev jeg under læsningen hele tiden slået af, hvor meget plottet var et medley af de mest succesfulde idéer og virkemidler fra de sidste 25 års sci-fi/speculative fiction. Dér blev der lånt fra ‘Lost’, her kommer Blake Crouch ind fra siden, ups, der fløj ‘Inception’ og ‘Tenet’ forbi, hov, dér er ‘Truman Show’, vupti, der kom ’Total Recall’ med ind over. Der er plads til det meste i Cronins muntre sci-fi-fusionskøkken.
Det fungerer ofte virkelig effektivt; jeg var som nævnt glimrende underholdt. Men jeg mangler den originale idé, sjælen, et autentisk Philip K. Dick’sk vanvid. Noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af andres kreativitet. Her efter endt læsning af ’The Ferryman’ ville jeg gerne sige, at jeg blev grebet og berørt, men Cronin er for kalkuleret, for slick og for professionel til at jeg kan give mig hen. Læs den for underholdningens skyld, ikke for indsigten.
2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.
Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!)‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.
Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.
