To, nej tre, ting om Justin Cronin – ‘The Ferryman’.
For det første er vi et godt stykke fra Cronins meritter i den maksimalistiske og frådende ‘The Passage’. Jeg var underholdt og havde vanskeligt ved at lægge ’The Ferryman’ fra mig i går aftes, men jeg var ikke så intenst opslugt, som jeg var dengang jeg læste ’The Passage’ – hvor jeg var decideret ukontaktbar i en periode.
For det andet var jeg ikke vild med det store plottwist, der kommer ca 3/4 inde i bogen. Jeg vil ikke spolere noget for nogen, men vi er (for langt) ovre i ‘det-hele-var-bare-en-drøm’-territoriet, og selvom Cronin eksekverer sine plotmekanismer på imponerende vis, så synes jeg stadig det er et billigt og sjasket Deus ex machina-trick. Og så hjælper det heller ikke på sagerne, at det hele bliver meget meta-meta-agtigt i slutningen. Som at Cronin ikke vil tage sin egen konstruktion helt alvorligt, men insisterer på at blinke indforstået til læseren.
For det tredje blev jeg under læsningen hele tiden slået af, hvor meget plottet var et medley af de mest succesfulde idéer og virkemidler fra de sidste 25 års sci-fi/speculative fiction. Dér blev der lånt fra ‘Lost’, her kommer Blake Crouch ind fra siden, ups, der fløj ‘Inception’ og ‘Tenet’ forbi, hov, dér er ‘Truman Show’, vupti, der kom ’Total Recall’ med ind over. Der er plads til det meste i Cronins muntre sci-fi-fusionskøkken.
Det fungerer ofte virkelig effektivt; jeg var som nævnt glimrende underholdt. Men jeg mangler den originale idé, sjælen, et autentisk Philip K. Dick’sk vanvid. Noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af andres kreativitet. Her efter endt læsning af ’The Ferryman’ ville jeg gerne sige, at jeg blev grebet og berørt, men Cronin er for kalkuleret, for slick og for professionel til at jeg kan give mig hen. Læs den for underholdningens skyld, ikke for indsigten.