Nu er barokpaladser ganske vist ikke lige min kop the, men Österreichische Galerie på Belvedere slottet er et forholdsvis vanvittigt kunstmuseum, som jeg derfor naturligvis måtte besøge under rejsen til Wien. Jeg vil gerne fortælle mere om udstillingerne en anden gang, men lige nu er jeg mest optaget af slottets have.
Ja, naturligvis ikke alt det manneristiske gøgl og humbug, ej heller de obsessivt klippede hække, de sirligt anlagte grusstier eller de fedladne marmornymfer og -gudinder, der bebor Jeux d’eau-installationerne på den øvre parterre. Det ville jo være aparte at gå op i den slags. Nej, jeg er mere optaget af perspektiver i, eller måske snarere: fra haven.
På Kunsthistorisches Museum kan man finde Bernardo Bellottos maleri ‘Wien, vom Belvedere aus gesehen’ fra 1760.
Billedet og veduta-genren i almindelighed inspirerer mig vel egentlig ikke som sådan. Men Bellotto – der malede under sit nom de guerre ‘Canaletto’ – konstruerede med sit maleri intet mindre end et stykke manipuleret virkelighed. Hans maleri blev så at sige det accepterede blik på, hvordan Wien ser ud – eller burde se ud. De definerede sågar en term for det: det såkaldte ‘Canaletto-Blick’. Vi ser den indre by, Karlskirche, Stephansdom og Palais Schwarzenberg – den sprudlende, velbeslåede stad under Habsburgerne oplyste vælde. Mon ikke kejserinde Maria Theresia satte pris på en så fidel fremstilling af hendes hovedstad? Og se lige her, hvordan udsigten ser ud (nogenlunde samme sted fra 350 år senere, en utidigt varm sommerdag i 2024):
Ja, bevares, nu kan I ikke rigtig se skylinen alligevel, da billedet er taget med svedig og rystende hånd af en håbløs amatør, der til hver en tid hellere vil udtrykke sig med ord snarere end billeder.
Men den grundlæggende pointe er blot, at den normative kraft i ‘Canaletto-Blick’, i Bellottos billede af og vision for hvordan Wien (bogstaveligt og figurativt) burde se ud, har været – og er – så stærk, at selv ikke 350 års industrialisering og almindelig fordummelse har kunne ødelægge det. Det er da vanvittigt interessant at opleve fortidens kraft på den måde.
Det der med forskellige normative blikke var også noget, jeg bed mærke i under museumbesøgene. For i virkelig mange af de ældre landskabsmalerier (ca. 1400-1600) dominerer en underlig magisk realisme, hvor landskaberne fremstår underligt overnaturlige – eller divergerer kraftigt fra virkeligheden. Vi ser panoramaer med episke bjerge eller klippemassiver og frodige jungler i malerier, der skal forestille scener fra det nuværende Holland. I scener fra det hellige land optræder der skove, der har en umiskendelig lighed med skove fra det vestlige og regnfulde Europa. Jeg opdagede under rejsen, at fænomenet har et navn: Weltlandschaft, eller ‘verdenslandskabet’. Som Wiki beskriver det:
The world landscape, a translation of the German Weltlandschaft, is a type of composition in Western painting showing an imaginary panoramic landscape seen from an elevated viewpoint that includes mountains and lowlands, water, and buildings. The subject of each painting is usually a Biblical or historical narrative, but the figures comprising this narrative element are dwarfed by their surroundings.
The world landscape first appeared in painting in the work of the Early Netherlandish painter Joachim Patinir (c. 1480–1524), most of whose few surviving paintings are of this type, usually showing religious subjects, but commissioned by secular patrons. “They were imaginary compilations of the most appealing and spectacular aspects of European geography, assembled for the delight of the wealthy armchair traveler”, giving “an idealized composite of the world taken in at a single Olympian glance”.
Åh, at være en velhavende lænestolsrejsende, kan man ønske sig noget mere her i livet? Som iagttager verden gennem sit Weltlandschaft-blik, og dermed kan reducere kaoset og smudset fra den ellers ubehøvlet larmende verden. Jeg har aldrig fået læst noget af Edward Said, men jeg er sikker på, at han ville have holdninger til, hvordan orienten visuelt og æstetisk blev gjort ekstra eksotisk alt efter hvilket ‘blik’, der blev lagt på den. Jeg vil holde øje med fænomener à la ‘Canaletto-Blick’ i fremtiden.