Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.
Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:
Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.
Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.
Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)
Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)
Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)
Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)
Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.
Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.