Har tilbragt en usædvanligt fornøjelig onsdag aften med at læse i Tracey Thorns selvbiografi ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’.
Jeg elsker Tracey Thorn. Jeg ville gerne udtrykke mine følelser for hende på en mere subtil og elokvent måde, men jeg kan ikke. Her er ingen legitim grund til at lægge bånd på noget. Hun er med længder min favorit kvindelige musiker og sanger, både som solist og som en del af Everything But The Girl. Jeg beundrer hende grænseløst.
Taget i betragtning af at hun er sangskriveren bag adskillige af mine all-time favorit hjerte-smerte-sange (se: ‘Fascination’, ‘Before Today’, ‘Rollercoaster’, ‘Get Me’) er det ikke direkte overraskende at hun også skriver litteratur som en drøm. Begavet, (selv)ironisk og fuld af sårbarhed. Hun fletter tilmed små bidder af lyrik fra The Smiths og Morrissey ind undervejs, og så begynder min mave altså at hoppe frydefuldt på den mest berusende måde. Måske det er fordi jeg er fan, men jeg er ganske uklædeligt vild med det.
I bogen er jeg stadig kun nået til at hun og Ben Watt – ægtefælle og den anden del af duoen Everything But The Girl – bor og studerer i Hull. De er netop drønet ind 28. pladsen på hitlisten med deres første single (“On 4 June 1984, at nine-thirty in the morning, we sat the last exam of our finals – Seventeenth-century Literature. ‘Each And Every One’ was number 28 in the charts. We finished the exam, got straight on a train down to London and were in the recording studio by the afternoon.”), så det er sådan set først nu, at den rigtige historie i bogen begynder. Indtil nu har hun primært fortalt om sin opvækst, bandscenen i de sydlige London-forstæder og hendes første semigennembrud med det lavmælt råbende band Marine Girls.
Det udsøgt skønne når en musiknørd skriver bøger er, at de sjældent kan lade være med at omtale deres musikalske indflydelser. Så allerede i de første kapitler har hun namedroppet en større syndflod af (post)punkede bands og musikere, som jeg nu naturligvis er nødt til at udforske nærmere.
Så udover forrygende læsning er jeg garanteret timers musikudforskning. Det er vanskeligt at bevare pessimismen. Fik jeg sagt at jeg elsker Tracey Thorn?