Fuse

Er rørende (og selvsagt helt upartisk) enig med The Guardians anmeldelse af det nye Everything But The Girl album ‘Fuse’, det er et fremragende album. Jeg er overrasket over hvor … tidløst elektronisk albummet er. Hvor bevidst og intenderet, det hele lyder. Det er ikke tale om to fortidslevn der er blevet udsat for en nutidig producer, der nu skal gøre dem tidsvarende i et lidt sørgeligt forsøg på kommerciel succes. Der er substans bag albummet. Stærke melodier, stærke popsange. ‘Nothing Left to Lose’ er favoritten, lige fra lydbilledet til en klassisk indtrængende Tracey Thorn tekst (“Kiss me while the world decays”). Det er en smuk og værdig arvtager til ‘Five Fathoms’, det ligeledes desperat hedonistiske hovedværk på ‘Temperamental’-albummet.

Men jeg skal virkelig vænne mig til Thorns ny-gamle stemme. Den er ældet: hun lyder efterhånden som inventaret på et brunt værtshus, hvilket jeg må indrømme går mig på. Hendes krystalklare, skrøbelige, intime og melankolske vokal (der genkendte smerten, så de knuste hjerter og trængte ind i selv den dybeste ensomhed) var altid det, der tiltalte mig ved EBTG. Det var derfor jeg kan lytte til ‘Fascination’ igen, igen og så en ekstra gang mere. Måske jeg blot skal vænne mig til forandringen. Men vi taler nogenlunde samme stemmeændring som den Lucinda Williams gennemgik fra 1992-udgaven af ‘Six Blocks Away’ til den traumatiske genindspilning af samme sang i 2017.

Men, men, men. Det er detaljer. Tror jeg. Er blot lykkelig over at Everything But The Girl er tilbage, at min kærlighed var berettiget og at jeg igen kan fordybe mig i dem.

Fuse

Jeg er ikke decideret ekstatisk over de to første singler (‘Nothing Left to Lose’ og ‘Caution to the Wind’), men jeg bliver alligevel fyldt af en distinkt varm forventningens glæde ved udsigten til Everything But the Girls første album i 24 (sic) år. The Guardian bringer et promotioninterview, der til forveksling lyder som en afskrift af Tracey Thorns første bog, men som ikke desto mindre får mig til at længes efter releasedatoen for ‘Fuse’ d. 21. april 2023. Håber, håber, håber at jeg ikke bliver skuffet denne gang.

Bedsit Disco Queen

Har tilbragt en usædvanligt fornøjelig onsdag aften med at læse i Tracey Thorns selvbiografi ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’.

Jeg elsker Tracey Thorn. Jeg ville gerne udtrykke mine følelser for hende på en mere subtil og elokvent måde, men jeg kan ikke. Her er ingen legitim grund til at lægge bånd på noget. Hun er med længder min favorit kvindelige musiker og sanger, både som solist og som en del af Everything But The Girl. Jeg beundrer hende grænseløst.

Tracey Thorn

Taget i betragtning af at hun er sangskriveren bag adskillige af mine all-time favorit hjerte-smerte-sange (se: ‘Fascination’, ‘Before Today’, ‘Rollercoaster’, ‘Get Me’) er det ikke direkte overraskende at hun også skriver litteratur som en drøm. Begavet, (selv)ironisk og fuld af sårbarhed. Hun fletter tilmed små bidder af lyrik fra The Smiths og Morrissey ind undervejs, og så begynder min mave altså at hoppe frydefuldt på den mest berusende måde. Måske det er fordi jeg er fan, men jeg er ganske uklædeligt vild med det.

I bogen er jeg stadig kun nået til at hun og Ben Watt – ægtefælle og den anden del af duoen Everything But The Girl – bor og studerer i Hull. De er netop drønet ind 28. pladsen på hitlisten med deres første single (“On 4 June 1984, at nine-thirty in the morning, we sat the last exam of our finals – Seventeenth-century Literature. ‘Each And Every One’ was number 28 in the charts. We finished the exam, got straight on a train down to London and were in the recording studio by the afternoon.”), så det er sådan set først nu, at den rigtige historie i bogen begynder. Indtil nu har hun primært fortalt om sin opvækst, bandscenen i de sydlige London-forstæder og hendes første semigennembrud med det lavmælt råbende band Marine Girls.

Det udsøgt skønne når en musiknørd skriver bøger er, at de sjældent kan lade være med at omtale deres musikalske indflydelser. Så allerede i de første kapitler har hun namedroppet en større syndflod af (post)punkede bands og musikere, som jeg nu naturligvis er nødt til at udforske nærmere.

Så udover forrygende læsning er jeg garanteret timers musikudforskning. Det er vanskeligt at bevare pessimismen. Fik jeg sagt at jeg elsker Tracey Thorn?