Whitney – Giving Up

Whitney – ‘Giving Up’ irriterer mig grænseløst. Det kunne have været en tindrende vidunderlig hjerte-smerte-popsang. Fængende melodi som jeg har vanskeligt ved at få ud af hovedet. Og den kombinerede trommeslager og sanger (som bekendt den sejeste konstellation) har tilmed den mest nuttede falsetvokal. Sangen har perfekt første vers, perfekt omkvæd, perfekt andet vers. De første 01:45 minutter er eminente. Ualmindeligt velegnede til en langsommelig vralte-/løbetur i Højbys traurige exurbs. Dernæst? En fjollet bro med en lasket omgang soulblæser efterfulgt af en sløj outro, der fiser kraft- og viljeløst ud. Jeg går langsomt i stå på vejen sammen med sangen, dér midt i grusgravene, minigolfanlægget og de lukkede minkfarme. Sangen giver (ha-HA!) op. Det er en tragedie. Ville ønske Whitney en dag omarbejder den, så den kan få den rette melankolske slagkraft. Den virker ikke for mig nu.