Dagens sang

There are 16 posts tagged Dagens sang (this is page 1 of 1).

Here Comes the Rain Again

Det er sjældent at jeg bliver intenst grebet af 40 år gamle sange. Og det er lidt irrationelt at det sker lige nu. For dels er jeg ikke i almindelighed særskilt glad for Eurythmics og Annie Lennox’ vokal. Dels kendte jeg naturligvis godt ‘Here Comes the Rain Again’ i forvejen. Men jeg har aldrig for alvor lyttet til den. Og jo mere jeg gør det, jo mere bliver jeg overbevist om at den er et mindre mesterværk. Jeg kan ikke få synth’en, strygerne og beatet ud af hovedet. Men mest pirrende og dragende er den melankolske kerne. Det må være en af de mest længselsfulde kærlighedssange, jeg har hørt i nyere tid. Perfekt til årstiden.

Whitney – Giving Up

Whitney – ‘Giving Up’ irriterer mig grænseløst. Det kunne have været en tindrende vidunderlig hjerte-smerte-popsang. Fængende melodi som jeg har vanskeligt ved at få ud af hovedet. Og den kombinerede trommeslager og sanger (som bekendt den sejeste konstellation) har tilmed den mest nuttede falsetvokal. Sangen har perfekt første vers, perfekt omkvæd, perfekt andet vers. De første 01:45 minutter er eminente. Ualmindeligt velegnede til en langsommelig vralte-/løbetur i Højbys traurige exurbs. Dernæst? En fjollet bro med en lasket omgang soulblæser efterfulgt af en sløj outro, der fiser kraft- og viljeløst ud. Jeg går langsomt i stå på vejen sammen med sangen, dér midt i grusgravene, minigolfanlægget og de lukkede minkfarme. Sangen giver (ha-HA!) op. Det er en tragedie. Ville ønske Whitney en dag omarbejder den, så den kan få den rette melankolske slagkraft. Den virker ikke for mig nu.

Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay)’

Ledte efter interessant musik. Fandt Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay)’, hvis titel øjeblikkeligt vakte min opmærksomhed; banalt nok fordi jeg intuitivt kunne lide delen i parentesen. Før jeg trykkede play havde jeg ikke den fjerneste anelse om at der er tale om den perfekte popsang. Men det er det. Hviskende æterisk dreng-pige vokal, discobeat, synth-lydbillede og en tilpas begavet, bittersød og melankolsk tekst om et forhold i opbrud. Kan ikke forstå noget så vidunderligt har kunne eksistere i 5 år uden at jeg opdagede den. Sangen bliver en fast bestanddel af de kommende måneders playlister. 

Fuse

Er rørende (og selvsagt helt upartisk) enig med The Guardians anmeldelse af det nye Everything But The Girl album ‘Fuse’, det er et fremragende album. Jeg er overrasket over hvor … tidløst elektronisk albummet er. Hvor bevidst og intenderet, det hele lyder. Det er ikke tale om to fortidslevn der er blevet udsat for en nutidig producer, der nu skal gøre dem tidsvarende i et lidt sørgeligt forsøg på kommerciel succes. Der er substans bag albummet. Stærke melodier, stærke popsange. ‘Nothing Left to Lose’ er favoritten, lige fra lydbilledet til en klassisk indtrængende Tracey Thorn tekst (“Kiss me while the world decays”). Det er en smuk og værdig arvtager til ‘Five Fathoms’, det ligeledes desperat hedonistiske hovedværk på ‘Temperamental’-albummet.

Men jeg skal virkelig vænne mig til Thorns ny-gamle stemme. Den er ældet: hun lyder efterhånden som inventaret på et brunt værtshus, hvilket jeg må indrømme går mig på. Hendes krystalklare, skrøbelige, intime og melankolske vokal (der genkendte smerten, så de knuste hjerter og trængte ind i selv den dybeste ensomhed) var altid det, der tiltalte mig ved EBTG. Det var derfor jeg kan lytte til ‘Fascination’ igen, igen og så en ekstra gang mere. Måske jeg blot skal vænne mig til forandringen. Men vi taler nogenlunde samme stemmeændring som den Lucinda Williams gennemgik fra 1992-udgaven af ‘Six Blocks Away’ til den traumatiske genindspilning af samme sang i 2017.

Men, men, men. Det er detaljer. Tror jeg. Er blot lykkelig over at Everything But The Girl er tilbage, at min kærlighed var berettiget og at jeg igen kan fordybe mig i dem.

Se mig

Nu er jeg jo ikke typen der danser i køkkenet mens jeg vasker op; træt og tilfreds i kroppen efter en god træning. Men hvis jeg var (…), så ville det ske til Veronica Maggio ‘Se mig’. Perfekt electropop om melankolsk og længselsfuld forbudt kærlighed. Og fantastisk musikvideo, der rammer de uforløste hæmninger tilsvarende perfekt.

DJ Kicks

Om end antallet af sange på min liste over ‘Sange og album der burde være på Spotify, men glimrer ved deres fravær’ bliver kortere og kortere1, er der stadig mesterværker, jeg ikke kan streame på daglig basis.

Mest kriminelt for tiden er fraværet af Mobys mix af Pet Shop Boys – ‘Miserablism’, som ellers ville have været en passende følgesvend på tidens livsglædeforladte løbeture i Ulkerup skoven. Men der er andre ikke-tilgængelige sange og album, jeg savner akut for tiden. Et eksempel er DJ Kicks: Erlend Øye.

Erlend Øye DJ Kicks

Jeg købte albummet i en forlængst lukket og slukket pladeforretning på Østerbro tilbage i 2006. Det er et helt forrygende mixalbum, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’.

Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Men afledt heraf kunne jeg godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister og algoritme-drevne anbefalinger. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverst (hvilket vel er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Hører sjældent noget til ende længere. Og jeg vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen. Ved blot ikke helt hvor jeg skal begynde.

  1. halløj Flowerpot Men – ‘Beat City’, Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’, Motorbass’ ‘Pansoul’-abum [↩]

Alvvays

Jeg sætter virkelig pris på ‘Belinda Says’, Alvvays’ homage til Belinda Carlisles ‘Heaven is a Place on Earth’.

Dels er jeg altid, ALTID til salg for en hypermelankolsk popsang. Dels twister den originalen på den mest frydefuldt ondskabsfulde måde. Hvor Carlisle ekstatisk lover at efterlivets himmelske fred, fryd og gammen skam kan opnås gennem kærlighed her på jorden, så minder Alvvays let vrængende om, at det modsatte også gør sig gældende, hvis kærligheden svigter:

Bеlinda says that heaven is a place on еarth/Well, so is hell

Smertelige ord fra hende, der så æggende opfordrede til ægteskab for år tilbage!

Det er i øvrigt ikke mange albums, jeg har lyttet grundigt til i deres helhed til i løbet 2022. Men ‘Blue Rev’ er et af dem (i øvrigt sammen med Spoon – ‘Lucifer on the Sofa’), det er konsistent fremragende.

Army of Me

En ikke-ubetydelig del af mit arbejde består i at interagere med mennesker, der er utilfredse over et eller andet. Af og til helt berettiget, andre gange … ja, nuvel, andre gange mindre berettiget. I dag gav det mig en helt ubændig trang til (for første gang i måske 20 år) at lytte til Björk – ‘Army of Me’ på et uvenligt højt lydniveau1. Det hjalp. 

  1. Der sker i øvrigt umanerligt mange mærkværdige ting i den musikvideo; tidlig Björk var nu en sælsom affære [↩]