Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.

Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.

Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?

Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.

En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.

Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.

Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.

Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.

Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.

Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?

Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:

Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.

Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.

Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:

Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.

Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:

Fordi:

Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.

Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.