Tag: Locarno

Temperaturen er faldet en anelse til mere udholdelige 27 grader. Det er nu muligt at sove om natten, min forkølelse er forsvundet og vi har fundet ind i en vis modus hernede. I formiddags var vi i Lido Locarno, et mindre palads af et kombineret vandland, spa og udendørspark. Der blev svømmet og dykket til den store guldmedalje. Jeg fik undervejs besøgt deres fitnesscenter, der har en moderat bedre udsigt end Borren i Højby.

Lido Locarno

Besøget mindede mig lidt om tiden med fitnesscentre i Bruxelles og før da i Prag. Der havde de også en enorm vognflåde af træningsmaskiner (men begrædeligt få frivægte) samt en mindre hær af ansatte, der alle excellerer i at lægge ansigterne i enten A) en grimasse af overdreven entusiasme (trænerne) eller B) inderlig tyggegummityggende kedsomhed (dem bag skranken). Bortset fra det, så var det rart at få passet styrketræningen, så forfaldet ikke er fuldkomment efter ferien.

Om eftermiddagen var jeg på en af de vandringer, jeg havde set mest frem til: Cardada. Vandrede der for første gang i 2008 og det var en traumatiserende oplevelse – som jeg igennem årene har søgt igen og igen. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måde, som vejen op fordeler sig. Ruten må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.

Først er der urban setting fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Den del indebærer trapper af en sådan længe og beskaffenhed, at alle former for bentræning er aflyst det næste stykke tid frem.

Dernæst er der en uendelig lang labyrint af zig-zag vandring, der tilsyneladende varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg hver evig eneste gang næsten er brudt sammen psykisk.

Ja-ja, det ser idyllisk ud. Men man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Det er ren Groundhog Day. Ingen variation. Bortset fra den sidste lede trappe, naturligvis.

Kun udsigten fra min yndlingsbænk og den barmhjertige vandpost ved siden af – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen. Efter San Bernardo var det sidste stykke op mod Alpe Cardada noget mere humant. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. På vejen hjem i båden inspicerede jeg mine sundhedsdata, som var direkte fjollede (men også sært tilfredsstillende):

Så, ja, det var en rædsom og vidunderlig eftermiddag på Cardada. Tror ikke det bliver sidste gang, jeg opsøger smerten dér igen.

Jeg havde en idé om at jeg skulle have et roligt, ja, nærmest bedøvende besøg på feriens første kunstmuseum: Ghisla Art Collection i Locarno. Sådan … gik det ikke helt. Her er første billede, jeg mødte i udstillingen:

Keith Haring – ‘Untitled’ (1985)

Hvilket naturligvis var en forfriskende begyndelse på det hele. Jeg kan forstå at billedet blev malet som en kommentar til HIV-situationen i det homoseksuelle miljø i New York i midt-80’erne, men det fremkaldte nu også en meget konkret og fysisk reaktion hos denne konforme beskuer små 40 år senere.

Resten af udstillingen var lidt mindre hårdtslående, men jeg så et fint værk af James Rosenquist:

Jeg husker mest Rosenquist fra hans popartmesterværk ‘F-111’ (1965), hvor han vrængende spidder reklamer, forbrugersamfundet og det militær-industrielle-kompleks. Tror sågar det optrådte i en af mine bøger i gymnasietiden.

Her i et 25 år senere værk er vi stadig i reklamernes glitrende verden, kombineret med nyfunden interesse for grafittiæstetik. Jeg kunne vældig godt lide maleriet, det består klart min “det gad jeg godt have hængende”-krav, men der er noget … ‘min-tid-som-relevant-kunstner-er-ovre’ over maleriet. Som at Rosenquist godt vidste at han aldrig ville komme ud af sin bås. At han blev og formodentlig altid ville blive opfattet som en del af samme bølge som Roy Lichtenstein, Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Og at denne bølge holdt op med at være det kunstneriske omdrejningspunkt for (på dette tidspunkt i 1990) mindst 15 år tidligere. Og at han måske derfor nu var fri til at male det han havde lyst til, da det alligevel hverken ville gøre fra eller til.

Jeg håber at jeg selv bliver klar over det, den dag jeg ikke længere selv er relevant i mit virke – og at jeg kan finde en ro og accept i det. Det ville ligne mig dårligt, men jeg kan vel have ambitionen om at det bliver sådan.

Ghisla-samlingen kommer næppe til at ændre verden, men det er en fin tilføjelse til Locarno, og jeg er glad for at jeg satte tiden af til et besøg i dag. Det er rart at kunst får mig til at føle og tænke.