Tag: John Singer Sargent

Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:

Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.

Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.

Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.

Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:

Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.

Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):

Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.

Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?

Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.

Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.

Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.

Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’ spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):

Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.

Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.

Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.

Jeg er inde i en fase, hvor jeg dyrker amerikanske impressionister. Det begyndte da jeg var i Washington DC og så to malerier af James Abbott Whistler og Childe Hassam på National Gallery of Art. Det var store æstetiske oplevelser, men jeg vil egentlig ikke sige så meget om lige de to malerier (en anden gang, måske), da deres eksistens i dette indlæg mest af alt tjener som en segway over til den maler, jeg har haft en del på hjertet i de sidste par dage: John Singer Sargent (1856-1925).

Singer Sargent var først og fremmest portrætmaler; en disciplin som for mig er sådan lidt måske-måske ikke. Hvis et portrætmaleri er virkelig godt kan jeg blive helt eksalteret og fortryllet. Hvis de er dårlige, er de blandt den billedkunst, jeg hader allermest. Adskillige er de traumatiske barndomsminder, hvor jeg blev slæbt gennem museer fulde af fortvivlende hollandske maleres dystre billeder af protestantiske mørkemænd.

Vi er dog heldigvis et lidt andet sted her. Og Singer Sargent har to vigtige ting gående for sig.

For det første er han en dygtig maler, der kan sit billedkunsthåndværk. Den slags giver kredit hos en flammende installationskunst-hadende ‘kunst-skal-være-smukt-og-vække-følelser’ reaktionær som mig.

For det andet: Singer Sargent var en sanselig mand. Hvis jeg skal være lidt indiskret, så kan jeg godt lide at Singer Sargent er så liderlig, når han maler voksne kvinder. Der er virkelig meget sex i hans billeder. Ikke på en creepy, vulgær eller grov måde, men hele hans æstetik, penselstrøgene og hans skildring af kvinderne vidner om en maler, der i den grad formår at udtrykke sit begær gennem sin sanselighed. Bedste eksempel er nok ‘Portrait of Madame X’ (1884), der er Singer Sargents mest berømte og samtidig også mest notoriske værk:

Samtiden i Paris kunne ikke håndtere så meget sex på én gang. Kontrasterne mellem den blege hud og den mørke baggrund, den yndefulde hals, kjolen der både viser og skjuler (for meget) på samme tid. Den indbydende kropsholdning, skønheden og de aristokratiske kindben. En kvinde der hviler i sin egen attraktivitet. Det var alt, alt for meget. Offentligheden gik amok og Singer Sargent måtte flytte til London.

Balladen og forargelsen over ‘Portrait of Madame X’ i de parisiske saloner om Singer Sargent fik mig til at tænke på Ursula K. Le Guins science fiction roman ‘The Left Hand of Darkness’, som jeg forsøgte at læse tidligere i år. Handlingen fængede mig ikke, jeg endte med at gå i stå undervejs, undskyld, men Le Guin skriver eminent og hun udviklede koncepter, der var vildt radikale og originale for sin tid (1968).

I bogen forestiller hun sig en planet, Gethen, hvor beboerne -er androgyne/ambiseksuelle det meste af tiden – og det samfund de har opbygget derfor er helt befriet for binære mand/kvinde verdensopfattelser. Beboerne skifter biologisk køn én gang om måneden, hvor parring så finder sted. De fleste har haft forskelligt køn gennem livet, og næsten alle har både født børn og været fædre. De personer, der udviser en præference for at være et bestemt køn, bliver betragtet som seksuelle afvigere. I bogen følger man hovedpersonen, Genly Ai, der er udsendt fra Jorden som ambassadør til Gethen. Han har klassiske opfattelser af køn og kønsidentitet, hvilket betyder at beboerne på Gethen konsekvent omtaler ham som ‘the Pervert’. og betragter ham som dybt moralsk og seksuelt depraveret. For set med deres øjne og køns-/seksualnormer fremkalder han noget nær samme forargelse og afsky, som en Wahabist føler overfor homoseksuelle.

Min pointe med denne lille ekskurs er blot at sociale normer er kontekstbestemte, altid til forhandling og impermanente. Det er voldsomt og interessant og tankevækkende, hvordan normer kan skifte henover nærmest ingen tid. Maleriet af ‘Madame X’ er fra 1884, små 150 år, hvilket i det store billede er ingenting. En af de ting jeg lærte af Peter Frankopans velmente, men også utroligt kedelige ‘The Earth Transformed: An Untold Story’¹ er at Homo Sapiens som race har eksisteret i ca. 0,1% af Jordens levetid. Så 150 år? Peanuts. Ting forandrer sig. Hurtigere end man tror det. Og det gode ved ‘Madame X’ historien er vel, at det tjener som et eksempel på, hvordan sociale definitioner og konventioner kan ændre sig over tid. Tænk, hvordan datidens gentleman, der står dér og koger over af forargelse (og, endnu mere skamfuldt, begær) i efteråret 1884 til den årlige Paris Salon i Académie des Beaux-Arts, ville have det med vores æstetik i dag. De ville ikke ane hvad der ramte dem.

Mit helt eget personlige favorit Singer Sargent kvindeportræt er dog ‘Lady Agnew of Lochnaw’ (1892). Indrømmet: der er mindre hud, men altså, se hende lige. Henslængt i en Bergére stol betragter hun dig direkte, vurderende, halvt smilende. Vi er i færd med en dyb samtale, som ingen (jo, hende, måske) ved hvor skal føre hen. Øjenbrynet er løftet spørgende (drillende?), du har lige sagt noget måske moderat begavet, og her er du i en samtale med en stærk, intelligent kvinde, der har sine meningers mod og på alle måder er din ligeværdige partner – og hun har tænkt sig at udfordre dig. Hun er helt og aldeles uimodståelig, sexet på den helt rigtige måde. Og det mistænker jeg at Singer Sargent også syntes. Han maler hende perfekt og med alt sin sanselighed.

Jeg kan dog også godt lide Singer Sargent, når han er emo. Og det synes jeg han er i ‘The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882):

Hvor skal man begynde, hvis man skal pakke dette maleri ud? Den utraditionelle setting? At vi som beskuere har afbrudt legen? In medias res stemningen? Pigernes autonomi? Den utilpashed, der lurer i billedet? Hvordan vi går fra den lille piges lyse barndom gennem faserne, hvor de fire piger over tid bliver tvetydige, mørkere, fremmedgjorte, taber uskyldigheden og går ind i en ukendt (mørk?) fremtid. Hvor den ældste pige henligger i skygge, vender ansigtet bort og er ulæselig – og er i frigørelse. Jeg er vild med maleriet og dets iboende spændinger og melankoli. Jeg kan godt lide Singer Sargent, når han bliver lidt mørk og jeg ikke rigtig ved, hvad der foregår.

Til slut endnu et børnemaleri: ‘Carnation, Lily, Lily, Rose’ (1885). Her har jeg ingen dybere tolkning, udover at lamperne minder mig om den, der hang på mit børneværelse hjemme på Nordvestvej i Aalborg. Og at jeg er betaget af billedet og synes det er smukt.

Jeg har generelt udviklet et blødt punkt for det, jeg vil kalde for planter-i-baggrunden billeder. Andre eksempler er Kehinde Wiley officielle præsidentportræt af Barack Obama (2018) og Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914). Jeg skal ikke kunne sige, hvad det fortæller om mig.

Singer Sargent malede også landskaber – min favorit er ‘Simplon Pass’ (1911) – men det er klart hans portrætmalerier, der virker bedst på mig. Håber på snart at kunne se flere af hans malerier i virkeligheden.

Det er en af de der ulidelige Waterstones Dad-agtige vigtige bøger på +700 sider om et tilpas vægtigt emne, som anmeldere kalder for ‘magisterial’, men som er alt, alt for detaljerede – “lad mig fortælle dig MEGET mere om, hvordan hittiterne skildrede år med for lidt regn i perioden 1750-1650 f.Kr” – og ingen i virkeligheden får læst [↩]