De lødige

Jeg har læst Rachel Cusk – ‘Outline’ i en dansk oversættelse. Det er jeg underligt glad for at jeg gjorde. Normalt insisterer jeg på at læse et værk på originalsproget, hvis ellers jeg kan forstå det. Det vil i praksis sige engelsk, svensk og norsk, og – hvis jeg virkelig skal – tysk. Jeg har en idé om, at man bedst møder den ‘rigtige’ forfatter, når ordene og sætningerne eksisterer sådan som vedkommende tænkte og skabte dem. Konceptet om at forfatteren bliver fortolket, omskabt og, ja, ændret af en oversætter, går mig på. Jeg vil helst foretage den øvelse selv. Sola scriptura, som Luther ville have sagt det.

Men i det konkrete tilfælde med Cusks bog, så tror jeg ved nærmere eftertanke, at jeg fik en del mere ud af at læse den på dansk. Dels kan man mærke, at det er en kompetent oversætter, hvilket efterlader læseren med en betryggende fornemmelse. Dels er det en bog, hvor en stor del af min glæde ved at læse den udspringer af den sproglige inspiration, den giver mig. På den måde minder den mig lidt om ‘Mesteren og Margarita’, som også var en sprogligt og skrivemæssigt inspirerende bog. Cusk (og hendes oversætter) er overvældende dygtige til at beskrive og fortolke – til tider med sætninger og formuleringer, der får mig til at klukke af begejstring. Jeg får lyst til at skrive mere og bedre efter at have læst Cusk.

Det er en i overvejende grad plotløs bog. Den anonyme (men antager vi: autobiografiske) fortæller rejser til Athen for at undervise på et skrivekursus. Her møder hun forskellige mennesker, der fortæller hende om sig selv og deres liv. Det er selve selvfortællingen, der er i centrum – den måde, som vi som mennesker skaber mening med (løbende reviderede) narrativer om os selv og vores tilværelse. Mere end det sker der egentlig ikke. Fortælleren spiser souvlaki, iagttager en lejlighed hun har fået stillet til rådighed og tager på sejlture med en mand, hun har mødt i flyet til Athen. Mere sker der ikke. Vi fornemmer at hun bearbejder et tab af en art, men det bliver ikke ekspliciteret i bogen. Normalt ville det være en entydigt dårlig ting for mig, når en bog er plotløs. Men jeg må indrømme, at jeg bliver indfanget i Cusks personer og deres (selv)fortællinger, selvom min egen manglende evne til selvrefleksion i sammenligning med hendes personer bestemt efterlader mig med en vis portion følelse af utilstrækkelighed. ‘Outline’ er den første bog i en trilogi, som jeg overvejer at læse videre i. Normalt ville min læselyst have været drevet af ‘HVAD SKER DER SÅ NU I PLOTTET, JEG MÅ GANSKE ENKELT VIDE DET’, men sådan forholder det sig ikke helt denne gang. Jeg må overveje om jeg fortsætter. Men ‘Outline’ er i al fald værd at læse.

I Bilbao læste jeg Jenny Erpenbeck ‘Kairos’. Der er sagt og skrevet meget om bogen – det er trods alt en Booker Prize vinder – og jeg har intet reelt originalt eller indsigtsfuldt at byde ind med i en analyse. Det romantiske forhold mellem bogens to protagonister er indledningsvist betagende – meget altmodisch, som det er, drevet af kunst og kultur – men er grundlæggende (små)sadistisk og usundt. Da relationen et stykke inde i bogen forvandler sig fra asymmetrisk forelskelse til besættelse/jalousi, så bliver det stadig mere ubehageligt at følge med. Erpenbeck er bedst når Hans og Katharinas forhold akkompagnerer udviklingen (eller afviklingen) i DDR, og på mange måder handler bogen mest om tab. Tab af en relation, men også tab af et land, tab af mening, tab af en delt historie, tab af sig selv. Der er ikke tale om en historiebog eller Ostalgie, men jeg mindes ikke at have fået et så indfølende blik i, hvordan livet også blev levet i DDR – hvordan der ikke kun var tale om en overvågningsstat, men også et sted med rigtige levende mennesker. På den måde supplerer den fint indtrykket fra Katja Hoyer ‘Beyond the Wall’, som jeg læste sidste år.

Ligesom Cusk, så skriver Erpenbeck blændende – og ligesom Cusk har hun en fabelagtig oversætter til rådighed. Ofte er de konkrete formuleringer inspirerende, som når Hans i sit vanvids-drevne jalousi insisterer på, at den største gave han kan give til Katharina er en ‘en grundig besigtigelse af ruinerne’ af hendes postulerede affære. Endnu mere inspirerende for mig var dog, at Erpenbeck undervejs indfletter utallige litterære og kulturelle referencer, gerne til kunstnere fra DDR, der i dag er mere eller mindre glemt. Efter endt læsning havnede jeg i en småintens tour-de-DDR-kunst lomme på nettet, hvor jeg med udgangspunkt i ‘Kairos’ undersøgte malere, forfattere og arkitekter. Jeg bliver aldrig begejstret for Bertold Brecht eller socialistisk realistisk arkitektur, men jeg synes det er interessant, hvad et lands kultur fortæller om det. Nedenstående to malerier var således dem, der blev solgt flest reproduktioner af i DDR gennem tiden – og som hang på flest vægge i hjemmene rundt om:

Ikke ligefrem farverige affærer, men det er måske meget sigende, at unge mennesker på en strand og et naivistisk billede af et barn – snarere end fremstillinger af arbejdslivet og/eller politik – var det, som DDR-borgerne selv foretrak.

‘Kairos’ er ikke en let eller rar bog, men den virkede vigtig under og efterlæsningen. Jeg synes den gjorde mig klogere, måske mere forstående for at tab er en mangefacetteret størrelse. Varmt anbefalet.

De underlødige

Selvom min appetit for causerende tekster om den menneskelige tilstand og storpolitik er noget nær umættelig, så har jeg naturligvis også læst mindre lødig genrelitteratur denne sommer.

Indenfor thrillergenren har jeg læst Dugald Bruce-Lockhart – ‘The Lizard’ og David McCloskey – ‘Moscow X’. Jeg opdagede ‘The Lizard’ i en Financial Times anmeldelse af dens efterfølger, og fik lyst til at læse den. Den foregår i det græske øhav i 1988, og lad mig bare sige det som det er: det er en værre røverhistorie af 80’er-æstetik, backpackerhorror og ikke-plausible plottwists. Det er på mange måder som hvis en kreative sjæl besluttede sig for at omforme sangen Material – ‘Bustin’ Out’ (1981) til romanform. Det er svedigt, kokaindrevet og voldeligt på et ægæisk baggrundstæppe. Jeg var selvsagt vild med den, og har allerede købt opfølgeren på til min Kindle.

‘Moscow X’ var en selvstændig opfølger til ‘Damascus Station’, en thriller jeg var ret glad for i 2023. ‘Moscow X’ er desværre ikke helt ligeså velskrevet, ikke helt ligeså vedkommende og – nuvel – heller ikke helt ligeså spændende som sin mareridtsagtige forgænger. McCloskey er stadig ferm til sit thrillerforfatter håndværk, men han var bedre til at skrive om Assads Syrien end han er til at lave kremlologiske historier om Rusland. Jeg slugte bogen henover et par rejsedag og var udmærket underholdt. Men hvor ‘The Lizards’ temasang var en feberagtig discobanger, så er vi her mere ovre i noget fra musicalen ‘Chess’.

Indenfor de mere spekulative genrer har jeg læst Thomas Olde Heuvelt – ‘Oracle’. Heuvelt var lidt af et sats for mig. Han udgav for et par år siden ‘HEX’, der er en ret oldschool horrorbog i Stephen King traditionen. Præmisset i den bog var selvsagt fjollet – en heks går amok – men jeg måtte stoppe med at læse bogen dengang, da Heuvelt var nærmest overdrevet entusiastisk i sin velvilje til at slå børn ihjel på bestialske måder. Grin blot af mig og bed mig få et realistisk syn på verden (har du hørt om Gaza eller Sudan, Kåre?), men efter at jeg selv har fået børn, så magter jeg ikke meget eksplicitte barnemord i min fiktion – og jeg nærer en grundlæggende skepsis overfor de kunstnere (det er dig jeg ser på nu Christian Tafdrup, dit syge væsen), der har den type fantasier og lysten til at manifestere dem i deres værker. Så det var med en vis skepsis at jeg gav ‘Oracle’ en chance. Og nuvel, Heuvelt slår stadig børn ihjel, omend i en mindre skala og mindre sadistisk denne gang. ‘Oracle’ er desværre en ujævn bog, der har tre distinkte faser: A) uhyggelig opbygning af den centrale overnaturlige fortælling, B) blodigt mellemstykke hvor det overnaturlige går amok og C) actionfyldt afslutning, hvor protagonisterne efter mange lidelser vinder (men dog ikke helt, der kommer jo en ny bog i serien). Fase A) er vanvittigt god, i fase B) kigger Heuvelts syge fantasi forbi og fase C) er … kedelig. Så samlet set ved jeg ikke helt, hvor jeg står henne. Jeg synes den overordnede historie og universet spædende, men jeg ved ikke rigtig om jeg har lysten til en ny omgang Heuvelt, når der kommer en opfølger til ‘Oracle’. Vi må se.

Jeg genlæste også Tom Sweterlitsch – ‘The Gone World’, en bog der siden jeg læste den første gang i februar 2019 har antaget (troede jeg med tiden; jeg har det med at være dramatisk ukritisk overfor de værker jeg betages spontant af) nærmest urimelige proportioner i min bevidsthed som den bedste sci-fi/horror/thriller roman, jeg nogensinde har læst. Heldigvis viste det sig ved genlæsningen, at min initiale dyrkelse af bogen hverken var urimelig eller forkert. ‘The Gone World’ er en fabelagtig bog, der på sin vis er en slags anti-Rachel Cusk. Ikke som i ‘dårligt skrevet’, men det er en udpræget plotdrevet bog, der er nærmest konsekvent eksplosiv, og hvor de kreative speculative fiction koncepter står i kø for at blive udlevet.

Hvad med nonfiction?

Jeg har ikke læst noget! Eller jo, tilbage i juni, før min ferie, læste jeg David Daokui Li -‘China’s World View: Demystifying China to Prevent GlobalConflict’, der er en Kina-apologetisk bog skrevet af en kinesisk systemmand. Den er interessant for så vidt at bogen giver et indblik i den kinesiske selvopfattelse og verdensbillede – eller om ikke andet: det billede, som man fra kinesisk side gerne vil fremmane om sig selv og verden. Jeg er ikke imponeret over Daokuo Lis udenrigspolitiske analyse, men det er næppe heller meningen. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale bogen til andre end de særligt Kina-interesserede, men det er altid værdifuldt at vide hvordan den anden tænker og ser verden.