Musikalsk er jeg stået i stampe denne sommer. I løbet af arbejdsdagene lytter jeg størstedelen af tiden til klassisk, mens jeg oftest har podcasts i ørene under transport. Det efterlader begrænset tid til at udforske og opdage nye ting. Når det så er sagt, så er her de sange, der betød mest i den nyligt bortgåede sommer.

Dina Ögon spillede på Syd for Solen i år, hvilket skulle have været en lidt vel fersk oplevelse for alle involverede. Det kan jeg dog godt tilgive dem, da studieudgaven af bandet tenderer det perfekte. ‘Jag vil ha allt’ om melankolsk selvbedrag er årets sommersang for mig, en værdig opfølger til den næste ligeså beske ‘Det läcker’ om en, ja, tilværelse, som bunden er gået ud af og hvor tingene lækker ud. Meget opløftende.

I det mere soulede segment kunne jeg rigtig godt lyde Bakars cover af ‘A Girl Like You’, der transformerede Edwyn Collins’ fundamentalt sunde (men også lidt for tungrøvede) originaludgave til en skamløs scoresang. Orion Sun er min yndlingssangerinde i genren i øjeblikket, selvom jeg efterhånden er nervøs for hendes hashforbrug. ‘Sweet’ er ret, ja, sød, men måske ikke helt på højde med hendes tidligere mesterværker ‘Antidote’ og ‘Valentine’. Jeg er ret pjanket med System Olympia – ‘Shy Shy’, som er en italiensk pastiche af den allermest lækre slags. Men det er måske problematisk, når højdepunktet i sangen er de tre-fire sekunder, hvor samplen fra Gianni Risos italodisco mesterværk ‘Disco Shy’ får lov at spille igennem. På den anden side er det vel urimeligt at kritisere et jordisk værk for ikke at være ligeså godt det sublime og metafysiske? Det må jeg fundere mere over.

Jeg har tidligere tiljublet Amyl and the Sniffers, og de forbliver sørgerligt nok det mest punkede, jeg har lyttet til i de senere måneder. Derudover havde jeg et par døgns besættelse af Smashing Pumpkins – ‘Tonight, Tonight’, afstedkommet af at jeg stødte på en tydeligvis vel ment coverudgave. Snail Mail har opdateret sangen, så den lyder rar og god og 2024-agtig, men ak, de ellers så medrivende strygere i originalen er blevet gemt væk til fordel for et syntetisk og sterilt lydbillede. Det er en forfærdelig kunstnerisk disposition af hende, men pyt, det gav mig jo mulighed for at genbesøge en ellers aldeles glemt sang. Andre meningsfulde sange i rockgenren: The White Stribes – ‘I Just Don’t Know What to Do With Myself’, MJ Lenderman – ‘She’s Leaving You’ og Jane’s Addition – ‘Jane Says (live)’ (1989).

Indenfor techno/electronica/house har jeg lyttet en del til Applescal – ‘Wave 15’, Lindstrøm – ‘Sirius Syntoms’, New Musik – ‘Here Come the People’, Alessandro Adriani – He Who Harnesses the Souls’. Jeg har det også med at vende tilbage til Jayda G – ‘Both of Us’; der er noget ved måden den går i stå på midt inde i sangen, som jeg har svært ved at modstå.

Indenfor min yndlingsgenre – ‘sange med melankolske/deprimerede tekster pakket ind i optimistisk melodi’ – har jeg holdt af Edgar Homeros – ‘Upset’, The Reds, Pinks and Purples ‘The Must Be A Pill for This’ og ‘All Night’, Duda Bertho – ‘Addicted’, James Blake – ‘Thrown Around’, World Brain – ‘Open’, Royel Otis – ‘Linger’, Christopher Owens – ‘I Think About Heaven’. Denne genre er et eksplosivt vækstmarked i mine playlister, endnu et emne jeg kan fundere over.

I løbet af sommerferien var jeg fanget 36 timer i lufthavnene i Frankfurt og Berlin. Opholdet på luftshavnshotellet i Frankfurt luftshavns nærmest overmenneskeligt rædselsfulde Gateway Gardens område mindede til forveksling om scenen fra The Sopranos, hvor Tony svæver mellem liv og død i en komadrøm. Så ‘Moby – When It’s Cold I’d Like to Die’ skal med på listen. Det samme skal Au Pairs – ‘Inconvenience’ og Anthony Naples – ‘Drifter’. 

Sidste weekend var jeg med børnene inde i biografen og se ‘Grusomme mig 4’, som jeg fandt usammenhængende, ikke særlig morsom og ærligt talt noget sjask¹. Den havde dog et formildende træk, nemlig en musikscene med Tears for Fears – ‘Everybody Wants to Rule the World’. Jeg tror den sang er en af de forholdsvis få, der vil befinde sig i en eviggyldig musikkanon på tværs af generationerne. Den er 40 år gammel og lyder muligvis sådan, men jeg betragter den ikke som kitsch – dertil er melodien for stærk. Det er min ældstes yndlingssang, og jeg kan godt forstå ham. Faktisk kan jeg ikke visualisere nogen ordentlige mennesker, som ikke kan lide ‘Everybody Wants to Rule The World’. 

Hele listen ’Sommeren slut 2024’ (Spotify).

1. Måske det ville have hjulpet på begejstringen, hvis jeg havde set nogle af fem andre film i den samlede franchise? [↩]

• Grouper – ‘I’m Clean Now’ (2016)
• Red House Painters – ‘Have You Forgotten’ (1994)
• London Grammar – ‘Kind of Man’ (2024)
• Daúde – ‘Objeto Não Identificado’ (1995)
• Antena – ‘Camino del Sol’ (1982)
• Rachel Sweet – ‘It’s So Different Here’ (1978)
• Mount Kimbie – ‘Need U Tonight’ (2022)
• Jane Penny – ‘Beautiful Ordinary’ (2024)
• Susumu Yokota – ‘Kodomotachi’ (1999)
• JW Francis – ‘Pretending’ (2024)
• Deep Dish – ‘Future of the Future (Stay Gold)’ (1998)

• Mount Kimbie – ’Shipwreck’ (2024)
• Aphex Twin – ‘Girl/Boy Song’ (1996)
• Scissor Sisters – ‘Comfortably Numb (ATOC Extended Edit)’ (2004)
• Léa Sen – ‘Hyasynth’ (2022)
• Tony Bontana – ‘I Hope This Light Finds Your Eyes’ (2022)
• Blue Boy – ‘Boys Don’t Matter’ (1994)
• Blondshell – ‘Docket’ (2024)
• Locust – ’Summer Rain’ (1997)
• The The – ‘Uncertain Smile’ (1983)
• Majesty Crush – ’No. 1 Fan’ (1993)
• Diane Birch – ‘Used to Loving You’ (2024)
• Faye Webster – ‘Underdressed at the Symphony’ (2024)
• Yndling – ‘Like Love is Real’ (2022)
• Brijean – ‘Working on It’ (2024)
• Kaleah Lee – ‘Where’d the Time go?’ (2023)

Jeg er som udgangspunkt skeptisk indstillet overfor coverversioner. Der er noget iboende fattigt for en musiker i at genindspille andres sange, en slags utilstrækkelighed i ikke selv at kunne manifestere ens kreativitet i noget nyt og uoriginalt. Og dog. For en sjælden gang sker det jo, at en coverversion er bedre end originalen. Ja, måske forvandler coverversionen på magisk vis originalen til noget andet; noget smukkere, bedre og mere ægte.

Nedenfor er min liste over tre coverversioner, som jeg mener gør netop det. Kriterierne for at være med er ret nådesløse: A) originalen skal være fantastisk og B) coversionen skal være bedre. 

Erlend Øye – ‘There is a light that never goes out’ (2001)

The Smiths orginalen er alle emodrenges sorte, pulserende hjerte og den er et veritabelt mesterværk. Det var en af de sange, som den 16-årige Kåre kopierede fra de Smiths-cd’er han lånte på biblioteket (The World Wont Listen <3 ) og over på MiniDisc’en, for at skamlytte til dem i en ret traurig uendelighed. Teksten er naturligvis ulidelig og alt, alt for meget hvis ens teenangst-dage ligger et stykke tilbage. Men ÅH, hvor er linjerne dog romantiske og weltschmerz’ede:

Take me out tonight

Where there’s music and there’s people

And they’re young and alive

Driving in your car

I never, never want to go home

Because I haven’t got one anymore

Take me out tonight

Because I want to see people

And I want to see lights

Driving in your car, oh, please don’t drop me home

Because it’s not my home, it’s their home

And I’m welcome no more

 

And if a double-decker bus crashes into us

To die by your side is such a heavenly way to die

And if a ten tonne truck kills the both of us

To die by your side, well, the pleasure, the privilege is mine

Jeg husker en Morrissey-koncert i Vega tilbage i midten af 00’erne, hvor alle mændene i 40’erne skrålede uironisk med på teksten om at blive most i et meget romantisk trafikuheld, hvilket oprigtigt talt var en særpræget og lidt urovækkende oplevelse. Men uanset hvad, så forvandler norske Erlend Øye sin udgave af ‘There is a light that never goes out’ til noget andet. Fra ringlende indieguitar er vi i knitrende houseland, og kritiske røster vil indvende, at det ikke er et rigtigt cover, men snarere et mashup af originalen og et remix af en Röyksopp sang. Det ændrer dog ikke på, at de sammenblandede elementer går op i en højere enhed. Faktisk er det så godt, at jeg i 9 ud af 10 tilfælde hellere vil lytte til Øyes udgave end den ellers urørlige original. Tror ikke at Morrissey – krukken over alle krukker – ville acceptere præmissen om at coveret er bedre end hans original, men det burde han¹.

Dinosaur Jr. – ‘Just Like Heaven’ (1987)

Det her er ikke et direkte forsøg på apostase, men ja, jeg er ham der vil argumentere for at Dinosaur Jr’s version af The Cure – ‘Just Like Heaven’ er den bedste udgave af sangen². Hvilket egentlig ikke burde være tilfældet, da originalen egentlig har alt:

✓ Ringlende guitar

✓ Sfærisk synth

✓ Uimodståeligt klaver

✓ Klagende mandevokal

✓ Robert Smith i en udgave, hvor han ikke ligner et oppustet fugleskræmsel/Danny de Vito i sin rolle som Pingvinen i ‘Batman 2′

Så, hvorfor Dinosaur Jr.? Jeg synes de støjende guitarer, de underlige lyde og det opskruede tempo klæder sangen. Men først og fremmest er sanger J. Mascis en bedre og mere relevant fremfører af sangen end Robert Smith. Han har en vidunderlig livstræt, knækket vokal, så når han i ‘Just Like Heaven’ synger “I must have been asleep for days”, så tror jeg ham virkelig. Han er selvsagt også manden bag en uhørt vidunderlig udgave af ‘Fade into you’, hvor jeg dog – trods alt og hårdt presset – stadig foretrækker Mazzy Star originalen. 

Saint Etienne – ‘Only Love Can Break Your Heart (Andrew Weatherall Mix’) (1996)

Jeg er ikke helt ærlig overfor mig selv nu. For sandheden er, at jeg ikke er særlig vild med Neil Youngs original. Faktisk finder jeg den jævnt dødssyg og tung i røven. Tilsvarende er Saint Etiennes originale cover fra 1991 også en lidt anæmisk og tilbageholdende udgave.

Men Andrew Weatherall er et stenet og langt mere hårdtparkende bekendskab, ikke mindst når først vokalen træder ind. Det er en meget … anderledes udgave end Neil Young, som jeg dog egentlig tror vil kunne sætte pris på den kunstneriske vision, som både Saint Etienne lagde ud over hans original. 

1. ’There is a light that never goes out’-coveret stammer fra et vidunderligt mixalbum, som også rummer et Erlend Øye cover af Opus III’s 90’er houseklassiker ‘Fine Day’ (der vist nok også er et cover, men nu bliver det meta-meta-meta artigt), som er næsten ligeså godt. Men det føltes som lidt vel meget med to Erlend Øye coverversioner på samme liste. [↩]
2. Også bedre end Watson Twins-udgaven, der bestemt er nuttet, men også lidt for meget baggrundsmusik-på-generisk-café [↩]