Jeg ved ikke om jeg får læst hele Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision: A History of Nineteenth Century Music’ fra ende til anden, men de tre første kapitler har været eminente. Den får fuld skrue med romantikken og Sturm und Drang – og det er decideret lifligt. Håber at jeg får en reel indsigt i periodens musik efter endnu læsning. Og ja, så er det naturligvis i sig selv et argument for bogens kvaliteter, at den har et maleri af Caspar David Friedrich på coveret. Der er intet som lidt guddommeligt besjælet natur, der kan få mit lille sorte hjerte til at banke hurtigere og mere intenst.
Hamburger Kunsthalle: Caspar David Friedrich var selvsagt det store nummer. De har to deciderede mesterværker af ham:‘Der Wanderer über dem Nebelmeer’og ‘Das Eismeer’, som det hver evig eneste gang er en fornøjelse at beskue. Jeg er ellers ikke den store dyrker af romantikken, besjælede landskaber og den slags (selvom både Turnerog Aivazovskyexcellerer i netop det), men Friedrich er – kitschet eller ej – ypperlig og uovertruffen. De havde også fine værker af den ekspressionistiske August Macke, der døde alt for ung i første verdenskrigs skyttegrave1. Gå ind og besøg museet, når I en skønne dag er i Hamburg.
Det fik mig alt sammen til at tænke over kunst i almindelighed.
For en måneds tid siden var der megen palaver om Jens Haaning, der har stjålet 534.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.
Haaning skulle genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.
Det skete imidlertid ikke. Da personalet på kunstmuseet pakkede værkerne ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: “Take the Money and Run“. Begrundelsen er noget med, at Haaning vil sætte fokus på underbetalte kunstnere, og at Kunsten derfor er blevet (ufrivillig) mæcen. I den forbindelse skrev Jyllands-Postens kunstredaktør, Tom Jørgensen, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ som han siger.
Mere progressivt tænkende mennesker vil mene, at det er en forældet tilgang til kunst. Jeg forsøgte at se nogle af afsnittene af DR’s ‘Oprør på Akademiet’, og baseret på det jeg holdt ud, så er nutidens kunstnerspirer mildest talt ikke på Tom Jørgensens bølgelængde.
Men det er jeg! Da vi bevægede os over i Hamburger Kunsthalles ‘contemporary’ afdeling fyldtes jeg af dyb og inderlig fremmedgjorthed. Og ja, det skyldes sikkert min priviligerede status som hvid midaldrende CIS-mand. Men jeg har brug for kunst som noget, der både udtrykker vision OG håndværksmæssig excellence. Det skal også have noget almengyldigt og universelt over sig. Jeg skal føle noget (og her tæller irritation over infantile spillopper altså ikke, Haaning). Jeg tvivler helt grundlæggende på at nutidens konceptkunst vil blive husket om 250 år, endsige besidder en kerne af noget almengyldigt og almenmenneskeligt.
Og Haaning? Jeg ser hvad han laver, hans indtagelse af rollen som narren, der påpeger de magtfuldes strukturer. Jeg har tilmed en vis sympati for hans pointe om underbetaling af kunstnere. Men hans værk, hvis man kan kalde tomme lærreder det (og det er jo ikke engang originalt tænkt, selv en fraud og poseur som mig har engang set værker med blanke lærreder på Centre Pompidou, kunsteneren har jeg lykkeligt glemt), påduttet mening via en kontekst og en titel? Det er for nemt, for billigt, for meget Herning-smart, for infantilt.
Så ja, han er en nar. Men er han en modig nar? Jeg ville gerne se ham lave sin provokation ved at stjæle 0,534 mio. kr. fra andre end nordjyske tranlamper. Så kunne vi få REELT spændende kunstværker som ‘Satudarah udvider kunstners rektum med en donkraft’ eller ‘Loyal to Familia udforsker amatøramputationer af kunstners lemmer’ at se. DET ville være ægte kunst! Nu får vi i stedet blanke lærreder, telefoninterviews med P1 og en eller anden djøffet løsning i januar 2022, når pengene skal betales tilbage.
Billedet ovenfor, ‘Frau in Einer Grünen Jacke’, er IKKE på Hamburger Kunsthalle, men på Museum Ludwig i Köln. Jeg så det tilbage i 2011 og det hænger som køleskabsmagnet her i Jordhulen. [↩]
