Jeg var i biografen i går, hvor det mest bemærkelsesværdige var de indledende reklamer. Nu ser jeg i almindelighed meget få reklamer, da vi ikke har flow-tv i husstanden, så min observation kan være skævredet/ude af sync med verden. Men i biografreklamerne var det meget bemærkelseværdigt, hvor meget de kredsede om en farefuld verden, frygt, pessimisme, behovet for tryghed. Virksomhederne sælger ikke længere en lys fremtid med muligheder og glæde; de sælger pessimisme, forsikring, beskyttelse og et budskab om at verden er farlig.
Der var reklamen for Forsvaret, hvor vi i billedesiden skiftede direkte fra en studentervognkørsel til bombardementer i Ukraine (så husk nu at stå sammen om fædrelandet). Der var en Telia-reklame, der handlede om, at man skal huske at have et godt netværk, da man ellers er i risiko for at blive voldtaget på vej hjem om aftenen. Der var reklamen for Børnetelefonen, hvori børnelivet primært handler om at man er modig, når man ringer og fortæller om at ens alkoholiserede far slår. Der var reklamen om, at man skal slukke for telefonen i biografen, da skærme er farlige og ødelægger nærværet mellem mennesker. Der var én reklame i de 10 minutter, der fik min søn til at grine (en skør hund, der var glad for wifi, jeg fnes også), det var det. Humor, glæde og fjolleri er ikke tonen længere, ikke engang som salgsobjekt. Det er angst, mol og mørke farver. Pas på du ikke larmer, ellers vågner far og banker dig.
Jeg er ikke sociolog, og har desværre ingen storslået teori til at indkapsle samfundets samlede aktuelle habitus baseret på lommefilosofi og en reklameblok i Cinemaxx. Men det var påfaldende. Ikke mindst i de her dage, hvor der virkelig skrues op for negativiteten i retorikken om den europæiske sikkerhedspolitiske situation. Muligvis med god grund, men alligevel.
Jeg sad der med en knap 10-årig dreng, der mest af alt så frem til sin anime, mens jeg spekulerede over, hvordan hans syn på verden bliver i fremtiden. Han var lille i en periode, hvor der var en konstant usynlig, diffus fare omkring ham, verden lukkede ned, andre mennesker var potentielle smittebærere og der var begrænsninger over alt. Og her i årene efter COVID-19 er den samlede fortælling fortsat om angst og fare.
Man kan argumentere for, at det er godt at flere er bevidste om at det er en farefuld verden vi lever i; om at klima, krig, kønsroller, kunstig intelligens, pandemier, biodiversitetsudryddelse osv. kræver at vi tænker og handler anderledes. Min opvækst i og mindsettet fra de solbeskinnede 1990’ere er givetvis ikke holdbare længere. Evig vækst og fremgang er åbenlyst ikke det, der kendetegner vores verden i øjeblikket. Men hvad det så, at børn som min søn og datter skal tro på i fremtiden? Hvad er det håbefulde budskab, som skal indgive dem livsmodet og lysten til at gøre en forskel? Nihilisme og angst kan ikke være svaret, tænker jeg.