Musikalsk er jeg stået i stampe denne sommer. I løbet af arbejdsdagene lytter jeg størstedelen af tiden til klassisk, mens jeg oftest har podcasts i ørene under transport. Det efterlader begrænset tid til at udforske og opdage nye ting. Når det så er sagt, så er her de sange, der betød mest i den nyligt bortgåede sommer.
Dina Ögon spillede på Syd for Solen i år, hvilket skulle have været en lidt vel fersk oplevelse for alle involverede. Det kan jeg dog godt tilgive dem, da studieudgaven af bandet tenderer det perfekte. ‘Jag vil ha allt’ om melankolsk selvbedrag er årets sommersang for mig, en værdig opfølger til den næste ligeså beske ‘Det läcker’ om en, ja, tilværelse, som bunden er gået ud af og hvor tingene lækker ud. Meget opløftende.
I det mere soulede segment kunne jeg rigtig godt lyde Bakars cover af ‘A Girl Like You’, der transformerede Edwyn Collins’ fundamentalt sunde (men også lidt for tungrøvede) originaludgave til en skamløs scoresang. Orion Sun er min yndlingssangerinde i genren i øjeblikket, selvom jeg efterhånden er nervøs for hendes hashforbrug. ‘Sweet’ er ret, ja, sød, men måske ikke helt på højde med hendes tidligere mesterværker ‘Antidote’ og ‘Valentine’. Jeg er ret pjanket med System Olympia – ‘Shy Shy’, som er en italiensk pastiche af den allermest lækre slags. Men det er måske problematisk, når højdepunktet i sangen er de tre-fire sekunder, hvor samplen fra Gianni Risos italodisco mesterværk ‘Disco Shy’ får lov at spille igennem. På den anden side er det vel urimeligt at kritisere et jordisk værk for ikke at være ligeså godt det sublime og metafysiske? Det må jeg fundere mere over.
Jeg har tidligere tiljublet Amyl and the Sniffers, og de forbliver sørgerligt nok det mest punkede, jeg har lyttet til i de senere måneder. Derudover havde jeg et par døgns besættelse af Smashing Pumpkins – ‘Tonight, Tonight’, afstedkommet af at jeg stødte på en tydeligvis vel ment coverudgave. Snail Mail har opdateret sangen, så den lyder rar og god og 2024-agtig, men ak, de ellers så medrivende strygere i originalen er blevet gemt væk til fordel for et syntetisk og sterilt lydbillede. Det er en forfærdelig kunstnerisk disposition af hende, men pyt, det gav mig jo mulighed for at genbesøge en ellers aldeles glemt sang. Andre meningsfulde sange i rockgenren: The White Stribes – ‘I Just Don’t Know What to Do With Myself’, MJ Lenderman – ‘She’s Leaving You’ og Jane’s Addition – ‘Jane Says (live)’ (1989).
Indenfor techno/electronica/house har jeg lyttet en del til Applescal – ‘Wave 15’, Lindstrøm – ‘Sirius Syntoms’, New Musik – ‘Here Come the People’, Alessandro Adriani – He Who Harnesses the Souls’. Jeg har det også med at vende tilbage til Jayda G – ‘Both of Us’; der er noget ved måden den går i stå på midt inde i sangen, som jeg har svært ved at modstå.
Indenfor min yndlingsgenre – ‘sange med melankolske/deprimerede tekster pakket ind i optimistisk melodi’ – har jeg holdt af Edgar Homeros – ‘Upset’, The Reds, Pinks and Purples ‘The Must Be A Pill for This’ og ‘All Night’, Duda Bertho – ‘Addicted’, James Blake – ‘Thrown Around’, World Brain – ‘Open’, Royel Otis – ‘Linger’, Christopher Owens – ‘I Think About Heaven’. Denne genre er et eksplosivt vækstmarked i mine playlister, endnu et emne jeg kan fundere over.
I løbet af sommerferien var jeg fanget 36 timer i lufthavnene i Frankfurt og Berlin. Opholdet på luftshavnshotellet i Frankfurt luftshavns nærmest overmenneskeligt rædselsfulde Gateway Gardens område mindede til forveksling om scenen fra The Sopranos, hvor Tony svæver mellem liv og død i en komadrøm. Så ‘Moby – When It’s Cold I’d Like to Die’ skal med på listen. Det samme skal Au Pairs – ‘Inconvenience’ og Anthony Naples – ‘Drifter’.
Sidste weekend var jeg med børnene inde i biografen og se ‘Grusomme mig 4’, som jeg fandt usammenhængende, ikke særlig morsom og ærligt talt noget sjask1. Den havde dog et formildende træk, nemlig en musikscene med Tears for Fears – ‘Everybody Wants to Rule the World’. Jeg tror den sang er en af de forholdsvis få, der vil befinde sig i en eviggyldig musikkanon på tværs af generationerne. Den er 40 år gammel og lyder muligvis sådan, men jeg betragter den ikke som kitsch – dertil er melodien for stærk. Det er min ældstes yndlingssang, og jeg kan godt forstå ham. Faktisk kan jeg ikke visualisere nogen ordentlige mennesker, som ikke kan lide ‘Everybody Wants to Rule The World’.
Hele listen ’Sommeren slut 2024’ (Spotify).
- Måske det ville have hjulpet på begejstringen, hvis jeg havde set nogle af fem andre film i den samlede franchise? [↩]