Læste en tankevækkende klumme af Enuma Okoro, der gjorde mig opmærksom på den tysk-svenske maler Lotte Laserstein (1898-1993) – og ikke mindst hendes elegiske hovedværk ‘Abend über Potsdam’ fra 1930.
Jeg ved ikke om det er et direkte rart maleri. Men det er dirrende, symbolsk og afbilleder øjeblikket før at alting ændrer sig (antageligvis til det værre). Billedet vækker mange ting i mig. Uro, rastløshed, tanker. Kompositionen er en slags sekulær udgave af Leonardo da Vincis ‘Den sidste nadver’, med den unge kvinde i midten som en kristusfigur. Vi må formode at det er et middagsselskab mellem venner, men alle personerne er tavse, og de ser alle andre steder hen end på hinanden eller på verden; blikket er rettet indad og præget af vildrede. Selv den unge, farverige kvinde – med fremtiden foran sig, må vi formode – er fortabt i melankoli og handlingslammelse.
Billedet er malet i et Tyskland i kaos, social usikkerhed og opbrud, tre år før den nazistiske magtovertagelse. Det er vanskeligt ikke at tolke det urbane landskab; den grå (truende?) himmel; de fremmedgjorte, melankolske, bekymrede og opgivende personer som en metafor for Tyskland og den tyske samtid. Fremfor at tale sammen er de alle opgivende, tabt i egne tanker og ser forskellige steder hen. Måltidet (festen?) er ovre, kun resterne er tilbage – og imens at deres verden er på vej mod barbari kan personerne – lysende Jesus-skikkelse eller ej – ikke længere tale sammen om en vej frem. Det er tragik på adskillige planer.
På den måde er maleriet muligvis mere relevant for vores samtid, end jeg egentlig synes det er behageligt at tænke på. For problemerne og udfordringerne for verden tårner sig også op i 2023 – men evnen til at have en global samtale om løsningerne. Billedet hænger på Neue Nationalgalerie i Berlin og er kæmpestort (110 x 205 cm). Vil glæde mig til at se det live.
‘Abend über Potsdam’ fik mig til at udforske Laserstein yderligere. Lige nu er hun aktuel med en særudstilling på Moderna Museet i Malmö, hvilket nok burde være et besøg værd. Sjældent er jeg stødt på en kunstner, der på den måde kan formidle stemning i sine malerier. Hun er omvandrende melankoli. Uanset om det er portrætter eller landskaber, så stråler hendes følelser ud af billederne.
‘Ich und mein Modell’ (1930)
‘Russisches Mädchen mit Puderdose’ (1928)
Laserstein har også en klar queer-vinkel i sine tidlige, hvor mange af hendes modeller får et tydeligt androgynt udtryk. I 1937 må hun som jøde flygte til Sverige, hvor hun frem til sin død ernærer sig som portrætmaler. En på alle måder kompleks og interessant skikkelse, som det irriterer mig at jeg ikke har hørt om før.