Kan huske at jeg dengang, hvor jeg stadig var nødt til at læse Børsen nogenlunde regelmæssigt (en dyster tid i mit liv), læste det ene CEO-interview efter det andet, hvor der ikke var den episke strategi eller højtravende vision, der ikke var blevet udtænkt under disse driftige erhvervslederes løbeture/triatlontræning.
Sådan har jeg det på ingen måde. Jeg tænker og føler ingenting, når jeg løber. Mit hoved er tømt for glæder, bekymringer, sorger, opgaver på arbejdet, ting jeg burde gøre, ting jeg ikke burde gøre, pligter, længsler, idéer, neuroser, håb, drømme, grublerier, ambitioner, begær og frygt. Faktisk er dette store ‘intet’ nok det, jeg sætter mest pris på ved at være kommet ind i løberutine. Det har givet mig et vist kvantum daglige minutter/timers frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget eller nogen, mindst af alt til mig selv eller mine egne tanker. Og det er et af de forsvindende få tidspunkter, hvor jeg ikke lever i fortiden eller fremtiden, men er fuldstændig til stede i nuet.
Under dagens løbetur i en mørk vinterskov, hvor verden blev reduceret til det, jeg akkurat kunne se i pandelampens kegleformede lys et par meter frem, blev det nærmest en meditativ oplevelse. Der var intet andet at forholde sig til end stien, snefygningen og min egen puls. Det føltes som at jeg kunne være fortsat for evigt, men så løb jeg tør for skov.
Som en der gennem årene har afskyet at løbe, så føles det stort at være nået hertil. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe igen nu.