Jeg kan virkelig godt lide Monets ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875).
Claude Monet – ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875)
Dels, naturligvis, af helt banale æstetiske årsager. Det er et smukt impressionistisk værk, fyldt med dybde, dynamik, farver og spontanitet. Der er noget elegant i, hvordan det grønne i paraplyen spejler det hvirvlende græs og blomsterne nedenfor. Penselstrøgene er brede, men intet er tilfældigt.
Dels er der selve motivet, eller måske rettere: livssituationen og det levede familieliv, hvor Monet fanger sin kone og søn i et spontant øjeblik på en blæsende sommerdag. Jeg kan ikke helt vurdere om de er glade for eller irriterede over, at faderen i familien nu igen står der med sin pensel/sit kamera (typisk far!), og forsøger at få tiden til at gå i stå og forevige øjeblikket. Det gav mig en lille ubehagelig (og irrationel, altså, billedet er fra 1875, selvfølgelig er han død) gysen, at læse at den lille trold med solhatten – 7-årige Jean – kun blev 46 år. Memento mori, som de siger.
Mest af alt kan jeg godt lide det bevidst ikke-opstillede motiv, hvordan han fanger dem, som var det et polaroidsnapshot. Uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg at ovenstående jævnt uperfekte billede er det mest rammende, der er taget af min egen lille familie i nyere tid. Situationen fra en varm sommerdag i 1875 minder til forveksling om en bundfrossen 23. december 2023 i Aalborg, hvor vi var ude på en af de der ‘nu-trænger-de-vist-til-at-brænde-krudt-af’-gåture, som bedsteforældre (i min familie, anyway) foreslår fordi de er trætte af at høre på børnebørnene. Taget i første forsøg og med ingen forberedelsestid. Med alt hvad det indebærer af fjollede juletræshuer, mudrede løbesko, en hættetrøjehætte, der stædigt er ved at kravle op i øret, samt en lillesøster, der kæmper med at kombinere sin generthed med behovet for showmanship. Monet ville utvivlsomt have ønsket sig en højere æstetisk værdi, men jeg tror han ville have genkendt og værdsat situationen.