Til min udelte begejstring ventede der en sending nye faglitterære bøger på mig, da jeg kom hjem i går. Gik som det første i gang med Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall’. East Germany 1949-1990’, som jeg har glædet mig en del til at læse.
Bogen har fået kritik for at være revisionistisk, sentimental (eller lide af ‘Ostalgie’, som det vist hedder i Tyskland), og generelt være for forstående og relativiserende overfor de fire årtiers kommunistiske regime. Jeg er ikke nået langt nok ind i bogen til at kunne vurdere, hvor valid kritikken er. Men jeg var ret begejstret for Hoyers bog om det tyske kejserrige, så hendes kreditværdighed som historiker er høj hos mig. De første knap 80 siders optakt om årene op til DDR’s dannelse i oktober 1949 har været fabelagtige – og uhyggelige. Da jeg læste Victor Sebestyen – ‘1946: The Making of the Modern World’ fremlagde han en solid case for, at 1946 var det værste år i verdenshistorien at leve i1, men foråret og sommeren 1945? Shit, det var ubehageligt. Det vurderes at 2 mio. tyske kvinder blev voldtaget af sovjetiske soldater over et par måneder. Hvilket blot var halen på de umenneskelige ting, som tyske soldater selv havde foretaget sig på Østfronten. De ting, som mennesker udsatte andre mennesker for i det årti, er helt ubegribelige. Der er sider i bogen, der er ganske hård læsning, også her på mange års afstand.
Hoyers egentlig formål er dog ikke så meget den politiske historie, men at nuancere billedet af det levede liv i DDR. Tilføje det dybde og farver. Rehabilitere et liv, som forsvandt med dannelsen af det forenede Tyskland. Hun er selv født i det daværende DDR, og som læser står hendes ønske om at formidle livet, som det også var i DDR, ret tydeligt.
Ja, det var en totalitær stat, ja, der var overvågning, ja, der var en mur, ja, DDR var en del af Østblokken. Men der var også et hverdagsliv, hvor folk levede, elskede, savnede, skændtes og alt muligt andet. Det var ikke kun nonstop gråt og ‘Das Leben der Anderen’. På den måde er forsiden af bogen ret velvalgt:
Den lidt pornoagtige typografi gør ikke så meget for mig, men billedet af det næsten kyssende uniformerede kærestepar ved en militær flyopvisning i Magdeburg i 1974 (og med uelegante propagandaslagord på siden af køretøjet) er underligt rørende. Det gør det vanskeligt at dehumanisere andre, når man husker på, at vores almenmenneskelige tilstand.
Jeg glæder mig kort sagt til at læse videre i ‘Beyond the Wall’, som jeg tror jeg kan lære en del af og få nuancere mit gråt-i-gråt billede af DDR. Og måske ligefrem bedre forstå, hvorfor og hvordan livet i DDR stadig lever inde i hovederne på en betydelig del af den tyske befolkning, selv mere end 30 år efter genforeningen.
- Andre siger år 536, jeg tillader mig at tvivle [↩]