i Musik

Here Comes the Rain Again

Det er sjældent at jeg bliver intenst grebet af 40 år gamle sange. Og det er lidt irrationelt at det sker lige nu. For dels er jeg ikke i almindelighed særskilt glad for Eurythmics og Annie Lennox’ vokal. Dels kendte jeg naturligvis godt ‘Here Comes the Rain Again’ i forvejen. Men jeg har aldrig for alvor lyttet til den. Og jo mere jeg gør det, jo mere bliver jeg overbevist om at den er et mindre mesterværk. Jeg kan ikke få synth’en, strygerne og beatet ud af hovedet. Men mest pirrende og dragende er den melankolske kerne. Det må være en af de mest længselsfulde kærlighedssange, jeg har hørt i nyere tid. Perfekt til årstiden.