Mit arbejdsliv består i et vist omfang af en grød af planløse møder, passivt-aggressive mails, afbrydelser, proces, logistik, dubiøse mødebookinger, samtaler med mennesker der mener et eller andet om ting som jeg sjældent selv kærer mig om, koordinering, skrattende opkald fra et dårligt headset i en bil, vi-skal-have-løst-det-her og ad hoc.
I de perioder hænder det at jeg får forvildet mig ind i den vrangforestilling, at det nok er den slags pseudoarbejde, jeg er god til – eller i det mindst har akklimatisereret mig til.
Men så sker det – som i denne uge – at jeg kan bruge en hel tirsdag på at fordybe mig i at skrive et notat om en kompleks problemstilling. Eller at jeg sidder en skiddengrå lørdag formiddag, og det (efter kun tre ugers overspringshandlinger, distraktioner og manglende fokus) lykkes mig at få klemt et par sammenhængende timers koncentreret tankevirksomhed og skrivning ind i det litteraturstudie, som jeg skal aflevere på masterstudiet om et par uger.
Begge gange kommer jeg ind i et flow, bliver inspireret, fordyber mig, ser de store sammenhænge, glemmer fuldstændig min omverden. Jeg havde næsten glemt, hvor pragtfuldt det føles; hvor meget glæde og mening det giver mig at være i den tilstand. Jeg må finde flere af den slags stunder.