Brugte min lørdag på Experimentariet sammen med børnene. For den yngste var det første besøg, mens jeg var der med den ældste i november 2018. Han kunne intet huske fra besøget dengang, hvilket måske er meget godt. Det var midt i det mørke år, hvor han ikke trivedes i børnehaven, ting faldt fra hinanden og (familie)livet var malet i de helt dystre nuancer. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg også selv kun glimtvise erindringer om besøget. Men at dømme ud fra en genlæsning af mit dagbogindlæg fra dagen efter, så var det ikke en god tur – eller en glad tid generelt.
I dag var bedre, heldigvis. Ganske vist er hverken jeg eller mine arvinger intenst interesserede i naturvidenskab, ligesom ingen af os har større videnskabelige karrierer foran os. Men de hyggede sig og Experimentariet er klart en oplagt, sjov og (antager jeg) lærerig destination for børn.
Et Experimentarium-besøg er også et interessant sociologisk feltstudie, ikke mindst hvis man – som jeg – er et storbymenneske i eksil i udkanten.
På Experimentariet vrimler det med dem, jeg var engang – eller kunne være blevet, hvis ikke vi var flyttet væk fra hovedstadsområdet. Pæne, kontrollerede, nogenlunde velholdte, ressourcestærke, (øvre) middelklasse forældre i slut-30’erne/start-40’erne, som er så optaget af, at deres/vores børn skal have de bedste forudsætninger – og eksponeres for gode, sunde og dannende aktiviteter. Så vi slæber dem rundt til standene om naturvidenskab, til teaterforestillinger, til musikskolens forårskoncerter og til kunstudstillingerne.
Alle de voksne ligner hinanden på Experimentariet. Fædrene alle i deres mørktonede strik, tredagesskæg og en hjerne-hånd-koordination, der lidt for velvilligt søger smartphonens distraktioner/eskapisme. Mødrene i Ganni og udstyret med det der permatrætte ansigt, som kun livet med flere børn (og den mistede frihed og de permanent udsatte drømme) beriger en med. De suppleres af bedsteforældre i dyre cardigans, fikse briller og duften af friværdi.
Hvem er så ikke tilstede på Experimentariet? De overvægtige, de prollede tatoveringer, de fattige, de egnsprægede, de ressourcesvage, dem med diagnoser. Der var ingen udkant her. Og deres børn var her under ingen omstændigheder.
Vi siger at Danmark ikke er et klassesamfund, at vi har så meget til fælles, sammenhængskraft og alt det der. Men det er løgn. Eller en i bedste fald stratificeret sandhed. JP havde for nylig en historie om et forældrepar, der lever for 2.500 kr./måneden. Det tænkte jeg så på, da jeg betalte 550 kr. for at komme ind én voksen og to børn på Experimentariet. Og 400 kr. i restauranten for tre flasker vand og en ikke synderligt kulinarisk frokost. Jeg siger ikke, at Experimentariet ikke er prisen værd. Men jeg siger, at der sker en hel naturlig selektion i vores børns fremtid, muligheder og udfrielse af potentiale, når prisen for de førnævnte gode, sunde og dannende aktiviteter er så høj.
Jeg ved ikke om der er en løsning. Men det er og bliver en slående, hvor stor en forskel en time kan gøre. På en lille time kan man bevæge sig fra den øvre middelklasses templer – Statens Museum for Kunst, Experimentariet – ud til Holbæk Station, hvor en gravid står og ryger på perronen, inden hun skal med lokaltoget mod Odsherred. Det er en kontrastfyldt verden, vi lever i.