Der var et tidspunkt i Trumps præsidentperiode, hvor jeg næsten (men også kun næsten) havde held med at kvæle mit patologiske behov for at følge med i nyhedsstrømmen. Det blev for meget, for skørt, for drænende. Jeg forsøgte ihærdigt at ignorere de gakkede udmeldinger og en verden, der tilsyneladende faldt fra hinanden. Først langsomt – og siden drastisk.
Siden stilnede tingene en smule af og jeg begyndte igen at injicere mig selv med nyheder. For så igen kort tid efter at implodere med polykriser, Ukraine, inflation, USA-Kina animositet og det dramatiske bagtæppe af biodiversitets- og klimakriserne.
Det kan jeg altsammen godt håndtere. Eller i hvert fald undertrykke. Men jeg magter ikke endnu et gerontokratisk amerikansk præsidentvalg.
Jeg er sikker på at der findes valide og ikke direkte usammenhængende argumenter for, hvorfor det er en god idé at kandidaterne skal være over 80 år. Men jeg forstår det ikke. Og jeg forstår endnu mindre, at vi nu igen skal igennem år med Trump-hysterese. Allerede nu er New York Times umulig at læse, og danske medier er også godt i gang.
Tror at en ny nyhedsembargo begynder at blive aktuelt.