Jeg har ikke så mange ting på hjertet i disse dage. Min tid går med en større sag på mit arbejde, løbeture i mørke, mudrede skove samt permanente grublerier. Julestemningen er det så som så med. Når jeg vågner om morgenen ligner jeg (og føler jeg mig) til forveksling som noget fra Dod Procters maleri ‘Morning’ fra 1926.
Procter er en af de malere, jeg har læst om i den ustoppeligt fremragende ‘The Real and the Romantic: English Art Between Two World Wars‘. Gad godt se ‘Morning’ i levende live på Tate Modern.
Egentlig er jeg mest til de romantiske malere (realisterne er til tider så bedrøveligt … realistiske), men jeg kan godt lide, hvordan Procter fanger det kolde, tidlige morgenlys – og bruger det til at give hende karakter. Jeg værdsætter også realismen. Vi er godt stykke fra datidens petite og manierede Art Nouveau kvindeideal, men det feminine er vanskeligt at overse. Lyset og motivet får mig til at spekulere på om en anden melankolsk mester af det tidlige morgenlys, Edward Hopper, monstro havde set Procters maleri inden han malede ‘Morning Sun’ i 1952:
Den ene er i dyb søvn, den anden er (for)tabt i sine egne tanker. Begge er alene og (måske, hvem ved med den sovende?) ensomme. Især Hopper maleriet er for mig et definition på COVID-19 billede, der rummer håbløshed, uvished og længslen efter noget. Hvis nogen beder mig opsummere min sindsstemning i 2020-2021 i ét maleri, så er ‘Morning Sun’ noget nær en perfekt krystallisering.
Ikke ligefrem de to allermest livsbekræftende malerier, men de vækker begge noget i mig. Hvis der så blot var noget morgenlys, jeg kunne sidde og stirre illusionsløst ud i.