Aktuelt læser jeg i tre bøger på samme tid: Jón Kalman Stefánsson ‘Himmerige og helvede’, Ben Lerner – ‘Leaving the Atocha Station’ og Dan H. Andersen ‘Den store nordiske krig. 1700-1710. Del I: Store planer’.
Stefánsson har ligget rundt omkring på forskellige hylder rundt om i hjemmet i efterhånden et godt stykke tid nu. På kontoret, i stuen, i køkkenet; alle mulige steder hvor jeg har kunne samle den op og læse i den spontant. Altsammen med den klare heroiske ambition at anspore mig til at læse i den. Hidtil forgæves. For bogen har krævet nogle tilløb efterhånden, men nu – NU – tror jeg at jeg er kommet oprigtigt og vedvarende i gang med den. Handlingen kredser om et mikrokosmos på Islands vestkyst for 100 år siden, hvor en fisketur går grueligt galt. Eller handling, skriver jeg nu lidt frimodigt, måske det burde skrives med “-er, for det er endnu en af de bøger, hvor plottet ikke er det drivende. Det er sproget derimod. Stefánsson har et poetisk sprog, hvilket jeg indrømmer var en selvstændig barriere for mig indledningsvist. Det virkede uoverskueligt at kæmpe sig igennem 210 siders sproglig akrobatik og næsten tolkienske landskabsbeskrivelser. Vi er gudskelov ikke ovre i magisk realisme (den ultimative ‘nej tak!’-genre for mig), men der ER besjælet nordatlantisk natur og mennesker, der lever i en åndelig verden. Jeg lånte bogen af nogle af vores venner i Roskilde sidste år, hvor de beskrev det som en ‘ikke så nem, men meget smuk læseoplevelse’. Dengang lød det ildevarslende, men jeg tror, at jeg nu forstår, hvad de mente. Der er to bøger mere i serien, som jeg er usikker på om jeg får læst også. Men ‘Himmerige og helvede’ giver jeg ikke slip på nu. Jeg nægter. Og jeg er også begyndt at kære mig om personerne i fortællingen, hvilket plejer at udrette mirakler for min læselyst.
Ben Lerner nærmer jeg mig kun med en bidende skepsis. Jeg har læst en bog af ham tidligere, ‘The Topeka School’, som jeg tilbage i august 2020 oplevede således på min gamle blog:
“Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv. En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knausgård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.”
Nu hvor jeg læser ‘Leaving the Atocha School’ (flere årtier for tidligt, tilsyneladende), så må jeg på samme tid både give mig selv ret og modsige mine postulater.
For selv om det ER vanskeligt at sondre mellem forfatteren Lerner og hans trælse protagonist, så er det muligvis mere måden som Lernen skriver på, snarere end hovedpersonen per se, der er så sindssvagt tirrende for mig. Faktisk er det noget af en bedrift af Lerner. Det kræver reelle evner, tror jeg, at skabe en så konsistent utiltalende skikkelse, som den lemmedaskende sociopat i ‘Leaving the Atocha Station’, der slasker planløst og manipulerende rundt i Madrid.
Lerner minder mig som forfatter en del om en anden feteret midaldrende amerikansk mand, Jonathan Franzen, der heller ikke kan lade være at skrive hyperironisk og distanceret kynisk om tilværelsens ulidelige lethed. Jeg har følt mig lurvet og snavset de gange jeg har læst noget af ham, og Lerner har samme effekt på mig. Jeg må dog – om ikke andet – rose bogens forside, som jeg synes har en ganske æggende æstetik i dens fusion af tog(?) og værker fra Prado og Reina Sofia. Og så er jeg generelt bare en fangirl når det handler om at indarbejde geografiske lokationer i en titel.
Jeg er stadig kun 23% inde i bogen, der i betydeligt omfang vækker samme følelser, som ‘The Topeka School’ gjorde. Jeg tror jeg bliver glad efter endt læsning. Både for at have læst bogen og for at skulle slippe for at være sammen med Lerner igen i en rum tid fremover.
Man kan fylde biblioteker, katedraler og oceaner med de emner, jeg ved meget lidt (eller intet) om. Det være sig botanik, indretning og hvordan man rent faktisk skaber og reparerer ting, I ved nok: fysisk, med ens hænder. Et af de absolut pinligste ofre for min omfattende ignorance er dog danmarkshistorien. Jeg er – vil jeg i al beskedenhed gerne fremføre – givetvis Vestsjællands fremmeste ekspert indenfor nyere tjekkisk politisk historie, ligesom jeg da ikke blankt vil afvise at holde en lysbillede-baseret foredragsrække om italienske fodboldtrøjers udvikling siden 1985. Men jeg roder rundt som en blind og døv og stum, når det handler om Danmarks fortid. Jeg har lykkeligt glemt alt fra min skoletid, ligesom jeg kun i sporadiske glimt mindes de ellers ganske mange afsnit af podcasten ‘Kongerækken’, som jeg lyttede til for år tilbage. Det er pinligt. Jeg kan ikke besvare selv de mest rudimentære spørgsmål, som mine børn kunne finde på at stille om Danmark.
Derfor er jeg meget tilfreds med at være gået i gang med ‘Den store nordiske krig’, der dækker en afgørende periode i danmarkshistorien. Og som svensk gift, så er det selvsagt tankevækkende og oplysende at opdage præcis, hvor svigagtigt, ondsindet og nederdrægtigt et folkefærd at svenskerne egentlig er. Jeg er på nippet til teatralsk at udbryde ‘DET HER FORKLARER ALTING’, men det er svært, når jeg nu har verdens rareste svigerfamilie og i øvrigt selv er svenskofil i usund grad. Uanset hvad så er det en skønt velskrevet og ikke-fordummende historiebog, hvor synsvinklen og analysen konstant skifter fra Stockholm til København til Skt. Petersborg til Gottorp. Det er vældig interessant og jeg bliver reelt klogere af læsningen. Hvem ved, måske jeg endda på et tidspunkt kan svare på mine arvingers spørgsmål med andet end æh, bæh, buh næste gang vi står foran en historisk bygning i København.