Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.
For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.
Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.