True Detective sæson 4

Det er interessant, hvilke fremmede og ‘eksotiske’ ting, der inspirerer og stimulerer os. En del af attraktionen ved første sæson af ‘True Detective’ var for mig især at den foregik i et gustent, nedslidt og fugtigt Louisiana. De myggebefængte sumpområder i kombinationen med det postindustrielle forfald og den farvematte lysstofrør-agtig belysning var lige noget for mig.

På samme måde mistænker jeg at instruktøren af seriens fjerde sæson, mexicanske Issa López, er vildt fascineret af Alaska, permamørke, isolation og inuitkultur. Der er sne og is over alt, billedsiden er anæmisk, karakterernes rynker er skarpt optrukne. Alting er med andre ord ligeså grimt og slidt som i Louisiana; serien vil sikkert hævde, at det har noget at gøre med, at tiden er en flad cirkel, eller hvad det nu end var for pseudononsens, at de filosofiske politifolk i sæson 1 kom frem til.

Her fire afsnit inde i fjerde sæson – indrømmet: det var en ikke direkte produktiv søndag aften – er jeg lige dele interesseret og irriteret over serien.

Interesseret fordi jeg gerne vil vide, hvad der skræmte de 7 personer på polarforskningsstationen til døde. Plot-pigen i mig er klart investeret i hvad der foregår.

Irriteret fordi serien er så selvtilfreds i sin eksekvering. Lige fra Billie Eilish temasangen til de lidt for lange er-det-ikke-bare-uhyggeligt-og-besjælet-det-her-landskab-hva-hva-hva? droneoptagelser. Det er som at serien stadig ikke helt er kommet sig over, at verden i den grad elskede første sæsons filosofiske pessimisme, weird fiction tendenser og Matthew McConaugheys præstation.

Nuvel, som uironisk elsker af speculative fiction håber jeg, at sæsonen i det mindste holder fast i de overnaturlige elementer, som den indtil videre har diverteret os med. Ved godt at det ikke er klædeligt for en +40 årig mand at være optaget af en spøgelseshistorie, men ja, her har I mig altså, folkens. Og så er det (helt egoistisk betragtet) skønt at være optaget af en tv-serie igen. Det er længe siden, det skete sidst. Jeg burde opsøge det noget mere.

Stick the Landing

Lyttede til en skøn podcast under søndagens træningsseance, ‘Stick the Landing’, hvis præmis er uhyre besnærende:

Hosted by Andy Greenwald, Stick the Landing is a new podcast that revisits iconic season finales from the past to see what they might tell us about our TV-watching future.

Første afsnit var om ‘Friday Night Lights’, en serie jeg elskede uironisk og (indså jeg efter endt lytning) stadig elsker intenst og uden filter eller medierende faktorer. Jeg var helt optaget undervejs i lytningen, glemte helt at se olmt på de øvrige tilstedeværende i træningscentret. Var transporteret tilbage til den usmageligt møblerede lejlighed i Ixelles, hvor jeg var installeret dengang i foråret 2011, og fyldte mine sene hverdagsaftener ud med færdigretter fra Delhaize (de nudler, altså!) og seriekiggeri – især ‘Friday Night Lights’.

Nostalgien generer mig, for jeg bryder mig ikke om nostalgi (og da slet ikke dens endnu værre slægtning ‘sentimentalitet’) som koncept. Eller, jo, naturligvis labber jeg nostalgi i mig; hvem længes ikke efter den mytiske og sagnomspundne ungdom, hvor alting – især i efterrationaliseringens rosenrøde skær – føltes bedre, smukkere, mere ægte, mere MERE, end den affortryllede nutid og dystopisk fremtid. Men jeg bilder mig jo ind, at jeg er et fremtidsorienteret individ, der ikke svælger sentimentalt i noget, der måske-måske ikke fandtes engang. Nostalgi føles reaktionært og fattigt. Er en af de ganske mange grunde til, at jeg er kisteglad for, at vi aldrig har haft en gymnasiereunion, hvor vi kunne pølse rundt i kan-du-huske-dengang, trættende anekdoter og reproduktioner af hinandens rolle fra for mere end 20 år siden (spoiler: jeg har ikke lyst til at reproducere min rolle fra gymnasietiden). Nostalgi er en krykke, en smuldrende kondensering af fortiden, og noget for boomere (ikke mig, forstås), der går til greatest hits koncerter og temafester.

Men alt dette – al min modvilje – til trods, så lykkedes det ikke at holde nostalgien nede under ‘Friday Night Lights’ afsnittet. Ej heller her til morgen under cykelturen (med en i øvrigt nærmest vaniljefarvet himmel) til arbejdet, hvor jeg lyttede til næste afsnit om ‘Mad Men’. Endnu en serie, som jeg virkelig følte, elskede og som betød noget dengang.

Hvilket fik mig til at tænke over kærligheden – eller rettere: mit fravær af kærlighed – til popkulturelle artefakter i de senere år. Før i tiden (i bloggens tidligere, pinligere iterationer) kunne jeg finde på at skrive ekstatiske indlæg om noget, jeg havde set for nylig. Der gik ren fanboi i den til tider. I dag? Ja, jeg ved ikke om jer er blevet mere blasert, eller om det blot er fordi jeg ser færre ting, eller om det er endnu en af de småinfantile ting – det at være fan af noget – som forældreskabet overflødiggør. Følelsen er der ikke så meget længere.

De senere år har jeg ganske vist set serier og film, som jeg kunne lide, beundrede eller fandt kunstnerisk imponerende. Hvilket jo er … fint nok. Men det er længe siden, at der var en serie eller film, som jeg virkelig var besat af og vild med. Det kan stadig ske med bøger af og til, og malerier naturligvis, men ikke så meget med de andre. Alle mine serier, dem jeg virkelig elskede og var besat af, er i en bestemt periode af mit liv. Nærmere bestemt da jeg var mellem 25 og 32 år. ‘Lost’, ‘The Wire’, ‘Sopranos’, ‘Friday Night Lights’, ‘Mad Men’, ‘Battlestar Galactica’. Her, alt for mange år senere, savner jeg det med at være intenst optaget af en ny serie, men jeg ved ikke hvad det skulle være.

Så noget tyder på, at jeg må få genset nogen af serierne. Jeg savner følelsen af at være besat af noget. Og helst af noget, der er universelt og tidløst godt (så jeg kan lyve for mig selv og sige, at nej-nej, det her handler ikke om nostalgi, men om k-v-a-l-i-t-e-t). Først på listen står vel ‘Sopranos’, som jeg kun har set en enkelt gang. Men gid jeg kunne finde noget nyt i stedet for.

The Bear

Jeg fik brudt min tv-serie stagnation i denne uge, da jeg fik fortæret hele første sæson af ‘The Bear’. Det er mindre epokegørende end som så. Når hvert afsnit kun er 22 minutter og der blot er 8 af dem, så er den tidsmæssig investering begrænset. Den er klart anbefalesværdig. Jeg er egentlig ikke fascineret af hverken gastronomi eller (stjerne)kokke. Men historien om en René Redzepi-esque kok, der overtager familierestauranten efter den enigmatiske storebrors selvmor, er stramt fortalt og billedsiden er helt vidunderlig. Serien foregår i Chicago, og byen bliver skildret i al sin skøn- og grimhed – nok bedst eksemplificeret i introen til 7. afsnit, hvor vi får en byidentitetsmæssig tour de force på 2 minutter.

Efter at have set serien var jeg ret optaget af hovedpersonen; dette naturtalent, der har har ofret alt for at nå sine mål. Men sejrene gør ham aldrig lykkelig. De er i sidste ende ligemeget. Når han når sine mål, så føler han kun tomhed. Jo, han smiler da og er glad for anerkendelsen, men det sorte hul indeni forsvinder ikke.

Normalt i fiktion hører vi mest om karakterer, der bliver fuldendte eller lykkelige ved at få det, de gerne vil have. Vi får den lykkelige slutning, hvor sløjfen kan bindes, og vi kan læne os tilbage i forvisningen om, at alt nu er godt.

Men for nogen af os – alle, måske? – så er det netop en fiktion. Noget vi fortæller os selv, da det passer så fint ind i et lineært narrativt om et meningsfuldt og succesrigt liv. Vi bilder os ind, at hvis bare vi når målet – den høje karakter, at tabe X-antal kg, få det prestigefyldte job, blive økonomisk uafhængig – så indtræffer lykketilstanden. Ikke sandt?

Nuvel, det gør den ikke for Carmine i ‘The Bear’. Og det er heller ikke min erfaring. Sidste år lancerede vi en ny hjemmesideplatform hos min arbejdsgiver. Det var et langstrakt og helt igennem afskyeligt projekt. Faktisk mindes jeg ikke nogen opgave eller projekt, jeg har hadet mere intenst end den hjemmeside. Men da det så endelig lykkedes og siden gik i luften? Så var jeg vel ekstatisk? Fuldendt? Lykkelig? Ikke det mindste. Jeg følte mig tom. Det sorte hul var der stadig. Dengang som nu. Og hjemmesiden? Jeg hader den om muligt endnu mere nu, men vær sød ikke at fortælle det til nogen.

Måske jeg tillægger en amerikansk dramaserie mere psykologisk indsigt end hvad der er rimeligt. Men jeg sætter pris på, at ‘The Bear’ ikke forfalder til den mere gængse historiefortælling, men faktisk viser Carmine som en kompleks karakter. Alene af den grund glæder jeg mig til sæson to, når den bliver offentliggjort i Danmark i august.