i TV-serier

The Bear

Jeg fik brudt min tv-serie stagnation i denne uge, da jeg fik fortæret hele første sæson af ‘The Bear’. Det er mindre epokegørende end som så. Når hvert afsnit kun er 22 minutter og der blot er 8 af dem, så er den tidsmæssig investering begrænset. Den er klart anbefalesværdig. Jeg er egentlig ikke fascineret af hverken gastronomi eller (stjerne)kokke. Men historien om en René Redzepi-esque kok, der overtager familierestauranten efter den enigmatiske storebrors selvmor, er stramt fortalt og billedsiden er helt vidunderlig. Serien foregår i Chicago, og byen bliver skildret i al sin skøn- og grimhed – nok bedst eksemplificeret i introen til 7. afsnit, hvor vi får en byidentitetsmæssig tour de force på 2 minutter.

Efter at have set serien var jeg ret optaget af hovedpersonen; dette naturtalent, der har har ofret alt for at nå sine mål. Men sejrene gør ham aldrig lykkelig. De er i sidste ende ligemeget. Når han når sine mål, så føler han kun tomhed. Jo, han smiler da og er glad for anerkendelsen, men det sorte hul indeni forsvinder ikke.

Normalt i fiktion hører vi mest om karakterer, der bliver fuldendte eller lykkelige ved at få det, de gerne vil have. Vi får den lykkelige slutning, hvor sløjfen kan bindes, og vi kan læne os tilbage i forvisningen om, at alt nu er godt.

Men for nogen af os – alle, måske? – så er det netop en fiktion. Noget vi fortæller os selv, da det passer så fint ind i et lineært narrativt om et meningsfuldt og succesrigt liv. Vi bilder os ind, at hvis bare vi når målet – den høje karakter, at tabe X-antal kg, få det prestigefyldte job, blive økonomisk uafhængig – så indtræffer lykketilstanden. Ikke sandt?

Nuvel, det gør den ikke for Carmine i ‘The Bear’. Og det er heller ikke min erfaring. Sidste år lancerede vi en ny hjemmesideplatform hos min arbejdsgiver. Det var et langstrakt og helt igennem afskyeligt projekt. Faktisk mindes jeg ikke nogen opgave eller projekt, jeg har hadet mere intenst end den hjemmeside. Men da det så endelig lykkedes og siden gik i luften? Så var jeg vel ekstatisk? Fuldendt? Lykkelig? Ikke det mindste. Jeg følte mig tom. Det sorte hul var der stadig. Dengang som nu. Og hjemmesiden? Jeg hader den om muligt endnu mere nu, men vær sød ikke at fortælle det til nogen.

Måske jeg tillægger en amerikansk dramaserie mere psykologisk indsigt end hvad der er rimeligt. Men jeg sætter pris på, at ‘The Bear’ ikke forfalder til den mere gængse historiefortælling, men faktisk viser Carmine som en kompleks karakter. Alene af den grund glæder jeg mig til sæson to, når den bliver offentliggjort i Danmark i august.