Lyttede til en skøn podcast under søndagens træningsseance, ‘Stick the Landing’, hvis præmis er uhyre besnærende:
Hosted by Andy Greenwald, Stick the Landing is a new podcast that revisits iconic season finales from the past to see what they might tell us about our TV-watching future.
Første afsnit var om ‘Friday Night Lights’, en serie jeg elskede uironisk og (indså jeg efter endt lytning) stadig elsker intenst og uden filter eller medierende faktorer. Jeg var helt optaget undervejs i lytningen, glemte helt at se olmt på de øvrige tilstedeværende i træningscentret. Var transporteret tilbage til den usmageligt møblerede lejlighed i Ixelles, hvor jeg var installeret dengang i foråret 2011, og fyldte mine sene hverdagsaftener ud med færdigretter fra Delhaize (de nudler, altså!) og seriekiggeri – især ‘Friday Night Lights’.
Nostalgien generer mig, for jeg bryder mig ikke om nostalgi (og da slet ikke dens endnu værre slægtning ‘sentimentalitet’) som koncept. Eller, jo, naturligvis labber jeg nostalgi i mig; hvem længes ikke efter den mytiske og sagnomspundne ungdom, hvor alting – især i efterrationaliseringens rosenrøde skær – føltes bedre, smukkere, mere ægte, mere MERE, end den affortryllede nutid og dystopisk fremtid. Men jeg bilder mig jo ind, at jeg er et fremtidsorienteret individ, der ikke svælger sentimentalt i noget, der måske-måske ikke fandtes engang. Nostalgi føles reaktionært og fattigt. Er en af de ganske mange grunde til, at jeg er kisteglad for, at vi aldrig har haft en gymnasiereunion, hvor vi kunne pølse rundt i kan-du-huske-dengang, trættende anekdoter og reproduktioner af hinandens rolle fra for mere end 20 år siden (spoiler: jeg har ikke lyst til at reproducere min rolle fra gymnasietiden). Nostalgi er en krykke, en smuldrende kondensering af fortiden, og noget for boomere (ikke mig, forstås), der går til greatest hits koncerter og temafester.
Men alt dette – al min modvilje – til trods, så lykkedes det ikke at holde nostalgien nede under ‘Friday Night Lights’ afsnittet. Ej heller her til morgen under cykelturen (med en i øvrigt nærmest vaniljefarvet himmel) til arbejdet, hvor jeg lyttede til næste afsnit om ‘Mad Men’. Endnu en serie, som jeg virkelig følte, elskede og som betød noget dengang.
Hvilket fik mig til at tænke over kærligheden – eller rettere: mit fravær af kærlighed – til popkulturelle artefakter i de senere år. Før i tiden (i bloggens tidligere, pinligere iterationer) kunne jeg finde på at skrive ekstatiske indlæg om noget, jeg havde set for nylig. Der gik ren fanboi i den til tider. I dag? Ja, jeg ved ikke om jer er blevet mere blasert, eller om det blot er fordi jeg ser færre ting, eller om det er endnu en af de småinfantile ting – det at være fan af noget – som forældreskabet overflødiggør. Følelsen er der ikke så meget længere.
De senere år har jeg ganske vist set serier og film, som jeg kunne lide, beundrede eller fandt kunstnerisk imponerende. Hvilket jo er … fint nok. Men det er længe siden, at der var en serie eller film, som jeg virkelig var besat af og vild med. Det kan stadig ske med bøger af og til, og malerier naturligvis, men ikke så meget med de andre. Alle mine serier, dem jeg virkelig elskede og var besat af, er i en bestemt periode af mit liv. Nærmere bestemt da jeg var mellem 25 og 32 år. ‘Lost’, ‘The Wire’, ‘Sopranos’, ‘Friday Night Lights’, ‘Mad Men’, ‘Battlestar Galactica’. Her, alt for mange år senere, savner jeg det med at være intenst optaget af en ny serie, men jeg ved ikke hvad det skulle være.
Så noget tyder på, at jeg må få genset nogen af serierne. Jeg savner følelsen af at være besat af noget. Og helst af noget, der er universelt og tidløst godt (så jeg kan lyve for mig selv og sige, at nej-nej, det her handler ikke om nostalgi, men om k-v-a-l-i-t-e-t). Først på listen står vel ‘Sopranos’, som jeg kun har set en enkelt gang. Men gid jeg kunne finde noget nyt i stedet for.