Jeg er efterladt med rasende ambivalente følelser efter endt læsning af min første (og, tror jeg, sidste) Michel Houellebecq roman.
På den ene side må jeg beundre hans sætninger, de indiskutable evner til at skrive. Hans sprog er fremragende, begavet og overlegent. Jeg tror ikke at jeg hidtil er stødt på en forfatter, der kan skrive så eminent ondskabsfuldt, og tilmed gøre det på et så højt sprogligt niveau. Det er vældig inspirerende, faktisk. Gid jeg også kunne skrive ligeså godt.
På den anden side er perfiditeten og Houellebecqs konstante behov for at provokere også problemet med ‘Serotonin’, der er en helt igennem ubehagelig og ulækker bog.
Jeg er med på – som omtalt i ‘Læsevejr’ – at Houellebecq vist nok udstiller ‘den moderne, misogyne mand’ gennem sit menneskelige fallitbo af en fortæller. Men det er for meget, for ekstremt, for karikeret. Der er intet forsonende ved hovedpersonen Florent-Claude Labrouste, der er et sort hul af depression, nihilisme og antisocial narcissisme. Nu er det jo ikke et nødvendigvis et krav til god litteratur, at den skal rumme elskelige (eller blot relaterbare) karakterer. Men Houellebecq insisterer på via sine fremmedgjorte mænd at smadre løs på alt og alting. Intet og ingen kan tilsyneladende være gode eller ægte eller sande eller smukke i en Houellebecq roman. Hvis hovedpersonen interagerer med en kvinde (en kategori af mennesker, hovedpersonen (Houellebecq?) har det ganske vanskeligt med), så skal hun først voldeligt seksualiseres, siden ødelægges. Igen: det kan sagtens være, at det er meningen med overdrivelserne, at jeg som (mandlig) læser skal reflektere over, hvorvidt jeg selv minder om Florent-Claude Labrouste. Er jeg selv misogyn, hvordan udfolder jeg min maskulinitet etc, osv et al. Men fordi alting hele tiden er så ekstremt, så føler jeg mig ikke for alvor ramt.
En anonym person skriver på Wikipedia om bogen:
As with many of Houllebecq’s works, the protagonist is an alienated, middle-aged man. Serotonin features its author’s trademark black humour and depictions of loveless sex, and also touches on paedophilia (when the narrator spies on a suspicious German tourist) and bestiality (when he finds pornographic videos of his girlfriend on her computer). The overall mood is one of spiritual malaise and social fracture during the decline of the West.
Så er man ligesom advaret, tænker jeg. ‘Serotonin’ er en deprimerende, drænende og frygtelig velskrevet bog. Den er til tider vanvittig morsom, når først hovedpersonen folder sig ud i omnikritiske (og ofte meget begavede) tirader om den vestlige kulturs dekadente forfald.
Det ændrer imidlertid ikke på at ‘Serotonin’ er afskyelig. Jeg gav den 1 stjerne på Goodreads, da jeg hader den intenst. Men: jeg glad for at jeg læste bogen, da den har provokeret og inspireret min læsning. Som værk betragtet er jeg mere uafklaret om bogen. Er den stor kunst? Måske. Men jeg vil kun anbefale den til læsere, der er iklædt hazmat-dragt og efterspørger endeløse styrt ned i menneskelig fordærvelse.