Jeg burde være lige i målgruppen for Alex Vanopslaghs seneste iteration som værdipolitisk liberal, hvor Det Liberale Projekt handler om frihed, mening, ansvar et al – og ikke kun om skattelettelser og retten til et stort privatforbrug. Der er meget, der taler for ham. Han er objektivt en dygtig politiker, intelligent og retorisk skarp. Han er sjov og fremragende til kommunikation – især på sociale medier – og han har på mange måde galvaniseret yngre menneskers interesse for politik. Han er den borgerlige oppositions klare fyrtårn. Jeg vil endda næsten love at jeg kommer til at læse hans nye bog, der har fået endog særdeles positive anmeldelser. Og hvis jeg var yngre, så ville jeg formodentlig også se ham og Liberal Alliance som et mere attraktivt valg, end den gamle, støvede bondelobby af et parti, som jeg stadig er medlem af.
Men jeg kan ikke. Liberal Alliance er for mig stadig Saxo Banks politiske lejesoldater. Det er i mine øjne stadig et grundlæggende asocialt foretagne. Og så er der Vanopslag selv. Han har han haft for mange kalkulerede politiske personaer, for mange hamskift. Det er fint og agtværdigt at gennemgå en politisk og personlig dannelsesproces. Forandring er bedre end stasis. Men der må være en kerne et eller andet sted derinde, og jeg ved ærligt ikke om jeg kan lide det, jeg tror der er derinde. Han taler om personligt ansvar, men fusker med sin bolig? Ehhhh. Det bliver lidt meget, synes jeg.
Det var en lang intro for at sige, at jeg er fascineret af det arrangement, som Vanopslagh og Liberal Alliance afholdt i KB-Hallen i denne uge. Hvor han – godt hjulpet af Casper Christensen (en anden mand med en forvirret og konstant skiftende identetet, aktuelt er han vist kristen efter at have taget ecstacy og tilgivet sig selv i en skov sammen med sin psykoterapeut) – transcenderede fra politiker til selvhjælpsguru; en dansk og (må man håbe) lidt mindre toksisk udgave af Jordan Peterson. 2.500 mennesker har betalt for at deltage i det, der måske (måske ikke) var et politisk arrangement, kombineret med bønnemøde og selvudviklingsforedrag. Det er et vildt tiltag i dansk politik, som vi nok kommer til at se meget mere af i fremtiden.
Når det så alt sammen er sagt, så tror jeg at Vanopslagh har fat i noget rigtigt i substansen. De store fortællinger og ideologier er døde, vi lever i en verden med polykriser, Panta Rhei, de etablerede sandheder opløses, der er usikkerhed, tvetydighed og ambivalens over alt. Men behovet for mening i tilværelsen for den enkelte og fællesskabet er jo ikke forsvundet. Så hvad er meningen med det hele? Hvordan bliver jeg et menneske der lever et hvis ikke lykkeligt, så dog meningsfuldt liv? Hvad kan jeg selv gøre, hvad er mit personlige ansvar, hvis de hidtidige samfundsinstitutioner spiller fallit i bestræbelserne på at imødeegå kriserne? Det er denne grundlæggende søgen og higen, som Vanopslagh nu på begavet vis forsøger at kombinere med politisk vækkelse.
Igen: hans projekt er ikke for mig, jeg mistænker at dybsindigheden og refleksionen mest af alt handler om en politisk kalkule. Men jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig – og det er værd at holde øje med Liberal Alliances strategi. De er klart Danmarks mest interessante parti at følge i de her år.