Mit ideologiske fundament er bygget på sand. Eller også er jeg bare blevet mere træt og har fået for meget at tabe.
For normalt er jeg i spørgsmål om ytringsfrihed helt på linje med Jacob Mchangama og Justitia. Jeg mente (og mener stadig) at Muhammedtegningerne i 2005 havde et værdigt publicistisk formål – og rent faktisk handlede om rammerne for ytringsfrihed og muligheden for at kunne bedrive religionskritik i et åbent samfund. Det var vigtigt og korrekt at stå fast dengang.
Men jeg har virkelig svært ved at se, hvorfor at de aktuelle afbrændinger af Koranen skulle være et udtryk for ytringsfrihed.
Jeg er ikke jurist og man kan givetvis pille min argumentation fra hinanden. Men jeg opfatter Paludans bogafbrændinger som hadefulde. Han er i sin essens en ekstremist og provokatør. Når han brænder Koranen af, så handler det grundlæggende ikke om hans mulighed for at udnytte sin ytringsfrihed; det handler om at han ønsker at provokere og skabe splid. Det er en markant forskel til situationen med Muhammedtegningerne.
Absolut ingen vinder noget ved koranafbrændinger, altså udover Paludan og hans ligeså forskruede venner. Den slags bullshit er for mig at se uden relevans for en diskussion om, hvad man kan og ikke kan ytre i et frit og demokratisk samfund. Indholdet og karakteren af den postulerede ytring må alt andet lige betyde noget – og den borgerlige opposition er galt afmarcheret, når de begynder at snakke om principper og knæfald for autoritære religioner.
Nej, jeg synes ikke særlig godt om OIC og det globale pressionsarbejde, som de og andre aktører laver for at begrænse ytringsfriheden – og for at få defineret selv legitim religionskritik som islamofobi. Ja, jeg burde som liberal givetvis helt principielt argumentere for, hvorfor man som person har retten til at ytre sig frit om alting.
Men igen: jeg lever ikke (længere) i princippernes verden.
Hvis der er noget, jeg synes de sidste par år med Ukrainekrigen, COVID-19-håndteringen og stigende geopolitiske spændinger har lært os, så er det, at ingen er idealister eller principfaste, når først der er en krise og lokummet brænder. Så bliver tingene pludselig anderledes håndgribelige og de højere idealer lagt på hylden. Så selvom jeg ideologisk set nok burde være ytringsfrihedsfundamentalist, så ser jeg ikke Paludans mulighed for at turnere rundt med sit hadbudskab som noget, jeg har lyst til at Danmark skal løbe en sikkerhedspolitisk eller økonomisk risiko for. Hvorfor skal vi som samfund tages som gidsler fordi en personage som ham insisterer på at ville udleve sine besynderlige apokalyptiske og hadefulde fantasier? Har vi ikke allerede i alt for mange år betalt en formue for hans politibeskyttelse?
Altsammen blot for at sige, at jeg har det helt fint med regeringens forslag om et indgreb mod afbrænding af Koranen.