Jeg er gået anelse død i ‘To Green Angel Tower’, tredje og sidste del af Tad Williams’ ‘Memory, Sorrow and Thorn’ fantasyserie.
Ikke fordi den er dårlig. Tværtimod er det nok det bedste fantasy jeg har læst i mere end 10 år. Men som der så korrekt står på bogens Wikipediaside: “At over 520,000 words, it is one of the longest novels ever written”. Det kan jeg godt mærke. Williams er ikke en mand der fatter sig i korthed, og selvom jeg er begejstret for universet og plottet, så er der virkelig mange (og lange og trange) landskabsbeskrivelser og (nok det mest enerverende) beskrivelser af drømme. At læse Williams er en smule som første gang jeg læste J. R. R. Tolkien. Han kunne heller ikke kunne holde ordstrømmen tilbage, når først mytologien skulle åbenbares og Lothlóriens skove beskrives i detaljer. Det er mesterligt, men det er også … meget.
Så jeg tager mig en lille pause for at læse noget andet og genfinde kræfterne. For at få den fuldbyrdede kontrast fra Williams’ elefantiasis er jeg begyndt på en science fiction novellesamling: Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’.
Noveller har ellers aldrig rigtig været noget for mig. Jeg blev altid underligt utilfredsstillet af dem, når vi læste dem i dansktimerne. De var ikke rigtig nok. Jeg har altid haft et behov for at få fortalt en større og mere sammenhængende historie, og oplevede novelleformen som for stram og historierne som for korte og uudfoldede. Min hidtil eneste novellesamling var en samling af Philip K. Dick historier, som jeg primært købte for det litterære oplæg til filmen ‘Total Recall’. Husker det som en glimrende læseoplevelse, men det igangsatte ikke en eksploration af novelleformatet fra min side. Omvendt kan jeg – nu hvor jeg læser Chiang – sagtens se, at en del af de genrelitterære bøger jeg har læst i de senere år med fordel kunne have levet et bedre og mere værdigt liv som en novelle. I skrivende stund tænker jeg især på Blake Crouch – ‘Upgrade’, der havde én god og semioriginal plotidé, men som falder fra hinanden henover de alt for mange sider.
Chiangs novellesamling er heroverfor lidt af en masterclass i science fiction skrivning. Sproget er af høj kvalitet, han er lækkert nørdet og han bobler over at idéer – men vel at mærke idéer, som han eksekverer effektivt og uden at de bliver udvandet af behovet for at fylde en hel roman. Det er fornøjelse at læse og jeg fortryder nu, at jeg har haft ham liggende urørt på min Goodreads-liste gennem efterhånden et par år.