Jeg læste Aidan Moher – ‘Fight, Magic, Items: The History of Final Fantasy, Dragon Quest, and the Rise of Japanese RPGs in the West’ med en ikke hel komfortabel kombination af nydelse og skam.
Nydelse fordi japanske videorollespil nu på tredje årti ligger mit hjerte meget nær, skam fordi der grundlæggende er tale om en nostalgisk øvelse. Vi taler trods alt om en spilgenre, der havde sin storhedstid omkring 1996.
Kampscene fra ‘Final Fantasy VI’, mine tidlige teenageårs absolutte eskapistiske højdepunkt. Bogens titel kommer fra menuvalgmulighederne. Modstanderen her er Atma Weapon, der er den stærkeste boss i World of Balance. Min favoritkarakter i spillet er Locke (øverst til højre), der er en følsom og melankolsk tyv. Han er meget forelsket i Celes (lige nedenfor Locke), der er en tidligere general i det onde Imperium, men nu en del af modstandsbevægelsen. Hun er hård uden på, men sårbar indeni, sådan som alle japanske heltinder er det. SPOILER: de får hinanden i slutningen. Der er nogle meget rørende scener på YouTube, som jeg måske/måske ikke netop har brugt en del tid på at gense i rørstrømsk sindstilstand.
Noget af det, som Moher gør en del ud af i bogen er den nære kobling mellem videospillene og japansk popkultur, animé/manga. Det link var en kilde til kreativitet og var styrende for spillenes ofte enormt ekspansive plot og high fantasy koncepter. F.eks. lavede den anerkendte illustrator Yoshitaka Amano en række portrætter og scener til Final Fantasy VI, der dannede grundlag for karaktererne:
Spillets hovedperson Terra skuer ud over minebyen Narshe fra sædet i sin robottank. På dette tidspunkt er hun stadig ond, da Imperiet kontrollerer hende med en såkaldt ‘slavekrone’. Hun ved på dette tidspunkt ikke at hun er barn af et menneske og en Esper, Final Fantasy VI’s svar på Tolkiens elevere, og derfor er hun i besiddelse af uhyrlige magiske kræfter. I slutningen af spillet er hun helt nødvendig for at kunne besejre spillets stærkt megalomane og ikke så lidt sadistiske slutboss Kefka.
Et udsnit af de i alt 14(!) karakterer man kan spille. De er ombord på luftskibet ‘The Falcon’, som man transporterer sig rundt i den ganske omfattende spilverden med.
Jeg kom til at tænke på Amano og hans Final Fantasy VI illustrationer, da jeg så dette maleri på Oberes Belvedere i Wien:
Giovanni Segantini – ‘Die bösen Mütter’ (1894)
Jeg er usikker på, hvor godt jeg formidler det i dette indlæg, men som jeg stod der og kiggede på det ganske uhyggelige billede, følte jeg et stærkt slægtskab mellem Segantinis æstetik og de illustrationer, jeg havde kigget på så ofte for mange år siden. Der er en fantasy/science fiction-agtig kvalitet i billedets isørken, det forblæste træer og symbolistiske stil. Der stod følgende forklaringen ved siden af billedet:
In the midst of an icy winter landscape, a young woman is writhing, caught in tree. Ensnared by its branches, her child suckles at her breast. But the mother struggles against the infant with all her might. In his 1894 painting The Evil Mothers, Giovanni Segantini addresses the controversial subject of unwanted pregnancies. He based his pictorial idea on a poem by Luigi Illica, which in turn was inspired by a Buddhist saga. Segantini created a poetic interpretation of the dilemmas surrounding female sexuality and motherhood.
På sin vis kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en kvinde, der havde forsøgt at udtrykke det dilemma, fremfor at det skulle fortolkes af en mand. Uanset hvad er det dog et stærkt og symbolladet billede, der blev sørgerligt overset. Måske fordi det har en ikke så rar undertone, måske fordi det var placeret i rummet ved siden af ‘Der Kuss’, hvor der så sådan her ud:
Billede af mennesker der tager billeder af billedet fremfor at se på billedet
Jeg skal naturligvis ikke sidde her og postulere, at et krypto-feministisk maleri fra 1894 inspirerede en række videospilillustrationer 100 år senere. Men det er en vedblivende fascination for mig, hvordan kunst taler (ubevidst) sammen på tværs af tid og sted. Jeg tror det er en af grundene til, at jeg sætter så meget pris på ældre kunst. Fordi det bliver en måde at tale med og forstå fortiden på en en ny måde.
PS. ‘Fight, Magic, Items’ er fantastisk, hvis man er i målgruppen. Jeg var varm og blød og lykkelig indeni hele vejen igennem.