Venstre

There are 4 posts tagged Venstre (this is page 1 of 1).

Christian Friis Bach

Engang i tidernes morgen var jeg som ung, idealistisk og uironisk EU-begejstret aktiv i Europabevægelsens ungdomsorganisation ‘Europæisk Ungdom’. Vi skulle holde et debatarrangement på Studenterhuset i København om noget så æggende og forførende som EU’s landbrugspolitik.

Oplægsholderen var en økonomiprofessor på det daværende KVL, der hed Christian Friis Bach. Arrangement var naturligvis sparsomt besøgt, men Friis Bach var ganske eminent den eftermiddag. Begavet, inspirerende og med det politiske hjerte på rette sted: jeg var fan. Selv efter at min EU-entusiasme blev mindre udtalt i årene der fulgte, og han blev, dramatisk suk, radikalt folketingsmedlem og minister, så holdt min sympati ved.

Blot for at sige, at jeg virkelig glad og tilfreds med nyheden om at Friis Bach i dag skifter til Venstre. Han er præcis den type, der er brug for, og det er dejligt, at han er kommet hjem.

Jakob Ellemann

Jeg tror ikke at jeg har noget særskilt begavet, originalt eller indsigtsfuld at sige til nyheden om Jakob Ellemanns afsked som formand for Venstre. Ud over at jeg naturligvis er ked af det. På hans og på partiets vegne.

Jeg argumenterede selv for ham som ny formand tilbage i 2019. Det mente – og mener jeg stadig – at han var og er. Jeg opfatter Ellemann som et hæderligt, godt og visionært menneske. Venstre blev med ham i spidsen et bedre, mere klassisk liberalt, mere urbant, mere fremtidsorienteret parti, der tager ansvar, når det gælder. Regeringsdeltagelsen viste format og et sjældent set strategisk klarsyn. Det samme gjorde Ellemanns opgør med resterne af den jævnt afskyvækkende flok af populister, nationalkonservative, konspirationsteoretikere og asociale typer, der engang gik under betegnelsen ‘blå blok’.

Fra at være et til stadighed mere og mere ulækkert og skruppelløst foretagne under Løkke, blev Venstre et parti jeg igen kunne identificere mig med – og som jeg gladeligt fornyede medlemskabet af.

Jeg havde det helt fint med at afskalle indvandrerhaderne over til den dømte kriminelle Støjberg i Danmarksdemokraterne. Hvis ens moralske og etiske kompas leder én til Lars Løkke, så synes jeg bestemt at Moderaterne er et mere velegnet opholdssted for en end Venstre er. Og hvis det skal gå stærkt og skrøbelige mennesker kan rende en, så er Liberal Alliance sikkert også et bedre valg.

Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at Venstre ikke længere er et masseparti. Den slags er sikkert velegnede til at erobre regeringsmagten med. De appellerer til medianvælgeren, men er rædderlige for os naive idealister. Det så man under Foghs regime og hans Dansk Folkeparti-pleasende meningstyranni i 00’erne. Men hvis man – som jeg – mere ser Venstre som en del af en større revolutionær samfundsforandrende bevægelse for frisind og frihed (snarere end en valgkampsplatform for at få valgt midaldrende mænd fra Herning til Folketinget), så massepartier rigtig ubehagelige størrelser. Jeg vil meget hellere have et ideologisk kvalitativt bedre parti, end jeg ønsker at skulle appellere til alle. Så jeg var tilfreds med udviklingen, enig i Jakob Ellemanns politiske linje og var egentlig ret ligeglad med de aktuelle meningsmålinger. Faktisk er jeg sikker på, at partiet også ville være blive blevet belønnet ved de kommende valg. Så det gør mig ganske fortvivlet, at jeg nu kan se ind i en mere regressiv politisk retning for Venstre.

Og uanset hvem der bliver ny formand, så bliver det næppe virkelig godt. For hvem er det egentlig vi kan se frem til. Ja, at dømme ud fra den fordrukne klumme Søren Pind havde i Berlingske i går, så står det skidt til. Han skriver med uspiselig patos og faux-empati:

“Men en ting står klart: Demokratiet er en levende størrelse, der forandrer sig. Som det er lige nu, er det på vej ind i en blindgyde. Formelt legitimt, javel. Men løsrevet alligevel.

I USA i form af et rigsmandsstyre. I Danmark i form af en politisk klasse, der har gjort det til et arbejde at være politiker, og hvor anderledes mennesketyper har vanskeligt ved at få plads eller passe ind. Tænk blot Jakob Ellemann her, der har alle forudsætninger i kraft af sin baggrund og familie, men alligevel ikke kan passes ind i den skabelon, moderne professionelle politikere har etableret omkring sig.”

Anderledes mennesketyper. Anderledes mennesketyper? Er man en ‘anderledes mennesketype’ fordi man kan er bevidst om sin sårbarhed og lider under at være grundlæggende hæderlig? Det siger noget om et Venstre-menneske fra de gamle, dårlige dage – som Søren Pind -, at man kan betragte den mennesketype som ‘anderledes’. Og det er ildevarslende, når den kommende Venstre-formand formodentlig bliver af en anden karakter.

Så jeg er ked af det på Venstres vegne. Men mest af alt er jeg ked af det på Jakobs vegne. Han fortjente langt bedre end det her, og jeg håber han finder vejen tilbage til noget meningsfuldt.

Støjberg

Jeg har skrevet virkelig meget forvrøvlet ævl gennem mit liv. Men de værste sætninger må nok være disse fra min JP-kronik, der – det sagde kommentatorerne selv! – kickstartede lederskiftet i Venstre:

Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.

OK, noget i det var ikke direkte fejlagtigt. Jeg fik jo sådan set den formand og næstformand, jeg ønskede mig. Den del var forudseende nok. Lauritzen og Ahlers’ exit til det private erhvervsliv var selvfølgelig ærgerlige, men er vel ret beset ikke noget, vi kunne have forudset da vi skrev kronikken. Og jeg ved sådan set heller ikke om vi burde have forudset Løkkes excesser, raseri og dannelsen af personkulten Moderaterne i årene efter. I kan nok høre at jeg frikender mig selv her.

Nej, det egentlige problem er Støjberg. Det plager mig fortsat her fire år efter, at jeg skrev som jeg gjorde. At hun var en del af fremtiden. At hun bliver nævnt som vigtig. Bevares, hun optræder kun i en bisætning, men dog en central en af slagsen (det var den, som journalisterne bed mærke i).

Og hvor tog jeg dog fejl, selv om jeg burde have vidst bedre.

Dengang gav sætningerne muligvis partitaktisk mening. Støjberg var (og er) en karismatisk stemmesluger, der definerede vigtige fraktioner af Venstres vælgerkorps gennem 90’erne og 00’erne: udkants-/landdistriktsvælgere, udlændingehadere og dem, der er til salg for en nationalkonservativ populist, der på dejligt unuanceret vis og uden større behov for empati ‘bare siger tingene som de er’.

Jeg tilhørte (og tilhører) selv den diametralt modsatte fløj i Venstre, men det havde været useriøst ikke at nævne hende som en del af ledelsen. I hvert fald ud fra en gængs stemmemaksimerende logik, som man som partipolitisk aktiv har det med at abonnere på. Venstre var et klassisk masseparti, der rummede forskellige strømninger og skulle appellere til mange forskellige vælgergrupper – også dem, der ikke ligner mig selv. Jeg måtte lukke øjnene og tænke på England, eller hvad man nu end siger.

Og så alligevel.

Det var jo forkert. Menneskeligt, etisk og ideologisk forkert. Jeg vidste inderst inde godt at hun er kriminel. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes politiske linje intet havde med den frisindede liberalisme, som jeg ønsker Venstre skal være en bevægelse for. Jeg vidste inderst inde godt, at hun – sit vælgertække til trods – er en megaloman, illoyal og destruktiv person. Det siger noget om et menneske, der – alt imens Assad brugte giftgas og torterede løs i sine fængsler – jubler med kage over stramninger af udlændingelovgivningen.

Vi kan godt lege at det ikke forholder sig sådan; at det bare var en rolle hun skulle spille. Men jeg tror ikke på det. Støjberg har igen og igen vist os præcis hvem og hvad hun er. Bare se på tiden siden kronikken. Efter Løkkes fald blev hun næstformand i Venstre, brændte partiet ned, blev dømt i Rigsretten, fik fodlænke på og dannede Danmarksdemokraterne. Og nu sidder jeg så her og tænker på hende, da jeg lige har læst en klumme hos Altinget med overskriften: ‘Støjbergs forsøg på at knytte bånd til landbruget udfordrer Ellemann’.

Hvori Thomas Larsen påpeger Venstres (indiskutabelt korrekte) identitetsdilemma, som et nominelt borgerligt parti i regering med Socialdemokraterne. En penibel situation, hvor Liberal Alliance spiser de liberalistiske og yngre vælgere, Moderaterne tager de blide og bløde socialliberale, og hvor Danmarksdemokraterne tilsyneladende forsøger at overtage Venstres rolle som landbrugets foretrukne partipolitiske venner. Hvad er det i den situation så tilbage at elske, kæmpe for og brænde for, når man et gammelt magtparti, der er gået i regering sammen med to af landets mest moralsk fleksible og hensynsløse partiledere?

Dilemmaet og det partistrategiske problem er reelt nok. Det er mange vælgergrupper, der er tabt (eller risikerer at blive tabt) de seneste 4 år.

Men jeg er nødt til – især efter jeg selv solgte ud dengang – at tro på, at Støjberg en dag får det, som hendes adfærd berettiger til. At der må være konsekvenser for en politiker af at lyve, være kriminel og, ja, et gement menneske.

Jeg er med på at hun er en dygtig politiker. Måske ikke til at skabe politik eller samfundsforandringer, men hun er en skarp og skruppelløs politisk kommunikator, der ved hvad der virker på hendes målgruppe. Men det burde ikke være nok. Jeg er ikke tilstrækkeligt naiv til at tro, at vi lever i en retfærdig verden. Men på et tidspunkt må selv hendes mest forblændede støtter se hende for det, hun igen og igen har vist os at hun er.

Jeg siger ikke at Venstre er et perfekt eller ædelt parti, det ville være latterligt. Men det er et bedre parti end Danmarksdemokraterne, og Ellemann er i særklasse bedre end Støjberg. Jeg er langt mere stolt af Venstre i dag, end jeg var for år tilbage. Jeg har ikke længere fornemmelsen af, at partiet er ledet af moralsk anløbne løgnere, tværtimod. Måske et sørgeligt lavt succeskriterium for et politisk parti, men nuvel, det er vist her vi er.

Blot for at sige, at jeg i sidste ende tror (ok: håber) at det ender godt – og at resten af verden også snart gennemskuer hvem Støjberg er.