Jeg tror ikke at jeg har noget særskilt begavet, originalt eller indsigtsfuld at sige til nyheden om Jakob Ellemanns afsked som formand for Venstre. Ud over at jeg naturligvis er ked af det. På hans og på partiets vegne.
Jeg argumenterede selv for ham som ny formand tilbage i 2019. Det mente – og mener jeg stadig – at han var og er. Jeg opfatter Ellemann som et hæderligt, godt og visionært menneske. Venstre blev med ham i spidsen et bedre, mere klassisk liberalt, mere urbant, mere fremtidsorienteret parti, der tager ansvar, når det gælder. Regeringsdeltagelsen viste format og et sjældent set strategisk klarsyn. Det samme gjorde Ellemanns opgør med resterne af den jævnt afskyvækkende flok af populister, nationalkonservative, konspirationsteoretikere og asociale typer, der engang gik under betegnelsen ‘blå blok’.
Fra at være et til stadighed mere og mere ulækkert og skruppelløst foretagne under Løkke, blev Venstre et parti jeg igen kunne identificere mig med – og som jeg gladeligt fornyede medlemskabet af.
Jeg havde det helt fint med at afskalle indvandrerhaderne over til den dømte kriminelle Støjberg i Danmarksdemokraterne. Hvis ens moralske og etiske kompas leder én til Lars Løkke, så synes jeg bestemt at Moderaterne er et mere velegnet opholdssted for en end Venstre er. Og hvis det skal gå stærkt og skrøbelige mennesker kan rende en, så er Liberal Alliance sikkert også et bedre valg.
Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at Venstre ikke længere er et masseparti. Den slags er sikkert velegnede til at erobre regeringsmagten med. De appellerer til medianvælgeren, men er rædderlige for os naive idealister. Det så man under Foghs regime og hans Dansk Folkeparti-pleasende meningstyranni i 00’erne. Men hvis man – som jeg – mere ser Venstre som en del af en større revolutionær samfundsforandrende bevægelse for frisind og frihed (snarere end en valgkampsplatform for at få valgt midaldrende mænd fra Herning til Folketinget), så massepartier rigtig ubehagelige størrelser. Jeg vil meget hellere have et ideologisk kvalitativt bedre parti, end jeg ønsker at skulle appellere til alle. Så jeg var tilfreds med udviklingen, enig i Jakob Ellemanns politiske linje og var egentlig ret ligeglad med de aktuelle meningsmålinger. Faktisk er jeg sikker på, at partiet også ville være blive blevet belønnet ved de kommende valg. Så det gør mig ganske fortvivlet, at jeg nu kan se ind i en mere regressiv politisk retning for Venstre.
Og uanset hvem der bliver ny formand, så bliver det næppe virkelig godt. For hvem er det egentlig vi kan se frem til. Ja, at dømme ud fra den fordrukne klumme Søren Pind havde i Berlingske i går, så står det skidt til. Han skriver med uspiselig patos og faux-empati:
“Men en ting står klart: Demokratiet er en levende størrelse, der forandrer sig. Som det er lige nu, er det på vej ind i en blindgyde. Formelt legitimt, javel. Men løsrevet alligevel.
I USA i form af et rigsmandsstyre. I Danmark i form af en politisk klasse, der har gjort det til et arbejde at være politiker, og hvor anderledes mennesketyper har vanskeligt ved at få plads eller passe ind. Tænk blot Jakob Ellemann her, der har alle forudsætninger i kraft af sin baggrund og familie, men alligevel ikke kan passes ind i den skabelon, moderne professionelle politikere har etableret omkring sig.”
Anderledes mennesketyper. Anderledes mennesketyper? Er man en ‘anderledes mennesketype’ fordi man kan er bevidst om sin sårbarhed og lider under at være grundlæggende hæderlig? Det siger noget om et Venstre-menneske fra de gamle, dårlige dage – som Søren Pind -, at man kan betragte den mennesketype som ‘anderledes’. Og det er ildevarslende, når den kommende Venstre-formand formodentlig bliver af en anden karakter.
Så jeg er ked af det på Venstres vegne. Men mest af alt er jeg ked af det på Jakobs vegne. Han fortjente langt bedre end det her, og jeg håber han finder vejen tilbage til noget meningsfuldt.