Jeg har intet klogt eller indsigtsfuldt at sige om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Der er allerede skrevet utallige elegier og afmægtige hjerteskrig over Trumps sejr. Og flere – uendelig mange flere, faktisk – bliver skrevet i netop dette øjeblik af mere analytisk begavede og klartskuende mennesker end mig.

Så selvom udsigten til yderligere fire år med Trump fylder mig med betydelig uro og bekymring, så er det min umiddelbare plan at praktisere radikal accept – og på god strudsemanér håndtere den ukontrollable omverden med en hjemmestrikket stoisk strategi. Verden er som den er, fokuser på det du kan forandre, memento mori og alt det der. Denne indledende fase kan (alt afhængigt hvor hastigt jordens undergang nærmer sig og behovet for selvbedrag tilsvarende vokser) suppleres af et intellektuelt indre eksil, hvor jeg kan fordybe mig i sværmerisk billedkunst og betydningsfuld skønlitteratur. 

Så skal vi ikke i dagens anledning fejre altings forgængelighed med et stykke klassisk japansk Ukiyo-e kunst i form af træsnittet ‘Takiyasha the Witch and the Skeleton Spectre’ (1844).

Jeg kan forstå at det er en illustration af en mytisk scene fra et japansk sagn, men jeg vælger i stedet at tolke motivet særdeles bogstaveligt. Her sidder man og chiller med en hjemmedreng, lever livet ligeså fredeligt og leger med hinandens katanaer; “HALLØJ, SAVNEDE I MIG?” brøler apokalypsen pludselig skælmsk, alt imens den trækker scenetæppet unødvendigt dramatisk til side og fremkalder eksistentiel rædsel. I retrospekt virker det som en glimrende beskrivelse af nattens begivenheder fra USA.